Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Billedet her forestiller en mand med gåpåmod. Forklaring følger senere.

Vi har lige nu et par (eller flere viste det sig) overliggerdage i Vlissingen, og det er en rigtig god ting. Vi begynder så småt at føle os hjemme, at vi måske ikke kun er på ferie. Og så er det skønt med et par slapperdage, hvor tingene kan komme til én stille og roligt.

 

Vi har fået gjort rent, ordnet fryser og gennemgået diverse skabe. Lars har ordnet toilettet, som havde det med et lave tilbageløb fra tanken (ikke så lækkert). Vi har fået sat net på søgelænderet og diskuteret andre små forbedringer, såsom en holder til vandflasker m.m., når vi sejler. Det er irriterende at have sådan en flaske rullende rundt i cockpittet, og det er også irriterende at skulle arbejde sig ned efter den, især når man ligger på hårdt kryds. Så har vi begge fået skrevet og lavet ting på pc´en. Vi har været en tur i byen og fundet et sted, hvor man kan komme på nettet. Dér fik vi lagt nyt på hjemmesiden, checket dmi´s sider med Ocean og langtidsprognoser samt checket vores hotmail. Det viser sig, at to af de hold, vi fik kontakt med på vintertræffet i Langturssejlerforeningen er på vej som os, og vi har aftalt at mødes d. 5. november på Compas Amigos på Gran Canaria. Det glæder vi os til. Det er familien Anders og Birgit samt 2 teenagedøtre fra Hvide Sande samt Jan fra Næstved, som i sidste øjeblik fik en skade på båden men nu kan se lys forude og kommer halsende efter os om en måneds tid.

Og så har vi fået set vores første afsnit af Matador! Hyggeligt. Og tak for gaven til hele familien Fauerby. Vi glæder os til de næste 23 afsnit.

Lars har fundet ”Riddles of the Sand” frem, og jeg kæmper mig igennem den gamle ”Zen og kunsten at reparere en motorcykel” fra 1974 af Robert M. Pirsig.

Om eftermiddagen d. 31. juli cyklede vi til Middelburg for at finde en bådudstyrsforretning samt en elektronikreparatør til vores vhf radio, som ikke vil sende, og samtidig få en cykeltur ud af det langs med kanalen. Vores hjælpsomme nabo i havnen fandt reparatøren til os, og vi havde en seddel med kør i richting  Middelburg, så richting Vrouwepolder, så benzinepompen, 3. links, 1. rechts v. Borselenlaan 2.

 

Det viste sig lettere skrevet end gjort, for der var pænt langt (ca. 10 km), og vi skulle rigtigt ud på landet. Først cyklede vi i retning af Middelburg, og så begyndte vi at spørge os frem. Ved et stoppested hørte en gammel mand (ca. 80 år) vores spørgsmål. ”Oh,!” sagde han med et stort smil. ”Follow me,” og så spurtede han af sted på sin cykel med os hængende bagefter. Vi var på det tidspunkt nået ind til midten af Middelburg (hovedstaden i regionen), og den gamle knark svang sig ud og ind mellem bilerne som Tarzan i lianerne. På et tidspunkt gav vi (læs jeg) op. Det virkede simpelthen for farligt at sno sig mellem køerne af biler midt ude på vejen. Lars hørte mit råb og standsede også. Lidt henne fandt vi et oversigtskort. Mens vi studerede det, havde den gamle opdaget, at vi ikke hang på mere, og pludselig var han igen ved vores side. Han var virkelig sød. Han fik så forklaret vores egentlige mål med cykelturen, og nu tog han det mere roligt. Vi fulgtes med ham i lang tid helt ud på landet, og han fortalte om egnen som hedder Zeeland, og at New Zealand oprindeligt blev opkaldt efter denne egn. Han fortalte også om diger, oversvømmelser og meget andet. Og da vi var nået frem til hans hjem, gav han os en fyldig beskrivelse af resten af vejen.

Til slut kom vi til en lille by og en lille gade og stod så over for nr. 2. Et smalt, højt rækkehus, som så meget sovende ud. Det eneste tegn på eletronikaktivitet var måske en blå varevogn i garagen. Vi stod lidt og hang på vores cykler og diskuterede, og så blev et skråvindue åbnet øverst oppe og en mand kiggede venligt ned på os gennem små runde briller. Det var sørme det rigtige sted. Manden lukkede os ind i en garage og op ad en hønsestige til hans hellige elektronikhaller. En masse små værelser fyldt med reoler med elektronisk isenkram, som fik Lars´ øjne til at glimte.

For manden var en rigtig kunstner på sit felt. Han havde det hele, og hans store hænder tog om vores lille vhf radio, som var den et spædbarn. Den blev nusset, fik sprøjtet de indre dele og blev afprøvet på alle leder og kanter. Sendekontakten var corroderet (irret), så det måtte være fejlen. Ellers så alt fint ud. Glade var vi, og en halv time efter besteg vi atter cyklerne og trampede hjemad.

Men ak, da vi kom hjem, og radioen skulle testes ved hjælp af den flinke nabo … virkede den stadig ikke! Vi kan modtage, men vi kan ikke sende. Der kommer kun meget svag støj, når Lars forsøger at kalde.

Øv øv øv! Hvad nu. Kan det være kablet? Eller antennen?

Efterhånden var klokken blevet rigtig mange, og da vi oveni fik en rigtig dårlig vejrudsigt med kulingvarsel og regn, gik vi til køjs i håb om, at næste dag ville bringe en løsning.

Næste morgen til morgenkaffen læste jeg så disse ord af Robert M. Pirsig fra ”Zen og kunsten at reparere en motorcykel” eller måske en vhf radio. Citat s.280:  ”Man fyldes af gåpåmod, når man kan være stille længe nok til at kunne se, høre og føle den virkelige omverden og ikke bare sine egne dovne meninger om den. Man ser det på mennesker, der er kommet tilbage efter en lang og rolig fisketur. De kan ofte have dårlig samvittighed over at have ”spildt tiden”. Der er jo sådan set ingen rationel begrundelse for at tage af sted på en fisketur. Alligevel er den hjemvendte fisker ofte ved at strømme over af gåpåmod, og hans energi retter sig i reglen imod de selv samme problemer, der næsten fik ham til at gå ud af sit gode skind dagen i forvejen. Han har bestemt ikke spildt tiden, selv om det kan se sådan ud. Det er kun vores særlige kulturkreds, der betragter det som tidsspilde. Hvis man har til hensigt at reparere en motorcykel (læs vhf radio) skal man først og fremmest bruge en god portion gåpåmod. Det er ens vigtigste værktøj. Hvis man ikke har det, kan man lige så godt med det samme samle værktøjet sammen og lægge det på plads. Man får ikke brug for det. Gåpåmod er den psykiske benzin, som holder det hele i gang. Hvis man ikke er fyldt med gåpåmod, er det umuligt at få motorcyklen (vhf radioen) repareret. Men hvis man er fyldt op med gåpåmod, og ved, hvordan man undgår at miste det, så er der overhovedet ingenting i verden, der kan forhindre motorcyklen(vhf radioen) i at blive repareret. Den vil uundgåeligt blive det. Derfor må man frem for alt sørge for at pleje og bevare sit gåpåmod.”  Tag den!

 

Heldigvis er Lars manden med gåpåmod. Han sadlede cyklen og tog de 10 km frem og tilbage til Middelburg efter dels en ny antenne, dels en håndholdt vhf, som ikke rækker så langt, men som er en god sikkerhed, hvis den rigtige vhf ikke virker eller masten er røget overbord med hovedantennen. Lars kom glad tilbage i pivstorm og øsende regn med sine nye indkøb og påbegyndte installationen og ak, nu havde han fået en forkert gevind-adaptor. Op på cyklen igen, nye 10 km, og så kunne antennen komme på. Stor var spændingen … og stor skuffelsen. Nøjagtig samme resultat. Så for at gøre en lang historie kort. Nu kan det ikke være andet end kablet, der er noget galt med, og det må vi evt. få Peter til at tage med, når han kommer til august. I forvejen skal han også have en 100 liters vandtank (af plastic) og en jokervalve til wc´et med. Gad vide, hvor meget det bliver til inden d. 11. august, hvor han tager flyveren til Paris?!

Men nu ikke mere her fra Vlissingen, hvor de nu lover 8 på Beaufortskalaen, det vil sige fra 17 – 20 sekundmeter, så vi skal ingen steder og ruster os til endnu en overliggerdag.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 02-08-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...