Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

 Så kom dagen for vores afskedsfest. Vi var sprøjteforvirrede begge to af alle de forskellige forberedelser, som skulle gøres i sidste sekund, og vi kunne efterhånden ikke huske fra næse til mund. Opgaverne blev taget, som de bød sig.

Så cirkusteltet blev hentet hos Tove og Ullak og bragt hen på plænen, som vi dagen inden havde hamret pæle i hele vejen rundt og trukket snore om for at være sikre på, at vi ikke pludselig vågnede op lørdag morgen til en plæne omdannet til parkeringsplads for weekendsejlere. Det virkede. Folk parkerede pænt uden for vores interimistiske afmærkning. Pyha.

Teltet kom op. Og var bare så flot. Lale blev slæbt hen og fyldt med vand og isklumper frosset ned dagen før i alle Sannes tomme isbakker, og øl, vand og cola på dåse blev hældt i i store mængder. John og Else dukkede op med otte 3-liters kartoner rødvin som supplement. Vi fik stillet Holmegård Biblioteks kasserede borde op og de 7 stole, vi selv havde medbragt hjemmefra, op. Chipsene blev stillet i deres poser i et par plastikkasser, vi havde fundet, og vandmelonerne blev skåret ud.

Så nu var det bare at vente på gæsterne. ”Kom kl. 16 og hav selv alt med” havde vores invitation lydt på. Efterhånden kunne vi ikke huske, hvem vi havde spurgt, og hvem der havde sagt ja og nej, og vi var meget spændte på, om budskabet var gået ind, så vi ikke pludselig stod med en masse gæster uden mad, tallerkner, bestik, stole, borde m.m. Jeg havde endda i panik været inde og snuppe en håndfuld spisesedler fra det lokale pizzeria, hvis nu såfremt i fald at ...

Men men men al vores/min bekymring blev gjort til skamme. Folk kom, og de havde det hele med. Vejret var pragtfuldt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og dannede den smukkeste baggrund til Toves flotte telt. Vinden var den letteste brise, og folk var fulde af smil og glade øjne. Og hvor de kom. Den ene efter den anden. Det var bare skønt!

Der var familien, der var de gamle venner (long time no see), der var vores nye venner, som skal sejle med os, der var kolleger, der var de unge, de gamle og børnene. De var der (næsten) alle sammen. 72 talte jeg på et tidspunkt. Og de, der ikke var der, sendte de sødeste sms´er med håb om en god fest og god tur. Hvor heldig kan man være? Lars og jeg føler os i hvert fald utroligt privilegerede. Så mange dejlige mennesker, og vi kender dem alle sammen.

Festen blev skøn og fortsatte til langt ud på natten med gløder i grill-bækkenet og stor kreds af havestole omkring og fødderne mod varmen.


 oprettet: 18-07-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...