Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Lars fandt ud af, at der er noget, der hedder Staande Mastroute. Det er forskellige ruter gennem Hollands kanaler, hvor man ikke behøver at lægge sin mast ned, og hvor dybgangen er minimum 2.50 meter. Lige noget for vores båd. Og når vi nu havde forladt Nordsøen og søgt ind i Amsterdam, kunne det være sjovt at prøve sådan en rute videre frem. Vi købte en bog over ruterne. Ganske vist kan den kun fås på hollandsk, men det gik at få noget forståeligt ud af den. Faktisk ligger det skrevne hollandske pænt tæt op ad både tysk og dansk. Der er lige de der fietser, men når man først ved, at det betyder cykler, er resten jo pærenemt ikke?

Nå, men der er en rute fra Amsterdam til Rotterdam (ca. 60 km), så den begav vi os ud på. Man kommer ind i kanalerne via en sluse, og så sejler man bare derudaf. Eller rettere sagt man sejler og standser og sejler og standser, for det er helt utroligt så mange broer, man skal igennem. Kanalerne går jo på kryds og tværs gennem Holland, hele landet er totalt gennemskåret af vandveje. De har kanaler i både for- og baghave og ind imellem veje med tilhørende broer, når vandet skal passeres. Der er også et utal af små færger, som fragter folk fra bred til bred, så det var underholdende sejlads. Ca. 30 broer kom vi igennem på vores tur. Det foregår på den måde, at man sejler hen til broen og så ligger og tøffer rundt, indtil lyset skifter fra rødt (stop!) til rødt over grønt (parat!) og så rent grønt (sejl!). En klokke ringer, og broen går op. ”Værsågod at sejle igennem”. Det er sjovt og underholdende, for der er et utal af forskellige broer. Nogle drejer på en akse, nogle har et sindrigt vippesystem, nogle hæver sig som en elevator højt op i luften, og nogle åbner som Langebro på midten og op til hver side. Det virker fint, kun ét sted var broen i stykker, så vi fik en lille middagslur fortøjet til en ducdalbe (jeg elsker det ord) ved siden af broen, mens svedende teknikere gjorde deres bedste.

Det er en herlig ting at rejse gennem det hollandske landskab på denne måde. Som jeg før har beskrevet, har hollænderne et specielt forhold til vand. Tror da pokker når det meste af landet ligger under havets overflade. GYS! Kanalerne ligger som landeveje, og man sejler af sted gennem landskabet. Gennem marker med græssende køer og heste og en umiskendelig landlig duft og gennem både store og små byer. Nogle steder går kanalen lige for enden af folks baghaver, og man har første parket til at se, hvordan folk indretter sig. Holland er, så vidt jeg ved, måske Europas mest befolkede land, og folk bor tæt, meget tæt. Husene ligger lige klods op og ned af hinanden, markerne går helt ind til højhuse, og køerne græsser på små strimler jord mellem den store kanal og villakvarterernes mindre kanaler. Og folk er ude og bruger deres altan, deres have og deres kanalkant. Overalt var der stole arrangementer helt ud til vandet, og overalt sad folk smilende og vinkende, når vi kom forbi. Folk er i det hele taget meget hilsende og smilende og virker søde og hjælpsomme. I gamle dage, da jeg var på camping, syntes jeg ofte, at hollænderne var for meget, fyldte for meget og var for anmassende, men nu kunne jeg pludselig se forklaringen. De er bare vant til at være tæt på hinanden. Man sætter sit telt op væg mod væg til naboen, lige som man bygger sit hus væg mod væg eller lægger sin husbåd lige op i agterstavnen af ham foran, og så lever man med det og har det fint. Mens vi i Danmark er vant til at have større afstand til hinanden og føler vores grænser overskredne, hvis andre kommer for tæt på. Det var en sjov erkendelse at komme til sådan midt i den solblanke kanal.

Og så elsker hollænderne installationer. Altså små udstillinger af alt muligt der kan live op og pynte på deres altaner eller i deres små haver. Vi så et utal af havenissearrangementer. Figurer af gæs og ænder, træugler, fuglebure med kunstige fugle, plasticsommerfugle, græske statuer og meget andet. Totalt kitsch og meget charmerende. Og overalt myldrer det med de frodigste blomster og planter. Der er en vrimmel af store hortensiaer, udhængende roser og vildtvoksende klematis, blåregn, guldregn og andre hængende murplanter. Og derudover et utal af krukker og baljer fyldt ud over randen af pelargonier i alskens farver og kunstfærdigt klippede buksbom i spiraler og kugler. Det er virkelig en overdådighed, og man kan se, at det her er noget sydligere end Danmark, og at der er nok af vand at tage af. Gro, du ville elske en sådan kanaltur!

Det var et par herlige dage, og kanalen bragte os frem til storbyen Rotterdam, hvor en kæmpebro sørme også gik op bare for os.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 02-08-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...