Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070131 Fiskeri efter urgammel tradition

Forstørrelse
Se forstørrelse

Tidligt om morgenen i den første dæmring er de der. De lange lokale fiskerjoller med den høje stævn. Mændene, gerne fem af dem, står op i jollen, helt ranke efter hinanden, alle med ansigtet fremadrettet og flere af dem med vifter af palmeblade i hånden. En utrolig silhuet i den grå morgen af unge stærke kroppe. På grund af bådens høje stævn, står den forreste mand et godt stykke højere end den bagerste. Der går en skrå linje ned fra det første mørke hoved til det sidste. Det ligner en tegning eller ristning fra urgammel tid.

Her i den første dagning er fiskene åbenbart lette at fange. Måske er der flere stimer dernede i det klare vand, for på ti meter kan man se bunden fuldstændig klart, se korallerne med de lange okkerfarvede rør, se de lange viftekoraller svaje blidt frem og tilbage, se stimerne af små og store fisk, der vimser rundt. Det må være, derfor fiskerne står op i deres jolle. De kan se fiskene, og de kender havet og havbunden. Og nu begynder en for mig at se urgammel form for fiskeri.

Hver mand har sin rolle. Der sejles langsomt af sted. Mændene står og spejder ned i vandet samtidig med, at de kaster små stykker af palmeblade ud til hver side af rælingen. Jeg tror, at det er for at lokke eventuelle fiskestimer til. Det hele ånder ro og fred, og så lige pludselig tager en vis herre ved jollen og dens besætning. En fiskestime er observeret, og nu drøner jollen rundt i en stor cirkel omkring stimen, mens to mænd i båden i lynende fart smider det store net ud. Samtidig springer to andre i vandet og forsøger med plasken, råb og skrig at holde stimen inde i nettet. Den sidste mand styrer jollen rundt i afsindigt tempo, mens han smider sten i vandet foran og lidt til siden for jollen, så fiskene ikke når at slippe væk, før nettet er lagt. Det er et helt skuespil at se på. Mændene i vandet ligger der med de mørke hoveder vippende på dønningerne og laver gevaldige plask med arme og ben, og mændene i jollen firer nettet ud i afsindigt tempo, den ene tager sig af toppen den anden af bunden af nettet, og de følges ad med perfekt timing. Og han, der styrer, råber og skriger og kyler småsten af sted med den frie hånd. (de må have et stort arsenal af småsten og palmeblade med). Så er cirklen sluttet omkring stimen, og nu skal nettet trækkes sammen og hales ind. En af mændene dykker ned og knytter bunden af nettet sammen, så det danner en pose omkring fiskestimen. Så trækkes nettet med fangsten ind, den sidste mand kommer ombord igen, og hele proceduren gentages et andet sted.

Det er en fascinerende at sidde lige ved siden af på Lela med kaffekoppen i hånden og se denne specielle form for fiskeri, som i vore øjne ligner noget, der er overleveret gennem generationer, og hvis jeg var antropolog, ville jeg helt sikkert synes, at det kunne være rigtig spændende at dykke lidt dybere ned i, hvad det egentlig er, de gør og hvorfor.

I Danmark har vi ifølge Lars noget, der ligner, bare i meget større skala. Det kaldes vist snurpenot-fiskeri.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 15-02-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...