Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi ankom til Dieppe ca. kl. 19 efter at have sejlet i ca. 11 timer fra Boulogne sur Mer. Stille og rolig sejlads for motor mestendels. Næsten ingen vind og ret diset. I Dieppe sejler man ind til byen og havnen gennem en dyb kanal med høje mure. Ved indsejlingen hang en lidende Kristus figur på sit kors og kiggede ned på os. Kanalen snoede sig, og det var spændende at se byen langsomt komme til syne foran os. Dejlig by med fine huse liggende helt ned til havnen, som helt tydeligt var stedet, hvor man gik tur på promenaden og kiggede på alle bådene. Der var også den sædvanlige karrusel med høj musik og børn, der langsomt drejer rundt siddende på en eller anden figur, mens mor smilende ser til fra raden af forældre hele vejen rundt. Denne karrusel udmærkede sig ved at være i temaet Prinsen fra Egypten, en Disney tegnefilm, som var fremme for nogle år siden. Den var IKKE pæn. Så er det sagt.

Vi fik en fin plads på første parket på promenaden og havde folk lige over os stående ved rækværket og interesseret følge med i al vores gøren og laden. Om aftenen blev vi endda oplyst af en kraftig lygte.

Dieppe er en fin lille by, og de havde de helt rigtige marinerede muslinger, som Lars havde gået og længtes efter. Så vi fandt et herligt lille sted ”Toute va bien”, bare navnet lød jo forjættende, og bestilte en menu med muslinger, marineret makrel og dybstegte småfisk som lignede ammassater. Til sidst en dessert Tiramisu og Creme Brulé, og så var vi stopmætte og klar til køjen. Næste dag begav vi os ud for at finde dels en IT-café dels et supermarked. Vi har efterhånden udviklet en velfungerende taktik til at finde disse to for os nødvendige steder, som næsten altid er puttet lidt af vejen fra de større forretningsstrøg. Når det gælder IT, finder vi en ung gut, og når det gælder supermarkedet en midaldrende dame (i sin bedste alder naturligvis). Det slår aldrig fejl, de ved, hvor vi skal gå hen. Vi gav den også en ordentlig gang tøjvask og satte vores lid til, at solen kunne nå at tørre det hele inden afgang. Desværre blev vi snydt, der kom faktisk en mindre regnskylle, mens vi fistrede rundt for at købe ind, så vi måtte lægge ud med en hel del tøj hængende på kryds og tværs nede i båden.

Vores plan var, at vi ville sejle til Cherbourg. Det er et stræk på 110 sømil. Det vil sige ca. 20 timer med 5 knob. Kysten og havnene her er ikke helt nemme. Der er et gevaldigt tidevand, nogle steder op til 13 meter mellem høj- og lavvande, og når vandet skifter fra høj- til lavvande eller omvendt, skaber det en utrolig stærk strøm, som man er nødt til at indregne i sin sejlplan. Hvornår kan man regne med at have strømmen med … og hvornår er den imod? Det er ikke så sjovt at ankomme til en havn i strid modstrøm, og samtidig skal man også være sikker på, at der er højvande, så der er vand nok til at komme ind i havnen på. Nogle havne lukker en port eller en sluse og holder vandet inde, mens hele området omkring tørrer totalt ud. Og vores båd er jo ikke gearet til at stå på havbunden. Når man ligger i sådan en havn, må man så vente i 12 timer, til det igen er højvande, og man kan sejle ud igen. Så ankomst og afgang skal times. Det er nyt for os, så vi har valgt Cherbourg som næste mål. Der kan man nemlig gå ind og ud hele døgnet, og den skulle være let at sejle ind i ved alt slags vejr.

Så vi sejlede af sted fra Dieppe kl. ca. 16 om eftermiddagen d. 7. august. De første 4 timer havde vi modstrøm, men vinden var frisk og gik mere og mere i nord, så vi sejlede af sted med 6 knob på GPS´en og 7 på loggen. Det vil sige 1 knob i modstrøm, og det var jo ikke galt. Så kom medstrømmen om natten, og samtidig friskede vinden mere og mere og drejede, så vi havde den lige bag fra. Så kommer der store bølger rullende, og man skøjter af sted på dem samtidig med, at båden ruller en del. Så vi rullede og rokkede og bruste af sted det meste af natten. Vi skiftedes til at sove eller hvile 1 time ad gangen. Det var hårdt at holde båden på kursen med alt det rulleri, og Mona er vi ikke helt dus med endnu. Mona er vores 4. besætningsmedlem. Hun er vores vindror af typen Monitor, deraf navnet. I forvejen har vi Olfert, han klarer styringen, når vi går for motor, da han bruger en del strøm. Men i vejr og sø som den nat er selvstyrere ikke helt stabile. Mona var i hvert fald ret vankelmodig i sin kurs, og da det blev mørkt, gik vi over til håndstyring.

Når man sådan roder rundt om natten, skiftes til at sove, laver lidt mad til hinanden m.m. bliver der lynhurtigt ret brugt i kahytten, og når man samtidig har vasketøj hængende på kryds og tværs, og båden ruller som en besat, var det en lidt surrealistisk oplevelse at finde frem til slingrekøjen i mørket. Svup, der rullede båden og gav en et vådt håndklæde lige i synet.

Nå men det var det med strømmen ved Cherbourg. Det er umuligt at time det hele, og det viste sig, at de sidste 4 timer af sejladsen måtte vi kæmpe os mod. Og hvilken strøm! Vi havde 5 knob imod. Heldigvis havde vi kraftig medvind, som gjorde, at vi gik gennem vandet med 8-9 knob, selvom GPS´en viste, at vi i virkeligheden kun kom frem med 3 knob. Det er lige som de der øvebaner i svømmehaller, hvor man kan svømme op mod strøm. Man svømmer og svømmer og bruger en masse kræfter, men man rokker sig næsten ikke ud af stedet. Pyh, hvor var det træls. Vi var trætte, og selvom vi kunne se Cherbourg lige derinde, og så skulle det tage 4 timer, inden vi nåede frem. Og så var der strømsø. Vi havde læst i Reeds (vores bibel lige for tiden), at der er et specielt område ud for Cherbourg, hvor der ofte står hvirvler og kraftig brodsø …. Og det passer. Det var helt vildt. Bølgerne brækkede til alle sider, og vi suste rundt, som sprang vi fra den ene karrusel til den anden. Det var næsten umuligt at holde kursen. Men samtidig var det også meget betagende, flot og tankevækkende at komme igennem sådan en heksekedel. Området strakte sig over ca. ½ sømil i bredden, og vi gik igennem med 2 knob og fuld skrue. Til sidst kom vi ud på den anden side. Man kunne næsten tegne en streg gennem vandet, hvor strømsøen endte. Besynderligt.

Klokken 11.30 sejlede vi så endelig ind i Cherbourg havn, spiste en god gang varm mad (jakabov med masser af løg, hvidløg, chili, peber, persille og et lag spejlæg over), sov i et par timer og var så klar til at se på omgivelserne.

Nok fra mig for nu.

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 

 

 

                                   

 

 

 

 

 

 


 oprettet: 16-08-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...