Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

 

Billedet er af to gæve unge fyre fra Frankrig på vej mod Santiago de Compostela og katedralen.

 

Så er vi kommet til den del af Spanien som kaldes Galicien. Galicien har to ting, som jeg godt vil fortælle om. Det ene er, at deres store helgen og frihedskæmper her er en kvinde, som hedder Maria Pita. Det betyder, at i denne del af Spanien er kvinden en autoritet. Eller en man regner med på lige fod med manden. Det lyder måske mærkeligt at skrive sådan noget, men når man som hunkønsvæsen har rejst rundt mange forskellige steder i verden, så er der faktisk ikke så mange lande/egne, hvor man kan regne med, at man kan opføre sig, som man plejer (i Danmark altså). Og det er jo ikke, fordi jeg synes, at jeg opfører mig dårligt!! Og her i Galicien er det ret skægt, for efter at jeg var blevet opmærksom på det der med matriarkatet (det var Lars, der fortalte det), så var det faktisk tydeligt. Det er for eksempel ofte mig, man henvender sig til, når vi er ude at spise …også med regningen!! Og når man ser sig om i gadebilledet, er der rigtig mange kvinder ved rattet i de forbipasserende biler (selvom der også er mænd med), og da vi var til koncert med det lokale symfoniorkester som til lejligheden optrådte med en stort opsat jazzaften med de gode gamle numre af Duke Ellington , Dizzie Gillespie osv., var over halvdelen af musikerne kvinder deriblandt trommeslageren og så sangeren, men det var jo ikke så mærkeligt. For øvrigt spillede de skrækkeligt. En sjov ting i denne forbindelse er, at jeg lige har læst Peter Høghs Den stille pige. Og endnu en gang eller rettere sagt måske netop med denne bog bliver jeg først rigtig opmærksom på de utroligt stærke kvinder i hans romaner. Alle husker vel Smilla og hendes fornemmelser for sne og hårdhændede måde at håndtere for eksempel stedmødre på, og i Den stille pige møder vi endnu en gang den stærke kvinde. Eller rettere sagt i hvert fald mindst fire stærke kvinder, som hver især er bare helt utrolige både med hensyn til fysisk og psykisk og åndelig styrke. De er snedig og kloge og ind imellem voldsomt rå. Men samtidig også smukke og kvindelige og også endda moderlige, når det stikker dem. Peter Høghs mandlige hovedpersoner virker som … nej ikke svage individer, men som mennesker der i den grad er tiltrukket og fascineret af det kvindelige. I Den stille pige er der for eksempel en kvinde, en afrikaner, 2 meter høj, bred som en baseballspiller med det sorte bælte i kampsport og barmhjertighed som en brødrister. Samtidig er hun også en smuk og varm kvinde, der tager hånd om vores svækkede hovedperson Kasper Krone. Oveni det hele er hun mor til to OG nonne. Hvabehar?! Men det jeg vil frem til, er mandens altså Peter Høghs fascination og higen efter det kvindelige. Det virker, (og han skriver det selv) som om han meget meget gerne vil i kontakt med kvinderne og med den kvindelige side i sig selv, men hver gang støder på en uoverstigelig mur. Det er spændende og mærkeligt at læse om denne mand og hans syn på kvindelighed. Man føler sig lidt smigret og er samtidig mystificeret. For hvad er det egentlig, han søger? Findes det overhovedet, eller er det bare en eller anden mandlig drøm om noget uopnåeligt? Den store moder eller det stærke kvindevæsen? Hvad ved jeg. Læs selv bogen og se hvad du synes. Den handler også om meget andet blandt andet en hel masse om hørelse og decibel og er på sine steder utroligt faktuel. Noget som jeg med mine kvindelige gener godt kan komme til at hoppe lidt let henover, eller faktisk for at sige det rent ud ikke fatter en rygende fis af og nok også er ret uinteresseret i.

 

Nå men videre. Jeg talte jo i indledningen om to ting. Den anden er Santiago de Compostela med sin store fantastiske katedral. I mit lille et-bindsleksikon her på båden står: ”Romansk domkirke opført 1077-1128. I middelalderen valfartssted.” Det der med middelalderen er ikke helt korrekt, for det er i den grad stadig et valfartssted for tusindvis af mennesker.

Vi kørte i bil til Santiago de Compostela og katedralen. Den er et imponerende bygningsværk, kæmpestor og himmelstræbende og med en stor udstrakt plads foran. Og denne plads var fyldt af mennesker, bogstaveligt talt. På vej dertil havde vi talt om, at det kunne være sjovt, hvis der var nogle vandrere at se, og vi blev ikke skuffede. Det myldrede med dem. Unge og gamle, i grupper eller alene, alle med store slidte støvler og godt brugte rygsække. Mange lå henslængt på pladsen og slappede af, og vi hørte mange sprog og så endda en ældre herre med Politikens ”Turen går til ..” under armen. Vi var en tur inde i den store katedral, som opfyldte alle vores forventninger. Den var fantastisk, det ene guldskinnende alter efter det andet, buer som hvælvede sig højt over os, og en stemning som en blanding af en markedsplads og respektfuld højtidelighed. Der var tre kæmpe sideskibe alle fyldt med mennesker i lange tætte stolerækker, og omkring dem i søjlegangene stod og vandrede folk tæt. Der må have været flere tusinde. Der var en gudstjeneste i gang, da vi kom ind. Otte- ti præster i forgrunden af det imponerende alter med røde kapper over lange hvide klædninger og røde kalotter på hovedet og lige så mange præster eller måske kommende præster bagved i rent hvidt. Den enorme menighed sang fuldtonende med på bønnerne. Det var ret betagende. Men også et cirkus. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Jesus, der, som det står i Bibelen, smed folk ud af Guds helligdom og anklagede dem for at gøre det til en markedsplads eller det, der er værre. Citat: ”Mit hus skal kaldes et bedehus; men I gør det til en røverkule.” Folk myldrede rundt om de siddende og stod i grupper omkring et par storskærme, der var hængt op. Mange havde souvenirvandrestave og halskæder med muslingeskaller om halsen. Muslingeskallen er symbolet for pilgrimsvandringen på Caminoen. Der var også en alenlang kø ind til et eller andet, som vi ikke vidste, hvad var. Der stod nok flere hundrede mennesker i kø, så det ville have taget hele dagen at vente.

Ude igen kiggede vi endnu engang på de mange vandrere og cyklister, som helt tydeligt var kommet hertil. Vi undrede os over, hvor de kom fra og besluttede at prøve at finde den vej, de kom ad. Den vej som kaldes Caminoen. Og det lykkedes. 90 kilometer fulgte vi vejen fra Katedralen og ud i modsat retning, hvor de alle kom fra. Og det var utroligt. Der var bare så mange på vej. Vi kørte jo på vejen, og vandrestien forsvandt ind i landet og kom tilbage til vejen med jævne mellemrum, men overalt så vi vandrere. De kom med deres stave og rygsække. De kom i grupper eller parvis, og de kom mutters alene. På vejen kom cyklisterne på deres tungt lastede mountainbikes masende op ad de stejle bakker, og alle var totalt målbevidste med næsen imod Santiago de Compostela og katedralen. Jeg kan forestille mig, at der må være mange grunde til, at man begiver sig ud på sådan en tur. Der er de religiøse, og der er bodsaspektet, og der er måske et ønske om at nå frem til noget, man savner. Men jeg kan også forestille mig, at der en nogen, for hvem det er processen i sig selv, der har betydning. At lave en kontrakt med sig selv om at udføre en bestemt ting og så gennemføre det med sin egen krop, sine egne ben. Den helt egoistiske tilfredsstillelse ved at gennemføre noget, man har sat sig for. Og noget der er mere krævende og større end hverdagens udfordringer. Noget der måske bryder hverdagen og den trygge trummerum. Noget der rykker. Og det er jo ikke kun vandrere på Caminoen, der drives af den trang. Overalt, hvor der findes mennesker, er der denne lyst til at afprøve sig selv, at tage en option på sig selv, lave en kontrakt med sig selv og så opfylde den. Det gælder både, når man vil ro over Atlanten i en robåd, vandre mange hundrede kilometer fra Frankrig til det vestlige Spanien eller måske rive et år ud af kalenderen og gøre noget, som man længe har drømt om. Det giver en tilfredsstillelse, en god fornemmelse af, at jeg har gjort DET for mig selv, som jeg gerne ville. JEG kan! Apropos det med de mange kilometer fra Frankrig til Spanien, så mødte vi netop to unge fyre 80 kilometer fra Santiago de Compostela. De havde vandret på deres ben i en hel måned og regnede med at være fremme dagen efter ved katedralen. Vi fortalte så, at vi netop kom derfra, og følte os ret snyderagtige med vores fire hjul og nemme løsning. Men de lyste op og spurgte, om katedralen var smuk, og om der var mange mennesker. Smuk var den, og mange mennesker … det måtte vi jo også svare ja til. Det var de lidt kede af at høre. ”Men om aftenen er der nok mere stille,” prøvede jeg at opmuntre. ”Der er alle de almindelige turister nok taget hjem, så pilgrimmene kan have pladsen og katedralen for sig selv.” Men måske betyder det i virkeligheden ikke så meget for pilgrimmene, at vi andre vandrer rundt mellem dem med vores kameraer og håndtasker. De er i deres egen verden. De har opfyldt deres mål, og de ser kun hinanden i menneskemylderet og ved, hvem der hvem og kan bevare koncentrationen om deres eget mål. Mennesket er nu en utrolig konstruktion.

 

Med kærlig hilsen her fra Gallicien og La Coruna, hvor solen skinner, og vi nu ligger 7 danske både, 2 svenske og to norske i samme marina. Så det er en hel koloni, hvor der bliver snakket lystigt og delt erfaringer på kryds og tværs.

Lene

 

 


 oprettet: 25-08-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...