Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070209 St. Lucia, Martinique og Dominica - de sidste dage me

Forstørrelse
Se forstørrelse

Efter Soufriere og Anse Chastanet bevægede vi os op ad kysten af St. Lucia. Vi var inde en enkelt nat i Marigot Bay, som er totalt spoleret af turisme. Skrækkeligt sted som engang har været smukt men nu bare trist og slidt. Vi skyndte os videre til Rodney Bay og Pigeon Island, hvor Jeppe og Kirstine fik badet og snorklet for sidste gang, inden vi satte stævnen mod Martinique og hovedbyen Fort de France, hvor de to skulle afmønstre og flyve hjem til Danmark, og Maja og Gro skulle komme og stige på Lela.

De fire unge overlappede hinanden med tre dage, så der var fuldt hus på Lela. Alle køjer i brug og ting overalt, men det var bare rigtig hyggeligt at have dem alle fire og rigtig dejligt at møde Gro, som vi kun havde hørt om indtil nu.

Vi lejede en stor bil og tog alle seks med Jeppe som chauffør en tur rundt på Martinique, besøgte en Botanisk Have og kørte op til vulkanen Mt. Pelée, der sidst var aktiv d. 8. maj 1902, hvor 30.000 mennesker omkom i den tidligere hovedstad Saint-Pierre. Vi klatrede et godt stykke op ad vulkanen og fik en flot udsigt og var på hjemturen forbi Saint-Pierre, hvor der nu lever 6000 mennesker, og de gamle mure stadig står tilbage mange steder efter den voldsomme gas- og aske eksplosion, der ramte byen med en kraft, der svarer til flere Hiroshima-bomber.

D. 9. februar fulgte vi så Jeppe og Kirstine til bussen, som skulle køre dem til lufthavnen. Det var trist at skulle sige farvel efter tre fantastiske uger, men forude ventede jo så nye to uger med Maja og Gro, så allerede dagen efter trak vi ankeret op og sejlede til Saint-Pierre, som er en rigtig hyggelig lille by. Meget fransk som hele Martinique jo er og med et fint udbud af baguettes og franske oste i supermarkedet.

Det trak dog gevaldigt i Lars og undertegnede efter at komme videre. Vi ville gerne vise Maja og Gro noget lidt mere rigtigt Caribien. Og kun 34 sømil væk lå Dominica med sin forjættende høje bjergrige profil. 

Dominica har længe stået højt på vores ønskeseddel, fordi den alle steder står beskrevet som smuk, uberørt og meget lidt turistet. Desværre var der ved at gå kludder i vores planer på grund af World Cup i cricket, som skal afholdes i Den caribiske Nation. I den forbindelse er det nemlig netop besluttet, at alle indrejsende til et land inden for Den caribiske Nation, og det er næsten hele Caribien med undtagelse af de franske Martinique, Guadeloupe og tilhørende småøer, fra 1. februar til 15. maj skal have et specielt visum, som koster 100 US dollars pr. næse, og for øvrigt i princippet kræver, at man giver sit pas fra sig, for at det kan blive sendt til London, for at få visummet behørigt indsat (viste sig dog at det kunne klares lokalt i løbet af nogle dage, men stadig ikke særlig betryggende).

Hvad var nu det? Og hvordan kom det til at berøre os? Vi havde spurgt os for flere steder blandt andet på Carriacou, Union Island og Bequia, og der var beskeden, at det ikke ville berøre os, da vi kom ad søvejen, og for øvrigt betød det ikke noget, hvis man inden d. 1. februar havde været indklareret i et land inden for Den caribiske Nation og så for øvrigt blev der.

Fint nok, men problemet for os var, at vi var nødt til at sejle ud af nationen og ind i Frankrig, da Jeppe og Kirstine skulle rejse hjem fra Martinique, og Maja og Gro skulle hentes samme sted. Så stor var vores spænding, da vi ankom til Dominica. Vi havde nemlig også mødt en immigrationsfunktionær på St. Lucia, som ikke havde været til hverken at hugge eller stikke i over for henholdsvis en dansk, svensk og finsk båd med store problemer til følge (taxature til lufthavn, manglende pas i flere dage og udsættelse af sejlplaner) samt ikke mindst et klækkeligt beløb oveni budgettet. Det ville jo være til at have med at gøre, hvis det bare var for båden, man skulle betale, men det var for hver person ombord, og det ville betyde små 3000 kr. ekstra for os for at få lov til at være på Dominica. Hvis såfremt ifald altså at vi stødte på en af de besværlige inden for funktionærstanden på immigrationen.

Vi besluttede os dog for at tage chancen, havde hørt at myndighederne på Dominica meget gerne vil have sejlere til at gæste deres havne, så måske var vi heldige. Vi sejlede over middag fra Saint Pierre, så vi var sikre på at ankomme til Dominica efter, at immigrationskontoret havde lukket. På den måde kunne vi vinde en aften og en nat, inden vi skulle sejle videre, hvis vi nu blev afvist.

Vi fik en ret hård sejlads. Op til 20 m/s kom blæsten i hårde stød fra Martiniques bjerge og lagde Lela pænt ned, og bølgerne fulgte med og syntes lige, at de skulle kaste sig ind over Lelas ræling i totalt gennemblødende raids. Maja og Gro havde begge taget søsygepiller, og for Gros vedkommende var det første sejltur på stort hav, så det var ikke så heldigt.

Maja gik hurtigt i dørken og lagde sig ned på køjen, men Gro blev siddende. Mere og mere tavs og mere og mere hvid i ansigtet. Til sidst måtte hun bede om spanden. Ikke for at bruge den sådan lige med det samme, men bare for en sikkerheds skyld som hun sagde.

Det blev en hård tur og meget hård for Gro, som jo var totalt ny i faget. Vi havde kryds næste alle 34 sømil, og de pænt store bølger gjorde deres bedste for at få Lela til at rulle. Derudover kom den bagende sol og saltet efter de mange gennemblødninger, som gør huden enormt irriteret og øm. Jo det var en debut, der kunne vaske sig. Spanden var oppe ved munden flere gange, men Gro klarede den. Det blev kun til små gylp. Flot klaret.

Det var en meget glad besætning, der efter 6 timer sejlads endelig kunne sejle ind i læ af Dominica og se byen Roseau nærme sig. Pigerne åndede lettet op, og det samme gjorde Lars og jeg. Historien havde jo ligesom gentaget sig, og erindringen om en ulykkelig Millan siddende helt stille med en tåre trillende ned ad kinden, sad stadig i os efter turen over Biscayen, som jo også var Millans første rigtige tur. Jo det er seje tre piger vores unger har valgt sig, for heldigvis viste Kirstine sig også at klare sejlerlivet helt fint.

Vi sejlede så lige så stille ind mod Roseau og blev modtaget af en lille jolle i fuld fart med en smilende mand om bord. ”Welcome to Dominica. You want a mooring” var ordene, og vi takkede taknemmeligt ja, for der var meget dybt helt ind til kysten.

Manden i båden var SeaCat (blæksprutte) med det borgerlig navn Octavio, og det viste sig, at skæbnen endnu engang gav os en appelsin i turbanen, men mere om det i næste afsnit.

Den aften kreerede Lars en gang pasta med canariske dåsekødboller, som blev spist med stor appetit. Og det var to trætte piger, der tørnede ind efter middagen.

Næste dag tog Lars og jeg så ind til myndighederne. Ret spændte. Ville det lykkes for os? Kunne vi blive på Dominica, som vi så gerne ville, eller blev vi nødt til at sejle videre? Jeg tror, at Maja og Gro krydsede både fingre og tæer tilbage på båden, for lysten til at sejle allerede igen kunne ligge på et meget lille sted. Og det hjalp. Vi kom ind og mødte en meget venlig mand, og vi selv var helt utroligt søde og venlige og … sometimes the magic works … han nævnede ikke visum med et eneste ord, og det gjorde vi heller ikke. Vi fik vores stempler, og det var to meget glade mennesker, der kunne sejle tilbage til Lela og meddele, at kysten var klar. Vi kunne drage ud og opleve Dominica.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 24-02-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...