Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom vi til øen La Graciosa lige ud for nordspidsen af Lanzarote. En hel vidunderlig ø med en helt vidunderlig stemning. Øen er på størrelse med Anholt og minder faktisk en del om denne. Samme fordeling med en lille by og så et kæmpeområde som ligger hen som øde natur med klitter og fantastiske strande. Temperaturen og solens intensitet er jo altså bare lidt anderledes. La Graciosa er dannet af fire vulkaner, som ligger og stikker goldt op mod himlen (højeste er 266 m.) med deres rødbrune golde klippesider med meget lidt grå buskagtig bevoksning. Der er omkring 600 fastboende og en del ferierende, vegeterende, eller hvad man nu kan kalde det, indbyggere. Folk på stop som måske har varet mange uger, måske år. For dette er et sted, hvor folk falder hen. Her er en doven, hippieagtig 60´er stemning, med ro og fred, langhårede unge mennesker med guitarer og rastafarihår og fyldte stole på de små caféer under parasollerne. Alle er lækre solbrune og iført mindst muligt tøj. Solen skinner, og der er hele tiden en behagelig luftning. Byen, som hedder Caleta del Sebo er en blanding af en afrikansk beduinlandsby og en mexicansk soveby, som man ser dem i tegneserierne, hvor eneste liv i gaderne er tørstige støvede kaktusser og enkelte sombreroer lænet op ad de kridhvide husmure med et par ben stikkende ud under. (Her er dog ingen sombreroer men folk siddende i skyggen på trappestenen). Et sted fandt vi et skilt på en dør: Cerrado hasta 20 de oct. (a veces por horas abierto) Closed until 20. oct. (sometimes opened for some hours). Så har man da ikke sagt for meget. De hvide små huse med flade tage er bygget direkte på sandet. Alle gader er sand, og man lærer hurtigt at gå med en helt speciel slæbende gangart på sine flip-flopper, så sålens klap mod hælen ikke sender en byge af sand op ad ryggen på en. Husene er smukke med blåmalede vinduesrammer og nogle steder med små udskårne trækunstværker og enkelte hårdføre kaktusser som pynt. På lavastranden i havnen mødte jeg en morgen på vej til havnens eneste dametoilet med bad en stor so med tilhørende unge. En fredelig tyksak, grå med sorte pletter, som gnøffede rundt i sandet.

Dette er en by, hvor man går på fotosafari. Men desværre havde jeg ikke kameraet med, da grisebasserne var der, og de næste morgener var jeg ikke tidligt nok oppe. Jeg kunne se deres spor i sandet, men dyrene var væk. Måske lykkes det en anden morgen. For her bliver vi et stykke tid. Her er skønt og oven i det hele også billigt, 4,90 euro pr. dag. Det er jo rørende, selvom vi må undvære vand og strøm. Vand kan dog hentes fra en slange ved havnekontoret, så det er ok. Lars er lige kommet tilbage med gummibåden og en masse dunke med vand, så vi kan få skyllet båden. Den er helt belagt med salt efter turen fra Madeira. Og strøm har vi rigeligt af fra vores solpaneler.

Vi er en del langturssejlere her, og alle kommer hinanden ved. Man hilser på alle, man møder på sin vej gennem den lille by, og vi havde næsten ikke fået fortøjet, før der stod et par fra New Zealand, som ville hilse på. Han hedder Petersen og har danske aner, og de har været på tur til Danmark og er nu på vej tilbage mod New Zealand. Lidt af en tur. Og så er Nordstjernen og Nabob her jo også. Og Atlanta med Marie og Mathias. De sejler nu nok i dag. De vil finde en fast havn på Lanzarote og tage en tur hjem til Sverige, inden Atlanterhavsturen.

Den første aften vi var her sammen, gik vi på en af de mange små restauranter og sad under et halvtag i den mørke varme nat og lyttede til bølgerne, der slog mod stranden bag os. Ellers har vi tilbragt dagene med at tage til stranden eller strandene, for der er strande hele vejen rundt om øen. Nogle med det mest gyldne sand og turkisfarvede vand og mægtig brænding. Andre med sort lavasand og lavaklipper langt ud i vandet, og en enkelt lille perle, som Lars og jeg fandt, da vi vandrede ind over sandørkenen mod den anden lille by Caleta de Pedro Barba. En lille bitte strand puttet ind mellem klipper og totalt skærmet af. Der er en times gang fra byen, så der kommer ikke ret mange. Første gang sprang vi bare i vandet, havde badetøj på under kjolen, og Lars går i sine badeshorts (selvom badetøj nu ikke er påkrævet, man bader både med og uden). Vi var så ophedede af turen ad det sandede hjulspor, at det var pragtfuldt bare at lægge sig og køle af i det skønne klare vand med den fineste sandbund under. Næste dag inviterede vi Nabob og Nordstjernen med. Vi tog gummibåden med alt det tunge, snorkelgrej, tæpper, madpakker, vand, bøger osv., og de gik ad vejen. Da de kom frem havde vi lagt os i den ene side af den lille strand, og jeg tror, at der kom en fem-seks mennesker i løbet af dagen foruden os. Skøn dag, hvor vi fik lagt endnu en tone til vores i forvejen efterhånden temmelig brune hud. Både Lars og jeg er svære at få øje på en mørk aften, kun håret lyser op. Mit er totalt afbleget i bedste østeuropæisk stil, og Lars har fået lyse krøller.

Og så er der jo aftenerne. Det bliver mørkt kl. 20. En to tre, så er solen gået ned. Der er en kortvarig rødmen på himlen og så bums … mørke. Så sidder vi og spiser i cockpittet med petroleumslampen tændt og ser rundt på alle de andre små lys på de andre både og lytter til stemmerne og den glade latter. For det er en af de ting, som er meget markant for dette sted. Folk er glade. Folk ler. Det er bare så rart at falde i søvn til småsnakken og glade latterbrøl fra de andre både, hvor små grupper af langturssejlere har fundet sammen. Vi har jo vores egen lille skandinaviske gruppe, men her er også fem både fra New Zealand, to fra Australien, en enkelt canadier, en del englændere og franskmænd, en østriger og et par hollændere og tyskere. En aften var der improviseret barbecue på molen. Vi var også inviteret med, men da vi havde fået købt kyllingelever til aftensmad, var det ikke så velegnet. Vi nøjedes med at takke nej og så sidde og lytte til dem deroppe med deres snak og glade latter, efterhånden som det blev mere og mere mørkt. (her er som sagt ingen strøm i marinaen, og derfor ikke lys på molerne), for så at høre dem famle sig hjem i mørket med griller og tomme klirrende ølflasker.

Her er så fredeligt og rart, og skal jeg beskrive lydbilledet sådan en stille formiddag som nu, så er der næsten altid nogen, der fløjter, synger, hviner (børn) eller ler, samtidig med, at en motor summer for at genoplade batterierne, så fryseren kan køre. Vi kører vores fryser 1 time et par gange om dagen, og det er ok. Vi sætter æggeuret, så vi ikke glemmer den.

I morgen søndag d. 22. oktober vil vi prøve at sejle til Lanzarotes sydspids. Der er en havn, hvor vi skulle kunne få plads. For det er ikke helt nemt at få pladser. De Kanariske Øer er jo der, alle ender lige nu, for enten at gå videre til Cap Verde eller over Atlanten. I Las Palmas ligger ARC´en, den store kapsejlads over Atlanten, med 200 reserverede pladser, så der er ikke plads til flere, og sejlerne flokkes om de andre havne. Vi vil gerne være ved Arguineguin på Gran Canaria til den skandinaviske "julebuffet" d. 5. november, og så skal vi jo også være der til at hente Gitte og Klaus, som kommer d. 15. november. Men ellers vil vi også gerne se både Lanzarote, Fuerteventura og Tenerife. Vi må se.

Men foreløbig fredelig stemning her på La Graciosa, som kan nås på 15 minutter med en Glass Bottomboat fra Lanzarote. Absolut et besøg værd, hvis du er på La Santa Sport og vil opleve noget andet.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 21-10-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...