Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom dagen, hvor vi skulle sige farvel til Sanne og Thomas. Lidt vemodigt men også med en følelse af en utrolig vellykket uge. Hvor havde vi nået meget, og hvor havde vi haft det sjovt og hyggeligt.

Og nu vil jeg fortælle om den måske mest specielle dag, vi havde sammen. Sanne og Thomas havde diamantbryllup (så har man været gift i 60 år) d. 14. september, og det ville vi gerne fejre med en tur i Lissabon på Fado-restaurant. Fado er en helt speciel form for sang, som dyrkes i Portugal. Fado betyder den uundgåenlige skæbne. Det er en slags melankolsk folkevise, som opstod i 1800-tallet. Måske inspireret af middelalderens troubadurer, måske hjembragt af sømænd fra de arabiske eller afrikanske lande. Det er i hvert fald noget helt for sig. Det foregår på den måde, at Fado-sangeren akkompagneret af 2-3 musikere kommer ind i lokalet, hvor lyset forinden er blevet dæmpet. Hvis det er en kvinde, er hun klædt helt i sort og har et langt sort hæklet sjal over skuldrene. Alle tier stille og holder op med at spise. Sangeren fremfører så sin sang med stor patos og følelse, ofte med lukkede øjne, mens folk betaget lytter. Den største Fado sangerinde i Portugal, Amália Rodrigues 1920-99, fik en statsbegravelse, da hun døde, og hele landet gik i stå. Der var tre dages landesorg, hvor alt var lukket ned, og tusinder deltog i hendes begravelse. Så Fado er virkelig en vigtig ting i Portugal.

Det skulle vi så opleve og Sanne og Thomas med. Vi havde, inden Sanne og Thomas kom, selv været på Fado restaurant en tirsdag aften og oplevet meget få gæster, og Peter og Anne Marie fra Lousill havde  haft samme oplevelse dagen før (om lørdagen), så vi var helt sikre på, at reservation  ikke var nødvendig. Vores eneste bekymring var, om de nu også havde åbent på en søndag.

Så vi drog af sted. Desværre havde Lissabons himmel valgt at vise sig fra den værste side. Det tissede ned, så det var med paraplyer og regntøj, at vi bevægede os ud i de regnvåde og mennesketomme gader. Alligevel syntes vi, at Sanne og Ths. skulle prøve 28 E, den lille gule sporvogn, og selv om ruderne var duggede, og byen rimelig aftenmørk, var det alligevel en fin oplevelse. Da vi smugkiggede over på Thomas, sad han i hvert fald med et glad smil om læberne og fulgte fornøjet med i førerens anstrengelser med håndtaget. På et tidspunkt mødte vi 28eren den anden vej, og de to førere lavede en sand duet af klemtende, skærende sporvognsbåthornslyde og blink med lygterne. På et andet tidspunkt holdt vi pludselig stille. Sporvognen klemtede og klemtede. En personbil holdt og spærrede skinnerne foran os. Føreren gik ud og så det hele lidt an, gik så ind i et værksted lige ved, men ingen kendte åbenbart til bilen. Så vendte han tilbage til sporvognen og kaldte op, og selv om vores portugiske kunnen kan ligge på et meget lille sted, så forstod vi da, at han bad politiet om at komme og flytte bilen. Så vendte han ansigtet mod os. ”Patience” eller noget i den stil, sagde han venligt smilende, og vi satte os til rette for at vente på en evt. kranvogn. Men pludselig kom de unge indehavere af bilen løbende og fik den hurtigt fjernet fra skinnerne. Det skal siges, at gaderne ofte er så smalle, at der ingen plads er til biler, når sporvognen passerer.

Vi fik en fin tur, men blev lidt forsinkede af både biler på tværs, og en anden bus, som lod vente meget længe på sig, så da vi endelig kom til Bairro Alto bydelen med de mange Fado restauranter, var klokken blevet hen af 21.30, og min mave var begyndt at knurre faretruende. Vi gik glade hen ad gaden til det sted, vi havde udvalgt os … men desværre, en bestemt herre stod uden for døren. Alt optaget! Hvad?! Det kunne da ikke være rigtigt. Lidt mindre kry fortsatte vi til den næste restaurent. Samme svar. Så til den tredje, hvor vi selv havde siddet stort set som eneste publikum nogle dage før. Også her var alt optaget. Manden i døråbningen kunne dog kende os igen, og han forbarmede sig over os og gav os en lille seddel med henvisning til et fjerde sted og med sit eget navn under. Min mave var nu begyndt at skrige, og det var lidt svært at holde humøret oppe. Men vi travede af sted og fandt da også stedet. Fire gadelygter frem, så til venstre og så til venstre igen. Ganske rigtigt. MEN … der stod allerede 6 mennesker og ventede før os i den lille entré, hvor tre Fado-sangere sad op ad den ene væg sammen med to musikere. Vi kom ind, og Lars præsenterede sin seddel til en ældre kvinde iklædt det sorte tøj, som karakteriserer en Fado sanger. Hun så gennemtrængende på os med sine sorte øjne og så nok også, at vi havde et par mennesker med os, som ikke var helt unge. Sedlen fra Georgi blev studeret endnu engang, og så blev vi vinket helt ind i den lille entré, og døren ud til gaden blev lukket efter os. Det blev en lang ventetid på at få et bord, men kl. ca. 22.30 kom vi endelig ned at sidde. Inden da havde vi fået serveret en flaske Vinho Verde samt brød og lækker tunmousse og marinerede blæksprutter ude i entréen. Sanne var blevet helt gode venner med den ældre Fado dame og gjorde sig megen umage med at fortælle hende, at det var et diamantbryllup, vi skulle fejre, og vinen og brødet gled ned og døvede den sultne mave, så egentlig havde vi det mægtigt festligt der på velkomstløberen midt mellem sangerne, musikerne og tjenerne, der for ud og ind med fade fyldt med de lækreste retter.

Til slut kom vi ind og fik sat os, og hurtigt efter fik vi serveret vores middag. Hvor dejligt. Lyset blev slukket med jævne mellemrum, og en af de tre sangere kom ind og foredrog 2-3 sange til stort bifald fra publikum. Thomas blev helt mild i blikket, da damen fra entréen sang Una casa portuguese. Han havde nemlig været i Portugal for mange år siden, og netop denne sang havde sat sig til et fint minde.

Da lyset for tredje gang blev slukket, gjorde vi os igen parate til at lytte, men nu kom pludselig alle tre sangere og begge musikere ind på samme tid. Damen fra tidligere bar en skål med chokolademousse pyntet fint med flødeskum og med et tændt lys i midten. Skålen blev sat midt mellem Sanne og Thomas, og de tre sangere stillede sig op og sang ”happy birthday” i den bedste portugisiske Fado tone og med portugisisk tekst forstås. Hold da op! Ikke et øje var tørt, og Sanne og Thomas sad der og så rørte på hinanden over det lille lys i chokolademoussen. Efter sangen fik resten af gæsterne forklaret, hvad det hele drejede sig om, og et væld af lykønskninger vældede ned over hovedet på Sanne og Thomas.

Se det var en rigtig historie og næsten også lidt et eventyr. I hvert fald en aften der viste sig at ende  på den mest pragtfulde måde efter alle trængslerne.

Med til historien hører også, at vores gave til Sanne og Thomas blev to signerede cder med de to kvindelige Fado sangere fra restauranten. Så nu har Thomes fået sin Una Casa Portugese med hjem til evig eje.

Og dette var slut på mange afsnit om Lissabon.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 21-10-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...