Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Porto Santo er en søvnig lille klippeø på ca. 11 gange 6 kilometer. Den blev opdaget officielt i 1418, da João Goncalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira, som var på vej til Afrika på en opgave for Henrik Søfareren, blev drevet ud af kurs i en voldsom storm, stødte på øen og reddede sig i læ. Deraf måske navnet. Den hellige havn. De kom tilbage og rapporterede om denne nye ø og en ø, der lå lidt længere ude (Madeira), og blev straks sendt retur for at gøre krav på landet. Det var igen portugiserne, havets folkefærd, som var fremme, og Christopher Columbus har da også sit eget hus på øen. Huset er nu museum. Faktisk var det Columbus´ svigerfar Bartolomeu Perestrelo, der senere blev guvernør på øen.

Porto Santo er dog langt mindre frugtbar end Madeira. Den er så meget mindre og evner derfor ikke at fange særlig mange regnskyer og deraf regnvand. Og da portugiserne fik indført både kaniner og geder på øen, var det hurtig slut med vegetationen. Øen fremstår som meget gold og bar. Mindede os faktisk, bortset fra temperaturen, lidt om det golde grønlandske fjeld om sommeren. Dog er den prydet af flere spektakulære vulkansøjler. Højeste top er Picho do Facho på 506 meter.

Befolkningen på øen lever mestendels af turister. Hver formiddag kommer udflugtsbåden fra Madeira. Øds har et helt specielt forhold til den båd, for både Søren og Leif har gjort turen Madeira-Porto Santo og retur mange gange. Problemer med vibrationer i salonen og opsætning af en dynamisk absorber, lyder det fra pålidelig kilde. Turisterne myldrer så ind på øen, tager en tur med den åbne sightseeing bus øen rundt, shopper lidt og sidder ellers på det dejlige skyggefulde lille torv og lader roen falde over sig. Der er ingen larm, og når man går langs vejen mod havnen opdager man det sjældne fænomen, at der faktisk er helt stille mellem de få biler, der kommer forbi. Og så er hele den en side af øen udstyret med en 5 kilometer lang badestrand med det fineste hvide sand og flotteste reneste hav, der kommer ind i imponerende lange bølger.

Alt i alt en ø man falder ned på og hen i. Det gjorde vi også. Vi kom jo ind som den første båd kl. 22 om aftenen. De andre fire dukkede op næste dag. De var ca. 20-30 sømil bag os og havde sejlet langsomt hele natten for at komme ind i dagslys. Så der var stort gensyn. Havnen er lille, men heldigvis var der plads til alle, og der lå også flere både for anker. Vi foretrak dog at komme ind til kaj. Efter 4 dages gyngeri er der rart at kunne ligge stille og lave sin mad uden sikkerhedssele og bøjler på komfuret til at holde gryderne fast.

Det var smadder hyggeligt at møde de andre igen og se ind i deres ansigter i stedet for bare at høre deres stemmer over radioen, og vi aftalte da også fluks at drage til den lille by om aftenen (en gåtur langs stranden på ca. 20 minutter) og spise en middag sammen. Som sagt så gjort, 10 gik vi af sted og fik en rigtig dejlig aften. Se billedet med holdet. Lars mangler, men det er, fordi det er ham, der tager billedet. Det er Birgitte (Nordstjernen), Lene (Lela), Marianne (Nabob), Erik (Nordstjernen), Sven (Second Life), Karina og Mathias (Fortuna) og Per (Second Life. Siddende er Kai Holger (Nabob).

Næste dag tog vi så i samlet trop plus Lars og Anette fra Pinocchio, som kom til øen eftermiddagen før, en bustur øen rundt i den åbne sightseeingbus. Fin tur. Og om aftenen drog vi ned på stranden 10 mennesker med siddeplader (de hedder dyner på svensk!!) griller, kød, brød, salat, rødvin (som viste sig at være hvidvin!), chips, petroleumslamper, stor dug, service m.m. og havde en skøn aften med lokal cobbgrillet kylling, brusende brænding, høj stjerneglimtende nattehimmel og spæde forsøg på fællessang og deklamation af specielt svenske viser (Sven). En enkelt afrikansk sang blev det også til. Den stod Kai for.

Næste dag kl. 9 blev vi banket op af Pinocchio, Lars og Anette, som bare lige ville sige, at nu sejlede de til Madeira, for nu var vinden fin. Det var d. 3. oktober, og som nogle jo ved er d. 4 oktober en vigtig dag for os. Vi har bryllupsdag, og jeg har fødselsdag. Vi havde talt om, at det kunne være dejligt at være i Funchal på Madeira netop d. 4., for det var jo her, at vi i sin tid for 16 år siden sad over for hinanden ved bordet på en lille restaurant ved havnen og fandt ud af, at det skulle være os.

Så vi tog en hurtig beslutning, pakkede båden sammen og var af sted kl. 11. Kl. 18 rundede vi molen i Funchal og fandt til vores glæde en plads i havnen, som har meget få gæstepladser.

Det var en dejlig fornemmelse at være tilbage. Se op på bjergene, der rejser sig hele vejen rundt om havnen, og betragte alle lysene, som dukker op ét for ét efterhånden, som tropenatten sænker sig. Og se over på havnefronten og opdage, at restauranten var der endnu!

Dengang sagde Lars, at han ville tage springet. ”Hoppe ud på det dybe vand”, og jeg svarede, ”at hvis han turde, så turde jeg også.” Og nu er vi her … stadig på det dybe vand. Tænk hvis vi havde haft en krystalkugle den aften .. vi ville ikke have troet vores egne øjne. 

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 p.s. og her kommer så fortsættelsen på historien om båden Dumle med Elisabeth, Øivind og tre unger Ina (8 år), Jens (4 år) og Lene (3 år). De drog jo ud fra Cascais netop inden vi fik at vide at Gordon var i anmarch og de fik en pæn snert af den. 5 dage havde de været om at komme til Porto Santo, i strid vind på 20 m/s lige imod og høje bølger. Og så var deres motor endda gået i stykker undervejs. Så vi havde haft grund til at være urolige. Men da vi kom ind i Porto Santo, lå de nok så pænt ved flydebroen, og vi fik hele beretningen. ”Vi var ret slitne”, som Elisabeth sagde med et skævt smil. Jo man skal virkelig checke sin vejrmelding grundigt!


 oprettet: 11-10-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...