Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi havde læst i ”biblen” (læs Reeds), at Aveiro skulle være Portugals Venedig, så det var med spænding, at vi sejlede de 6 sømil ind mod byen og marinaen ad en lang flod. Og så kom vi frem.

Ingen by i sigte overhovedet. En gammel sluse, som helt tydeligt var ude af brug (det var den, vi troede vi skulle igennem) og lidt til venstre en række både, som var fortøjet til en lang flydebro. Der var et hul i rækken af både, så vi besluttede os for at snuppe det. Der stod nogle lystfiskere derinde, og jeg spejdede forhåbningsfuldt ind mod dem med mit fortøjningsreb i hænderne. Var der mon ikke en af dem, der ville tage imod os? Det plejer at være sådan, at er der nogen på molen, når en båd ankommer, så kommer vedkommende hen og hjælper. Men disse folk. De rørte sig ikke. De stod bare og gloede med deres fiskestænger. Da vi kom nærmere, kunne vi se, at de ikke kunne andet, for der var 2-3 meter vand mellem der, hvor de stod og så flydebroen, hvor vi skulle lægge til. Men stemningen var lagt. Og så var det bandsat svært at komme ind til molen, fordi der gik en meget stærk strøm, næsten 5 knob! Efter andet forsøg og en del springen frem og tilbage lykkedes det endelig at få Lela fortøjet forsvarligt i den strømmende flod, og så kunne vi se os omkring.

What! Flydebroen var ok. Men omgivelserne. Totalt forfald. En gammel mølædt mole hvor jerndragerne snoede sig ud af den sortgule beton som orme ud af en gammel ost.  Et totalt forfaldent pakhus uden døre eller tag. Et slags rækkehus som et amerikansk motel, hvor to ud af de seks lejligheder havde hele døre og ruder i vinduerne. På det ene stod der Avela (det betyder sejlklub) og på det andet gudhjælpemig Museo de Pesca (fiskerimuseum). Så var der et gammelt rustent vandtårn som taget ud fra en amerikansk film fra white trash country og et frodigt dække af ukrudt i hel eller halvvissen tilstand. Og oveni i det hele disse folk, lystfiskere, der bare stod og gloede på os uden at fortrække en mine. Der var en ældre mand med klapstol og batteriradio, hvor Portugals p4 kørte for fuld tryk, der var et ældre ægtepar, hver med et viskestykke hængende ud af lommen, måske til at tørre hænderne i hvis fiskeriet skulle give gevinst, og så var der en tre til fire andre mænd, som nok ikke havde så meget andet at fordrive tiden med end at stå her. Og så det vand de fiskede i!! Jeg har aldrig set noget så ulækkert. Multerne smaskede fornøjet rundt i overfladen og indtog diverse fælt udseende skum, og det flød med  … tja. Man må jo nok kalde det kloakvand. Føj!

Jeg må sige, at mit humør dalede en kende. Undervejs havde vi fablet om, at vi ville ind til et supermarked og købe noget kød. Det var lang tid siden, vi havde fået andet end æggekage og fisk, men en butik?! Vi kunne ikke engang se et hustag. Så det blev jakabov (den sidste) godt garneret med løg, hvidløg og en dåse flåede tomater.

I løbet af aftenen blev det dog lidt bedre. For pludselig kom et par pænt udseende biler. De parkerede ved Avela lejligheden, nydelige mænd steg ud, og den ene af dem var formand for sejlklubben. Han havde endda også en nøgle, vi kunne bruge, for de viste sig, at vi var låst inde (eller ude) på pontonen med en gitterdør. Samtidig kom et fransk ægtepar, der lå længere henne ad pontonen som den eneste anden gæstebåd hjem og kunne fortælle, at der faktisk lå en by, selvom vi ikke kunne se den, og at den var pæn. OK! Så fik humørskalaen et hak opad.

Næste dag riggede Lars så gummibåden til, mens lystfiskerne som var mødt op med radio og det hele fra kl. 7 morgen, fulgte hans mindste bevægelse. Det var næsten som at se en tenniskamp, hvor hovederne drejer fra side til side. Endelig lidt underholdning. Lars tog det pænt. ”Man vænner sig vel til det,” som han sagde. Men jeg havde ikke lyst til at være til udstilling og blev nede i båden, hvor jeg smugfotograferede ud gennem badeværelsesvinduet, hvor en mand sad et par meter fra mig. Se fotoet til denne skrivelse.

Og så tøffede vi ind forbi den nedlagte sluse og kom ind i en fin by. Venedig var det måske ikke ligefrem, men kanaler var der, og de var pæne, og vandet var også som i Venedig … usigtbart, brungrønt og særdeles sundhedsfarligt at se på og lugte til. Men der var et fint supermarked, og den aften fik vi lækker mad. Desværre var det begyndt at styrtregne, da vi kom ud med vores indkøb, og det fortsatte resten af dagen, så vi krøb i ly i Lela og hyggede os.

Næste dag tog vi atter en kort tur i området med gummibåden. Først ind til byen og så ud i et stort fladt vådområde. Ganske spændende … men mit sted blev det aldrig, så jeg var glad, da vi vinkede farvel til viskestykkedamen og sejlede videre.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 20-09-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...