Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Her har I et foto af den stakkels strandede faldskærmsudspringer. Her har han hængt lige siden 1944.  

 

Næste dag lejede vi bil, og så stod den på Bayeux tapetet og hele ruten  med alle D-dag mindesmærkerne. Vi kørte først til Bayeux. Jeg var meget spændt på at se tapetet. Jeg ved ikke, om nogen af jer har læst den, men der findes en meget dejlig bog (roman) om Bayeux-tapetets tilblivelse og historie af Lars Henrik Olsen. Det er også ham, der har skrevet Erik Menneskesøn om den nordiske mytologi. Men den bog, jeg tænker på, hedder Dværgen fra Normandiet, og i den har Lars Henrik Olsen forestillet sig, hvordan det hele gik til da det imponerende tapet blev skabt. Vi er på et kloster i slutningen af 1000-tallet og følger en lille syerske, en pige på en 13 år, og får forklaret alle scener i det fantastiske tapet. OG vi får også forklaret, hvem dværgen Turold er. Det er nemlig et af tapetets store mysterier. Midt i forløbet med slag og heste og vrimmel af mennesker og dyr er der nemlig pludselig syet en lille mand. Helt tydeligt en dværg, og ovenover ham står med kraftigt broderede bogstaver TUROLD. Denne Turold er der ingen, der kender til. Han nævnes ingen steder i de kendte gamle overleveringer, og jeg tror, at det har sat fantasien i gang hos Lars Henrik Olsen. I Dværgen fra Normandiet er det nemlig Turold, der designer, tegner og styrer hele processen omkring det store arbejde, det var at sy det smukke tæppe. For smukt er det. Imponerende. 70,34 meter langt og 0,5 meter bredt strækker det sig med et utal af scener fra fortællingen om Vilhelm Erobrerens togt mod England i 1066. Det er som en tegnefilm fra gamle dage, og det er så fint lavet. For det er ikke kun selve scener, nej både foroven og især forneden er der den smukkeste bort med broderier af alle mulige mærkelig dyr og planter, samt døde krigere der ligger både med og uden hoved og med og uden rustning eller endda afbildede, hvor sejrherrerne trækker rustningen af dem som krigsbytte og efterlader de døde kroppe ganske nøgne. Der er også små scener fra de forskellige årstider, og scener hvor man ser bonden i marken med sine dyr. Det var en stor oplevelse at se det. Det kan anbefales. Og læs også bogen, for den er sød og tankevækkende og informativ, selvom det er fiction, og en del står for Lars Henrik Olsen egen regning.

Og så kørte vi fra det ene D-dags minde til det andet. I 1943 var der en konference i Quebec i Canada. Her fødtes ideen om en gigantisk invasion af de fem store strande i Normandiet. Hele den store bugt som ligger mellem Le Havre og Cherbourg. Det var tropper fra Canada, England, USA og Polen, som natten mellem d. 5. og 6. juni 1944 invaderede kysten efter en nøje anlagt plan og efter års intens arbejde. Bare mellem kl. 6.30 og 7.30 blev 135.000 mand samt 20.000 køretøjer landsat. Man kom sejlende fra England trækkende med kæmpepontoner og alskens udstyr og fik i løbet af de første morgentimer dannet flere meget store havne, som der kunne arbejdes fra. Det var en speciel oplevelse at stå der ved Arromanche og se ud over den store bugt, hvor resterne af havneanlægget fra den morgen stadig ligger og tydeligt fortæller om det kolossale arbejde, der blev lagt i denne landgang. Det var knald eller fald, og alle sejl var sat til. Det var storslået tænkning og utrolig teknik, der fik det hele til at lykkes. Og hvordan pokker lykkedes det dem at holde det hemmeligt for tyskerne?! Man kan mene om krig, hvad man vil og føle sig frastødt af tanken om de forfærdelige lidelser, denne invasion medførte, men man kan ikke lade være med at beundre den fantasi, det mod og den energi, der blev lagt i dette projekt. OG man kan ikke lade være med at tænke på, hvor vi alle sammen ville have været henne, hvis det hele var gået i vasken!

Vi kørte fra det ene mindesmærke til det andet, så muséer, bunker af bunkere, stejle klippesider som i sin tid var blevet indtaget af få hårdføre mænd, og ét sted så vi endda en stakkels faldskærmsudspringer hænge fanget med sin faldskærm i et kirketårn i den lille landsby Sainte-Mére-Église. Nej tag det bare roligt, det var ikke en mumie, men en dukke, der var hængt op, men virkningen var der nu alligevel.

Vi forlod D-dagsruten, og endte vores køretur ved solnedgangstide på Cap de la Hague. Her skulle vi nemlig runde næste dag, og her er helt specielle forhold. Cap´et ligger som en spids alleryderst et stykke vest for Cherbourg. Det er øde og forblæst, og herfra har man udsigt over mod kanaløerne med Aldernay som den første liggende som en blålig skygge langt derude. Farvandet mellem Cap de la Hague og Aldernay hedder Alderney race, og her går en af de stærkeste havstrømme forårsaget af det voldsomme tidevand. 10 knob kan strømmen løbe her, så det gælder om at finde det rigtige tidspunkt. Nu stod vi så her, stemningsfuldt i den nedgående sol, og så ud over det urolige vand med fyrtårnet et stykke ude stående som en malerisk sort silhuet mod den rødmende himmel, og vandet løbende i mærkelige bevægelser. Man kunne virkelig se, at der var gang i strømmen. Hvirvler og underlige bølger. Der var fart på!

Næste dag sejlede vi så ud fra Cherbourg 3 timer før højvande ved Dover, som Reeds foreskriver og rundede Cap de la Hague på det helt rigtige tidspunkt med medstrøm, så vi nærmest blev spyttet ud gennem Alderney race. Endnu engang var vi på de glidende karruseller og i en besynderlig strømsø, hvor der lige pludselig ved siden af båden kan rejse sig et helt springvand af skum fra brydende bølger. Det her er godt nok spændende sejlads, men vi er godt hjulpet af vores bibel (Reeds).

Vi kom fint igennem og sejlede så til Guernsey, hvor vi ankom lidt inden højvande. Her ventede vi ved ventepontoner i yderhavnen sammen med ca. 50 andre sejlere på, at marinaen skulle åbne, så vi kunne komme ind. Havnen har en slags tærskel eller trin, som gør, at vandet aldrig synker mere end til 1,80 m i marinaen. Vi stikker 1.90 m. men det var (næsten) ikke noget problem, fik vi at vide. Når vandet falder, står marinaen stadig med vand, selvom der er ganske lavt udenfor, og når det stiger igen de der 10 meter, som forskellen er i Guernsey, bliver trinnet oversvømmet, og så kan man sejle fint ind over. Der var nogle meget effektive og venlige harbour controlmænd i små vævre gummibåde, og vi fik en fin plads i den hyggelige havn. Klokken var på det tidspunkt blevet 20 lokal tid, og vi suste op til den nærmeste Fish&Chips og købte os en stor og syndig omgang friturestegt torsk med store bløde pommes friter, alt pakket ind i papir. Lars var lidt utilfreds med, at pommes fritterne nåede at miste deres sprødhed på vejen fra forretningen til båden. ”Måske kan de bedst lide dem på den måde,” mente jeg. Hvorefter Lars kom med den bemærkning, at ”Nå ja det er jo lidt lige som englænderne selv, de ligner også bløde pommes friter mange af dem.” Og ”no offense” men han har faktisk ret. Der er ret mange bløde, blege, fedladne englændere, når man sådan ser sig omkring med Fish&Chips brillerne på.

Det der med (næsten) og vores 1,90 i dybgang var, at vi oplevede, at trinnet åbenbart ikke holdt helt tæt, og når vandet igen begyndte at strømme ind i marinaen, skete der et eller andet, som gjorde, at vi lige fik en kortvarig bumpetur mod bunden. Kun nogle få gange men nok til at få os op i en fart af den lune seng.

Nok fra mig denne gang.

Med kærlig hilsen fra Lene.

 

 


 oprettet: 23-08-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...