Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Her kommer så min uforbeholdne mening om Spanien, nærmere betegnet Nordspanien, Gallicien. Landet er dejligt, og La Coruña er indtil nu den bedste by. Den er stor og levende, og samtidig rar og venlig. Alle gader er brede og luftige. Der er masser af grønne træer og små parkanlæg, og så er der udendørs cafeer overalt, hvor indbyggerne slår deres folder. Og det gælder i alle de byer, vi har været i her i Gallicien indtil nu. Folk er på gaderne og lever deres liv højlydt og med fynd og klem. I hvert fald efter kl. 18. For hvis man skal hæfte en rubricering på spanierne, så må den første være, at de er nataktive, den anden, at de er yderst talende og larmer lykkeligt og helt uden (for nordiske forhold) blusel eller høflig forbeholdenhed over for hinanden. Jeg tror simpelthen ikke, at man KAN komme til at forstyrre hinanden med larm. I vores kolde nordiske klima, hvor vi oftest må opholde os inden døre, og derfor må tage hensyn til vore omgivelsers høreevne eller tab af samme, er vi jo opdraget til at være lavmælte og ikke forstyrre med upassende høj snak eller latter. Og jeg synes at have fornemmet, at jo længere nordpå man kommer jo mere lavmælte er folk. Og det er jo yderst fornuftigt, når man i Grønland lærer sine børn ikke at råbe op og være stille og lavmælte, når man er inden døre, hvilket man jo ofte er det meste af døgnet en stor del af året.

Men her i Spanien er der ingen smalle steder. Himlen er stor og varm og åben og kan absorbere en masse lyd, og alle kører for fuld udblæsning og nyder åbenlyst larmen og livligheden.

I Spanien er der uddødt på gader og stræder til kl. 17.30. Der er en smule aktivitet fra kl. henad 10 til 13.30, men så begynder siestaen, alle forretninger (næsten der er nogle stakler, der er nødt til at arbejde i de store supermercados) lukker, og alle går hjem og spiser og sover, for først at dukke op igen i gaderne fra kl. 17. Og så tager det ellers fart. Kl. 18 er mange på gaderne, og kl. 20 er der et mylder overalt. På alle caféer sidder folk med deres drinks eller kaffe. Familierne er ude både med bedstemor og bedstefar og med alle babyerne. Og dem er der mange af her. Dette er lige stedet for en ung pige i skrukalderen, skal jeg hilse at sige. Der er bare rigtig mange små skønne fede babyer, der troner stolt på deres forældres eller bedsteforældres arme overalt, mens de større søskende løber hvinende rundt og bidrager til den almindelige kakofoni af stemmer. Der er ubeskriveligt knaldrende knallerter (nu forstår jeg først rigtig betydningen af ordet knallert, et onomatopoetikon af rang i hvert fald her i Spanien). Der er unge mænd i biler, der kommer dunkende langsomt igennem gaderne og nærmest ved at sprække i lakken af lydniveauet fra de megastore højtalere, der pumper baslyde ud mellem husfacaderne. Millan, som har boet i Spanien, fortalte at der er et udtryk hernede for bare at tale uden egentlig at sige noget, sådan bare lade munden løbe … det vil jeg gerne tro på. For hvor kan de snakke her. Det lyder som et maskingevær. Eller mange. Ordene bliver fyret af i en uafladelig strøm og så hurtigt, at det ikke lader sig gøre at opfange pauserne i mellem dem. Jeg har prøvet at gå på aftenskole et par sæsoner for at blive lidt bedre til at opfatte sproget, men jeg kommer totalt til kort. Det er utroligt morsomt bare at sidde og lytte.

Vi fandt en café, Lars og jeg her i Santa Uxia, hvor der var WiFi. Det betyder, at der er trådløst net, og man kan gå gratis på, når man sidder ved caféens borde. Det er et herligt sted, men selv for en støjekspert blev larmen af glade mennesker dog for øredøvende. Lars forsøgte sig med voipbuster, som er et program, hvor man ved hjælp af et sæt hovedtelefoner med mikrofon kan ringe folk op. Han ringede Sanne og Thomas op for at høre, om de kunne tænke sig at besøge os i Lissabon. Og hold da op! Han sad med hænderne lagt beskyttende omkring høretelefonerne, mens jeg holdt en isboks op foran hans mund for at skabe en slags lydrum, så de måske kunne høre hans stemme derhjemme. Lige bag ham hyggede en mor sig med at få sin baby til at skrige af henrykkeldse hver gang, hun pustede den lille på maven, biler kom pumpende dagens slager for fuld lydstyrke tre meter væk. Et par unge gutter stod og prøvede, hvis KNALLERT der kunne knaldre højest, en ung pige sad ved siden af og råbte meget højt og meget hurtigt ind i sin mobil samtidig med, at de øvrige halvtreds mennesker rundt omkring os ved de små cafeborde med øl og ristede nødder diskuterede verdenssituationen og livet i almindelighed akkompagneret af utilfredse babyers hylen og deres mødre råben ”Manolito”, eller hvad det nu var, på storebrors opfindsomme leg ved springvandet. Det er helt ubeskriveligt, og samtidig helt utroligt sjovt at opleve. Lars opgav telefonen, og vi lænede os tilbage og nød skuet.

Og folk er utroligt søde. De er meget lidt påtrængende, faktisk slet ikke, men hvis du selv kontakter, møder du kun venlighed og smil. Vores spanske er ikke specielt godt på trods af aftenskolen, men vi er bevæbnede med en lille ordbog, så det går.

Og så er der det med det nataktive. Ingen herboende spiser aftensmad før kl. 22 eller derefter. Kl. 20 er det som sagt tid til drinks, og kl. 22 begynder man så småt at servere i restauranterne. Der er liv i gaderne et godt stykke over klokken 24, og det er både unge og gamle og børn, der er ude. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan det er at være skolelærer her og have en klasse den første time …. Men måske møder de senere end vore børn i dk. Det må man da håbe.

Samtidig er det meget nemt at forstå, hvorfor man først liver op så langt hen på eftermiddagen. For det første ligger Gallicien meget langt vestpå. Faktisk vest for England, og alligevel har de tid lige som os. Det betyder, at solen står meget sent op. Faktisk begynder det først at blive lyst ved 8 tiden, og solen står højest et stykke over middag. Så det er først efter kl. 14-15 stykker, at man sådan rigtig begynder at se folk ved strandene, og lige nu i dette øjeblik, hvor vi ligger for svaj ud for en skøn sandstrand og kl. er 18.00 dut, er der rigtig gang i badelivet og vil være det de næste par timer, indtil drinken på caféen kalder. Jeg tror godt, at vi kunne vænne os til denne rytme Lars og jeg, i hvert fald går det fint med at rykke dagen de der to til tre timer og få den bedste udnyttelse af den sene eftermiddag og aften, hvor temperaturen er allerdejligst.

Men nok fra mig nu. Gallicien kan anbefales til næste rejsemål!

Med kærlig hilsen fra Lene.


 oprettet: 06-09-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...