Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi fik en god vejrudsigt. Svag vind fra nordøst så vi ville få medvind, og så gik vi af sted. I Cuxhaven er der meget strøm på grund af tidevandet, og det er med at finde det rigtige tidspunkt at tage af sted på. Det er der store tabeller om, og vi fandt frem til, at vi skulle af sted enten kl. ca. 3 om natten eller først kl. 11.30 næste dag. Vi valgte kl. 03.
Det var stadig mørkt, da vi sejlede ud, men tidspunktet var perfekt. Vi suste af sted med 8 knob. Efterhånden lysnede det, men så kom tågen rullende, og den var tæt. Meget tæt. Vi kunne intet se. Tæt hvidgrå dryppende dis hele vejen rundt om os. Det var en mærkelig fornemmelse at sejle af sted svævende i sit eget lille rum omgivet af grå bølgende mure. Øjnene stirrer forgæves for at gennemtrænge det hvidlige grå men bliver snydt af underlige tågebanker, der pludselig kan ligne et eller andet for så lige så hurtigt at opløse sig igen. Man ville ikke blive forbavset, hvis Den flyvende Hollænder pludselig kom brusende ud af intetheden med sine stumt blafrende sejle og øde dæk. Det var fascinerende, men det var også vildt skræmmende. For vi var jo ikke alene i ærtesuppen eller mælkegrøden. Rundt om os kunne vi høre tågehorn. Nogle dybe og voldsomme andre med højere toner. Men lydene var svære at placere.
Så kom radaren på sin prøve, og den virkede bare super. Jeg styrede og Lars var ved radaren og gav meldinger, så vi kunne holde os fri af alle de bevægelige sorte pletter på skærmen. På et tidspunkt skulle vi krydse storskibsruten. Det er den ”landevej”, hvor alle de store skibe sejler ind og ud til de store byer på kysten. Dét var næsten lidt for spændende. For vi kunne ikke se en snus, kun høre de der tågehorn, som af og til syntes alt for tæt på. På et tidspunkt passerede vi en tudebøje. Det er sådan en stor bøje, som står og tuder klagende med bølgerne. Vi vidste, at den ville komme, og vi kunne høre den, men da den dukkede ud af hvidheden, fik vi nærmest et chok over at være SÅ tæt på.
Nå, men tågen lettede omkring middagstid, og vi sejlede ukompliceret af sted. Havet var roligt. Om eftermiddagen kom lidt vind, vi kunne sejle på, og til aften et enkelt tordenvejr med en gang regn … dog kun en times tid. Og så havde vi også lige besøg af Die Polizei. Pludselig kom en stor gummibåd susede efter os for fuld skrue. To mænd i uniform stod parat og sprang ombord. Det skabte noget forvirring på Lela pludselig at have to ukendte fremmede mænd på dækket sådan midt ude på havet. Jeg fik hurtigt trukket et par lange busker på og måtte ned og finde pas frem, og Lars måtte rigge Mona (vores selvstyrer) fra og styre manuelt, for vi gik pænt derudaf med 6-7 knob og både storsejlet og genuaen sat. Men mændene var flinke, skulle bare se pas, skibspapirer og lidt andet og tog ingen notits af de mange papkartoner rødvin, vi har liggende på hylderne til overs fra festen. Efter at have udfyldt nogle papirer gav de pænt hånd, sprang tilbage i deres gummibåd og racede så ind mod land igen.
Til natten løjede vinden igen. Vi gik for motor og Olfert og skiftedes til at sidde vagt. En pragtfuld nat! Skyerne forsvandt, og stjernerne myldrede massivt frem på himlen. Jeg sad og så op i stjernevrimlen. Båden vuggede stille af sted, og masten rejste sig sort mod himlen og vippende som et kæmpe pendul afsøgte den den enorme stjernekuppel deroppe. Frem og tilbage, frem og tilbage, mens bølgerne brusede blødt om båden, og Olfert kom med sine små motorlyde, hver gang kursen skulle justeres.
Ved vagtskifte var det så, vi opdagede noget helt specielt. Morild som vi aldrig har set det før. Hele vejen rundt om båden, ja over hele havoverfladen, så langt vi kunne se, var der morild. Det er nogle små bitte organismer, som når de påvirkes fysisk, udsender et endog meget kraftigt lys.
Når Lelas skrog gled gennem vandet, kastedes myriader af morildvæsener væk fra båden i en skummende bølge af en helt utrolig selvlysende neonblå farve. Natten var kulsort, og det fantastiske lys, de små dyr kan lave, gjorde næsten ondt i øjnene. Det bruser op og forsvinder lige så hurtigt igen, men det gør det hele tiden, så Lela gled gennem vandet i striber af de flotteste psykedeliske mønstre. Og omkring os, hvor småbølger krappede sig op og skummede over, kom de samme lys, nogle grønne, nogle stærkt blå. Fisk omkring båden sprang ud af vandet og lavede springvand i neonblåt … og overalt hvor vi så hen, var der små bitte stjerner i havet, som en genspejling af himlen. Det er svært at beskrive med ord, men det var utrolig flot.
Vi var fremme ved Ijmuiden kl. 15 om søndagen. Godt trætte men også meget tilfredse med at have tilbagelagt over ca. 220 sømil af et stykke af Nordsøen, som ellers kan være en barsk oplevelse.
Og nu her mandag d. 24. sidder jeg i en skøn lille marina i Sixhaven i Amsterdam. Marinaen ligger på en anden side af havnen lige over for hovedbanegården, og der går gratis båd til centrum hele tiden. Så måske finder jeg en netcafé i dag eller i morgen og sender dette til jer derhjemme. Husk at I kan emaile til os og selvfølgelig også sende sms´er.

Med kærlig hilsen fra Lene 


 oprettet: 24-07-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...