Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi sejlede fra Ria de Arousa fjorden mandag d. 4. september. Selvom der var dejligt, så følte vi alligevel, at nu måtte vi videre. Vi ville sejle til Baiona, som ligger lidt syd for Vigo. Aftenen inden havde vi haft en speciel oplevelse. Da vi var oppe på dækket ved 24 tiden for at børste tænder og lige se os lidt omkring, inden vi gik i seng, opdagede vi et enormt bål i den retning, vi var kommet fra tidligere på dagen. Det var en hel ø, der brændte. Det var fascinerende og chokerende at se. Hele øen var omspændt af et gulorange flammeskær som en ring af ild, og vinden blæste til ilden, så der stod høje flammer ud til den ene side. Det var en lille ubeboet ø, et udflugtsmål for badende og måske har én smidt en cigaret, måske har nogen lavet bål? Næste morgen sejlede vi forbi i nogen afstand, og i kikkerten kunne vi se, at den var totalt nedbrændt, der var kun sorte pletter og nøgne klipper tilbage.

Nå men vi sejlede derudad. Det var skønt vejr. Stille og sol. Lidt vind af og til så sejlene kom af og på med jævne mellemrum. Lige inden Vigo ligger nogle små ø-grupper. Lars var helt vild efter at komme ind og se på dem, og med sit sædvanlige Peter Plys instinkt stilede han lige mod Isla del Faro. En ø der er udlagt som naturreservat. Den så meget spændende ud med høje klipper og hvide lokkende sandstrande. Først kom vi til en lille bugt, hvor der lå nogle få badende og nogle enkelte joller. Bag den vidste vi, at der gemte sig endnu en bugt, hvor der måske var mere læ for dønninger, og da vi kom nærmere kunne vi se nogle master stikke op bag ved klipperne. ”Ok lad os prøve at se, hvad der gemmer sig der!”

Vi tøffede rundt om hjørnet, og dér var den skønneste bugt med en enorm hvid badestrand med høje klipper bag ved. Foran stranden lå ca. 10 sejlbåde. På afstand kunne jeg se, at de fleste var langturssejlere, de har altid en masse tingeltangel på, stativer bagtil, vindmøller, solpaneler osv. Jeg kunne også se, at de fleste havde et spansk gæsteflag vajende i højre saling. Så nysgerrig som man jo er, fattede jeg kikkerten og … et dannebrog blæste lige ind i sigtet og et til og et til … og. Lars troede, at jeg var gået i selvsving: ”Der er en dansker, der er en dansker, der er… Nej Det er jo … og så kom navnene på alle bådene, som vi efterhånden har mødtes med tilfældigt i mange havne. Tulle, Andrea, Sirena, Lousill og Love. Desuden lå der en finsk båd, to norske hvor vi også kendte besætningen på den ene, to engelske (den ene fra Skotland viste det sig senere) og en amerikansk båd. Vi var helt høje. Det er bare skønt at støde på nogen, man kender, og vi havde jo tullet rundt alene de sidste mange dage, så det her var bare super. Vi sejlede lige tæt forbi Lousill, som vi lå med i Brest og delte bekymringer med omkring den forestående tur over Biscayen, og hilste på, og så smed vi anker. Kort tid efter kom Bo fra Love roende over i gummibåd og inviterede til et glas vin senere på aftenen. Lækkert!

Og her er lige en beskrivelse af de både, der lå her og deres besætning. Tulle og Andrea følges ad og skal begge til Middelhavet. Alle de andre var tilfældigt dumpet ind i denne bugt. Tulle er en 42 fods båd og om bord er Brian og Karen-Marie, som har taget orlov et år og deres to teenagebørn, Kasper på 15 og Rikke på 13 år. På Andrea, som er en aluminiumsbåd på ca. 40 fod, bor Andrea på 2 år samt far og mor, Thomas og Sanne. På Lousill, som også header mod Middelhavet, er Peter og Anne-Marie. Lousill er en pragtfuld Halberg-Rassy 46 fod. Peter og Anne-Marie har sagt deres job op og solgt huset og er af sted på foreløbig ubestemt tid. Sirena er en båd på ca. 37 fod. Her residerer Søren og Mette. Altså ikke dem fra skolebøgerne. Søren er lige pensioneret fra DTU, og Mette, som har en selvstændig virksomhed inden for tøjdesign, har givet sig selv et års orlov. De skal til Caribien som os. Og så er der Love, en lille Ballade 32 fod med tre unge mennesker, som også skal til Caribien. De tre er Bo og Maria, som lige er blevet gift og har taget orlov fra studierne samt Martin, som er med som gast. Martin er maskintekniker og har sagt sit job op for at komme ud og opleve. Han stiger af Love på Cuba. Det er smadderhyggeligt at møde alle de nye mennesker, og vi har jo alle et fælles projekt at tale om.

Men vi ankrede op og skyndte os ind med gummibåden på den helt utroligt lækre strand med det klareste grønneste vand. 20 grader var det .. lidt koldt men herligt forfriskende. Stranden og øen er udflugtsmål fra Vigo, og en båd kommer to gange om formiddagen ud med folk, og to gange hen under aften og sejler folk retur igen. Der er et lille udendørs cafeteria, hvor man for 6 euro kan få de lækreste dybstegte sardiner, og der er er par rigtig flotte vandreture til øens højeste punkter, hvor man kan komme op og få en imponerende udsigt over Atlanterhavet. Alt er fint og ordnet. Der er også en lille campingplads og et meget lille Tienes Mercado, hvor vi til vores overraskelse kunne få vores gas skiftet til den rørende pris af 8 euro = 56 kr. I dk giver vi mellem 140 og 170 kr. for en påfyldning.

Vi har haft nogle pragtfulde dage her. For vi faldt helt ned og besluttede os til bare at nyde solen, gå på stranden, bade i det herlige vand og trave lidt op og ned ad stierne. Og så gå på visit om aftenen og drikke spansk rødvin og senere Rom fra både Grenada og Cuba. Og dejlig snak til ud på de små timer. Ce la vie.

Vi skulle alle videre sydpå og forlod den dejlige ø i flere tempi, alt efter hvornår vi var ankommet til den.

Og nu i dette selv samme øjeblik er vi netop ankommet til Baiona Marina. Lousill kom lige efter og Love ligger her ved siden af og venter på, at tågen skal lette. Den er nemlig tyk som ærtesuppe og uigennemsigtig som vat, og vi har lige sejlet igennem den de 6 sømil, der var fra øen og hertil. Nu er vi snart vant til det. Jeg er på udkig, Olfert styrer, og Lars står nede ved radaren og pc´en og checker kursen. Vi kunne ikke se en snus, før vi nærmest var lige ved siden af molen til marinaen. Det er en speciel oplevelse, men vores radar virker fint, og vi kan nu faktisk se selv de små fiskerbøjer på den.  Men Love har ingen radar, så derfor må de vente. De har lidt travlt, for Martins forældre kommer til Madeira d. 20. september, så der skulle de jo også helst være fremme.

Nok fra mig nu. Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 06-09-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...