Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070601 Acorerne – regn, storm og atter regn – men alligevel

Forstørrelse
Se forstørrelse

De første 14 dage på Acorerne druknede vi nærmest i regn og stormvejr. En storm var ret så slem med vindstyrke målt på havnekontoret på op til 65 knob, det vil sige ca. 32 sekundmeter. Sådan, nogle stød kan mærkes, og om natten, hvor det var værst, begyndte de flydebroer, vi lå ved, at gå fra hinanden. Der blev stor travlhed ved broerne, hvor man bandt tykke tove på kryds og tværs for at holde sammen på det hele, og alle fik langt hækankeret ud for at tage trækket fra broen. Vores bro var heldig, her lykkedes det os at holde sammen på de forskellige dele, den anden gik det værre, de mistede både vand og strøm i nogle dage, da ledningerne blev revet fra hinanden.

De følgende dage kom flere både ind i Hortas havn uden mast! Aldrig har vi set så mange både i samme havn uden mast eller med bare en lille stump tilbage.

Og så var der regnen. Morgen middag og aften høvlede det ned, og det var umuligt at få noget som helst tørt. Fra turen havde vi en del saltvandstøj, som skulle skylles og vaskes igennem med ferskvand, og selve båden var også godt klam og våd. Ved en gennemgang viste det sig, at muggen havde holdt sit indtog i de fleste hjørner og kroge, og selv Lars´ fine okkerfarvede landgangsbukser havde grønne mugpletter, for ikke at tale om lugten fra mit skab med alle sommerkjolerne. Sådan en gammelfarmorlugt, som Birgitte fra Nordstjernen så rammende kaldte den. Fugtigt, jordslået, ad bad.

Jo, vi ER på vej hjem – til fugt og kulde. For koldt blev det. Føj for en ulykke, helt ned til 14 grader, og vi frøs som små hunde. Efter et par dage på langs på sofaerne i kahytten med uldtæpper på, og regnen trommende på ruftaget, krøb vi til korset og købte en elektrisk varmeblæser. Hvilken herlig ting! Og for første gang siden Madeira havde vi nu landstrøm i rigelige mængder og den rigtige strømstyrke på broen, så det var den rene svir!

Men bortset fra det elendige vejr, som huserede sådan ca. 16 dage ud af de 20, vi var der, så var Acorerne en pragtfuld oplevelse både menneskeligt og naturmæssigt. 

Alle (lige bortset fra de få lokale), der sejler ind i Hortas havn, har været ude at sejle i mindst 8 døgn på et stort og til tider voldsomt hav, og alle har været ude i nætter og dage med afbrudt søvn, bumlen og skrumlen og uendelige bølger, så ALLE er bare så kisteglade for at komme i havn, at det skaber en helt unik stemning. Folk falder nærmest over hinanden for at høre om hinandens tur og oplevelser, alle har et stort behov for at fortælle og tale med andre end de par hoveder, man nu har set på i måske rigtig mange uger, og alle er helt utroligt åbne og positive.

I bogen Atlantic Islands af Anne Hammick s. 16 står ”but either way, there seems little doubt that the islands will retain their position as one of those magical destinations spoken of with nostalgia and affection where ever oceangoing yachtsmen meet together.” … og det holder stik. Her er en atmosfære af fællesskab, af glæde over at være kommet så langt, og også af medfølelse og stor hjælpsomhed over for de desværre mange, som kommer ind med skader.

 

Og så er der selve øerne! De er også unikke! Der er 9 af dem, 9 vulkanøer med hver deres særpræg og liggende i 3 klumper. Fra vest er det først Flores og Corvo, så kommer Faial, Pico, São Jorge og Terceira og sidst São Miguel og Santa Maria. Fra Corvo til Santa Mariaer der 336 sømil, det vil sige over 600 kilometer, og det er jo lidt af en afstand.

Øerne var ubeboede, da portugiserne kom for at kolonialisere dem i 1427. De har været kendt og er nævnt i gamle skrifter, men ingen har forsøgt at bosætte sig for alvor. Portugiserne havde da også svært ved at få folk til at flytte dertil, og i sidste ende suplerede man befolkningen med bosættere fra Flandern (Holland, Belgien), Irland, Skotland og Bretagne. En blandet forsamling, men helhedsindtrykket fra de 3 øer, vi nåede at besøge, nemlig Faial, Pico og Terceira, er en glad og venlig befolkning, som elsker fest og farver og kan ”hænge ud” til den tidlige morgen, når bare der er gang i den. Det samme, som vi oplevede i Portugal, blandt andet i Viana do Costello, hvor der var folkedanserfestival, som nogle måske husker fra tidligere indlæg i denne logbog.

Portugisere er et dejligt folkefærd, nemme at komme i kontakt med, venlige, glade og hjælpsomme. Deres byer er smukke og kunstneriske. Overalt, både i selve Portugal, på Madeira, Kap Verde og nu Acorerne, finder man de smukke brolægninger med mønstre og borter i mosaik af sorte og hvide små flade sten. Der er flotte kirker med prægtige pralefacader (lidt som husene i det vilde vesten) og mange smukke træer og blomster.

Og så er der et væld af små udendørs caféer med herlig lokkende kaffeduft og uimodståelige kager.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 03-07-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...