Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070222 Antigua – baglæns i havn og en lang rotur

Forstørrelse
Se forstørrelse

Antigua blev hurtigt overstået, men lidt drama nåede vi dog at få. Da vi anduvede Antigua og startede motoren få at få lidt styrefart til at tage storsejlet ned, ville motoren ikke gå i gear. Den brummede bare men trak slet ikke. Åh åh, hvad nu det? Det var en lidt tricky indsejling til Englishmans Bay med et rev, man skulle udenom, og inde i bugten var der ikke megen plads at manøvrere på mellem de andre ankerliggere. Vi fik storsejlet ned og beholdt så genoaen på. Vi prøvede lidt med motoren, og det viste sig at den godt kunne gå i bakgear. Altså, vi kunne sejle baglæns men ikke forlæns. Ok, vi måtte sejle ind for genoa (godt at man har en gammel kapsejladser som kaptajn), og vel inde måtte vi så bakke hen og ankre. Det gik helt fint, vi kom ind forbi revet og fik smidt ankeret, og så tog pokker ved vejret. Pludselig kom der en mægtig byge, som hældte vand ned over os, så vi i løbet af et splitsekund var totalt gennemblødte. Samtidig havde den en masse vind i sig og fra den forkerte side, så vi svajede tæt over mod revet. Det var en god ting at få hækankeret ud, og det skulle gå tjept. Heldigvis havde vi haft gummibåden på slæb (dog uden motor), så Lars røg ned i den og roede udefter med hækankeret ombord, mens jeg stod og gav kæde på bagperronen. Stadig med regnen piskende ned over os, så det var svært at se. Men oprationen lykkedes, og vi kunne puste lidt ud og skifte tøj fra yderst til inderst, bare ærgerligt at vi ikke havde haft shampooen ved hånden.

Vi lå dog dårligt, og motoren ville stadig ikke gå i fremadgear, så Lars tog ind til et nærliggende værft for at høre, hvad der kunne gøres. Vi fik lov at komme ind til deres kaj, så en time efter lavede vi en lidt sjov sejlads. Gummibåden med motor på blev bundet på siden af Lela. Der sad jeg så og gav gas, mens Lars styrede oppe ved roret, og så tøffede vi stille og roligt ind til værftet.

Næste dag kom en meget sød rastaman ved navn Dassa og så på gearet. Han rodede lidt, og pludselig kom den i hak. Hurra måske var det bare en justering. Vi tog en prøvetur, og gearet virkede, selvom det ind imellem lige måtte hjælpes lidt. Dassa mente, at det måske var lidt slidt i koblingen, og at en tyndere olie måske kunne hjælpe, så vi sejlede ind igen og fik skiftet olien. Samtidig havde vi også det problem, at man ikke tog helt så gelinde på visumspørgsmålet som på Dominica. Lars havde fået respit til efter kl. 12 samme dag og skulle så komme op med pas, penge osv., og hvor længe ville det så vare, inden vi kunne få vores pas samt visum retur. Vi besluttede at sejle over i en anden bugt og så sejle videre samme aften mod St. Barth.

Om eftermiddagen tog vi så meget ulovligt lige ind et smut og så på Admiral Nelsons gamle værft Nelsons Dockyard fra 1725. Det var fint at se alle de gamle bygninger fra dengang, som var blevet smukt restaureret.

Som en sjov ting var vi også lige nede ved kajen og hilse på en ung englænder, som vi aftenen før havde set komme ind i en atlanterhavsrobåd under stor festivitas. De var to i båden, en englænder og en spaniol, og de kom direkte ind fra Atlanten. Englænderen kom ind på kajen og måtte lige have en støttende hånd, før han kunne holde balancen, men spaniolen kunne simpelthen ikke stå på sine ben. Han forsøgte flere gange i robåden, og til sidst med venners hjælp kom han ind på land med eksende ben. Vi fik så her dagen efter en snak med englænderen, som var nede ved båden i gang med et interview. 63 dage havde de været om det de to. De havde roet hele vejen, og det havde været ”et meget stort hav” at krydse, som englænderen sagde. Han talte begejstret om morild og en skildpadde, som havde været henne og hilse på, men desværre stod journalisten og trak i ham, så vi fik ikke hørt så meget mere.

Samme aften startede vi motoren. Gearet virkede atter fint, så Dassas justering og olieskift havde gjort underværker. Vi satte kursen mod St. Barth, der lå 80 sømil væk, en tur på ca. 15 timer. Vi sejlede om natten, så vi var sikre på at komme frem til St. Barth i dagslys.

Turen gik helt fint, og da vi nærmede os St. Barth, fik vi to hug. Først en fin lille tun, og så for at det ikke skal være løgn, en bøje med et tungt garn. Bonk sagde det, så sad det i propellen. Lars var lynhurtigt og stoppede motoren. Vi fik skåret rebet til garnet over, og så måtte Lars ned og prøve at vikle den resterende tovende ud af propellen. Ikke verdens sjoveste job midt ude på det store hav. Men det gik utrolig flot. Rebet kom fri, og Lars nærmest fløj op af vandet igen. Som han sagde ”Det er virkelig deep blue dernede, og man kan jo ikke lade være med at tænke på, om der måske skulle være en haj i nærheden”.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 14-03-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...