Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom vi til Porto Santo 35 sømil fra Madeira. 3½ døgn tog det. Tirsdag d. 26.9. kl. 9 blev vi vinket ud af havnen i Alcantara af Anne Marie og Peter fra Lousill. Snøft. Nu ser vi ikke dem mere, før måske i Danmark til næste år. De har nemlig planlagt at gå til Middelhavet.

Vi gik først til Cascais, hvor vi tankede diesel. Kl. 12.30 stævnede vi så endeligt ud og var fremme på Porto Santo fredag d. 29.9. kl. 22.10.

Vi lagde ud 5 både, som ville følges ad og holde radiokontakt, så længe, det kunne lade sig gøre. Vi var fra Danmark Lela med os to samt Nordstjernen med Erik og Birgitte. Fra Sverige var det Second Life med Per og Sven, Nabob med Kai Holger og Marianne og Fortuna med Mathias og Karina. Vi talte med hinanden ca. hver 4. time, og så lidt ind imellem, når vi lige skulle prale af, hvor mange fisk vi nu havde fanget. Per vandt! Vi fik 1 fregatmakrel og 2 små (1,5 – 2 kg), som vi tror var babydorader, altså guldmakrel. De smagte i hvert fald skønt.

De 3½ døgn gik meget udramatisk. Vi havde via forskellige vejrprognoser fået at vide, at der ikke ville være megen vind, så vi frygtede motorsejlads det meste af vejen, og Lars købte for at være på den sikre side to store dunke til 25 l. hver. Så nu har vi nok til at kunne sejle i 4 døgn i træk. Vi fik dog slet ikke brug for al den diesel. Vinden var jævn og omkring måske 5 m/s, lige den vind Lela elsker, så vi for af sted og kom ret hurtigt foran de andre. Vores VHF har en rækkevidde på 20 sømil, så den sidste dag mistede vi forbindelsen til de andre. Men det gjorde ikke så meget, for så var Porto Santo jo næsten i sigte. Kunne ses ca. 40 sømil væk.

Den eneste lidt (for) spændende episode for os var den første nat omkring kl. 24, hvor jeg var nede for at sove, og Lars sad fredeligt på vagt i cockpittet. Pludselig midt i den meget mørke nat kom der et blåst, som nærmest blæste håret frem på ham. Det var en stor hval, som kom op nærmest lige ved siden af båden. 5 –10 meter ville Lars skyde det til. Han kaldte med det samme på mig. ”Kom op. Her er en hval. Og tag din redningsvest på!” Jeg kom farende op iført trusser og redningsvest, og så hvalen komme op 2. gang, lige på tværs af båden. Jeg lyste på den, og det var en bred ryg. Jeg blev faktisk meget bange, og Lars var det samme, selv om han ikke ville lade sig mærke med det. Et er at se en hval i dagslys og et stykke væk, et andet er at fornemme sådan et stort dyr så tæt på midt i en bælgmørk nat. Tænk nu hvis den blev kælen. Lars greb vhf´en og kaldte Second Life op. Per var der med det samme. ”Vi har en hval her meget tæt på, jeg holder lige radioen åben, til den er væk.” ”Ok,” kom det fra Per. ”Hvis den bliver for nærgående, så tænd et håndholdt nødblus og stik det ned i vandet, så bliver den bange og forsvinder, var hans råd.” Hvalen kom nu op 3. gang helt ude ved forenden, og Lars fandt blusset frem. Så kom den op 4. og sidste gang, og vi pustede lettet ud. Nu sidder nødblusset fast i en lille pose lige for hånden, hvis såfremt ifald. Lelas skrog er åbenbart tillokkende for nysgerrige hvaler. Senere har Lars fortalt, at han de næste to nætter ikke rigtig kunne ryste oplevelsen af sig og havde lyden af det enorme blåst lidt til at forfølge sig i de sene nattetimer.

Det gik også fint med at finde en vagtrytme. Jeg er den, der har lettest ved falde i søvn og bliver søvnig, når det bliver mørkt, så jeg tørnede ind kl. ca. 20, når vi havde spist og udvekslet radiobeskeder med de andre. Sov så til 24-01 stykker. Stod op og overtog vagten til kl. 04-05, hvor Lars tog over, og jeg så snuppede et par timer til. Det fungerede fint.

Og her er en lille øjebliksberetning fra den sidste nat, hvor alt var så roligt, og Lela sejlede så stabilt for Mona, at jeg kunne sidde nede i cockpittet med GPS´en foran mig, som viste både kurs og fart og nøjes med at kigge op, når noget skulle justeres eller ca. hvert kvarter, når der skulle spejdes horisonten rundt efter lys fra andre skibe (så næsten ingen). Mens jeg sad nede, brugte jeg tiden på at læse i Hjørdis Varmer dejlige bog ”Johanna fra Småland”. Hjørdis gav os den i gave til vores afskedsfest, og nu sad jeg med den og blev så betaget af den og af situationen med vores lille båd langt ude på Atlanterhavet, at jeg på stedet skrev et brev til hende. Her er et lille uddrag, som jeg ikke tror, at Hjørdis vil have noget imod, at jeg bringer ud i æteren:

”Bare en lille hilsen fra mig med tak for din dejlige bog. Jeg har siddet her og læst den i de 4 dage, det tog at sejle fra Lissabon til Porto Santo ved Madeira. Lige nu er klokken 03.33 (flot tal ikke?) natten til fredag d. 29. september. Jeg sidder nede i kahytten i båden og læser med øjnene skiftevis på bogen om ”Johanna fra Småland” og på GPS´en, som fortæller mig om fart og kurs. Ca. hvert kvarter går jeg op i cockpittet og ser ud i den mørke nat mod horisonten, om der skulle være et lys derude fra et skib, som jeg skal holde øje med. Og indimellem er jeg oppe for at korrigere på kursen på vindroret eller slække lidt på storsejlsskødet. Indtil nu har der været tomt på havet i nat. Jeg har været på vagt siden kl. 01, og Lars sover lydeligt i agterkahytten.

Det er en speciel fornemmelse at læse i din bog om Andreas og hans kærlighed til vildmarken med den store nattehimmel med nordlys eller stjerner, og så selv gå op i denne begsorte nat på Atlanten midt mellem Lissabon og Madeira, betragte stjernemylderet over mit eget hoved og lytte til stilheden omkring mig, som kun brydes af vindens brummen i sejlene, og vandets rislen langs Lelas skrog.”

Og så kan jeg fortælle, at ”Johanne fra Småland” er en dejlig vedkommende bog om tre kvinder fra hver sin generation. Johanne, som er Hjørdis´ oldemor, kommer til København som helt ung pige, og man følger hende og senere datteren Anna og barnebarnet Ågot, som er Hjørdis´ egen mor, som nu er 101 år. Det er et spændende og vedkommende tidsbillede, der bliver rullet op, og man kommer til at holde af personerne og deres historie. Den kan anbefales!

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 21-10-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...