Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

 

Billedet er Fuerteventuras kyst.

 

Marina Rubicon på Lanzarote var vores første rigtige møde på denne tur med masseturisme og turistbyer, som kun er skabt til samme formål, og det er lidt mærkeligt sådan at betragte det hele fra sin egen lille verden, som bare er ét skridt fra pontonen og ind på båden. Her vasker vi vores tøj i hånden, køber ind og laver egen mad og tænker på økonomi og husholdning. Og der, lige en meter væk eller så, er glade mennesker på en uges total afslapning og slentrer rundt med det blege nordeuropæiske skind i diverse stadier af afklædning og rødlige kulører. Der er turistbutikker overalt, som man kender dem med samme varesortiment, og folk, der står og byder indenfor. Der er turistrestauranter med tjenere, der råber ”vil du have god mat”, og der er gøgl med kunstige tyre, man kan ride på, karruseller og frysere med ispinde på fortovet. Men vi er jo ikke på ferie på den måde, og vores budget er heller ikke til det, så vi føler os lidt ved siden af. Folk kigger også på os og især på vores små cykler. Det er ikke mange, der har sådan en foldecykel med, og de fremkalder smil og tilråb på mange sprog.

Og så er det skægt at observere, hvordan folk samler sig på forskellige lokaliteter efter geografisk tilhørsforhold. Selvfølgelig med en vis blanding, men alligevel.

I Rubicon opfangede vi både dansk, norsk, svensk, engelsk og tysk på gaden. Men Fuerteventura var tysk. Helt klart. Alle omkring os talte tysk, og vi blev endda flere gange tiltalt på tysk af andre turister som den mest selvfølgelig sag i verden.

Fuerteventura er en bjergrig ørkenø omgivet af de flotteste hvide og gyldne strande. Sammen med Nabob og Nordstjernen sejlede vi fra Lanzarote lørdag d. 29. oktober og ankom til Puerto de Castillo, sådan ca. halvvejs af øens længde kl. 16.30. Havnen viste at være en tysk turistresort med underholdning og øltelte, lille futtog med store plasticdelfiner på taget, og hvad der ellers hører sig til. Det var også en havn for inkarnerede lystfiskere. Den var fyldt op med store motorbåde med dyre fiskestænger strittende ud til alle sider. Det viste sig, at der var en konkurrence kørende om at fange de største og flotteste fisk, og en båd, der lagde til over for os, havde et par gæve jyder ombord. Det viste sig, at de førte i konkurrencen og netop samme dag havde fanget to store Blue Marlin på 300 kg hver. Vi var ét stort spørgsmålstegn, for hvad gør de med de store fisk? Det viste sig, at man hiver kalorius ombord, tager et foto af fisken og den stolte fisker, samt vejer dyret. Og så smider man det i havet igen, forhåbentlig ikke alt for skadet af den behandling. Jeg vil gerne tro, at det er sjovt, men jeg kan ikke rigtig forlige mig med den tanke, at det er en underlig leg at bruge levende væsener på den måde. Både med hensyn til ”storvildtfiskeri” og storvildtsjagt. At skade eller dræbe kun med det formål at vise egen fortræffelighed.

Vi forlod den lidet interessante havn næste morgen og sejlede videre langs Fuerteventuras kyst. Det er et vildt og goldt landskab. Bjergene er stejle og forrevne inde på midten af øen, og ude ved kysten er der bare sand og ørken og runde ørkenbjerge. Ind imellem er der små hvide byer, der ligger som isolerede klatter midt i alt det golde. Vi havde kurs mod Morro Jable, som er det sydligste punkt på Fuerteventura. Her er de flotteste sandstrande på øen. 40 km af dem helt ubrudt. Ved Morro Jable ligger en by, som stadig har lidt af bypræget tilbage i centrum, men til begge sider langs kysten er hotellerne skudt op, og ud for hvert store hotelkompleks er der parasoller og liggestole i forskellige farver. Det lyder ”crowded”, men strandene er så store og langstrakte, at man sagtens kan finde et sted for sig selv. Og det er bare det flotteste, klareste og grønblåeste vand, man kan tænke sig.

Havnen i Morro Jable var spøjs. I den ene side var den fiskerihavn og færgehavn, og i den anden side havde man anlagt tre flydepontoner til gæste- og lokalsejlere. I første omgang var pontonerne bygget uden adgang til land, men nu havde man lagt broer ud. Desværre havde der været en storm forbi, som havde rykket lidt ved det hele, men man kunne da stadig komme op på broen, som hang fast med reb i det ene hjørne af pontonen. Lidt besværligt med cyklen, men det gik. Der var heller ikke vand og strøm i havnen, derimod var der masser af langturssejlere. Som på La Graciosa var der også her et herligt leben af unger og mere eller mindre garvede langturssejlere. Jeg tror, at disse havne, som får den omtale i bøgerne, at de ikke har det ene og det andet, tiltrækker en bestemt form for sejlere. Eller jeg skal måske hellere sige, at de holder nogle andre væk. De, der godt kan lide ordnede forhold, strøm og vand og pæne toiletforhold og gerne vil betale for det, går uden om disse havne, og de der sejler på lowbudget foretrækker dem. Vi kan bestemt godt lide, at der er vand og strøm og gode toiletforhold med bad, men vi kan sagtens klare os uden (vi har jo det hele ombord), og derfor er det tit lidt skægt at lægge ind et sted, hvor ikke alt kører efter snoren. Og så er en havneafgift på 4 euro jo heller ikke dårlig. Vi lå her dog kun en nat. Vi var i alle tre både ved at være lidt bekymrede for, om vi overhovedet kunne få plads på Gran Canaria. Vi havde hørt rygter om, at alle havne var fuldt bookede og gentagne opringninger til havne for at reserver plads havde ikke givet pote. Vi fik kun henholdende svar. Så derfor var vi lidt ivrige efter at komme frem og se, hvor slemt det stod til. Og vi havde jo også d. 5 november og sammenkomsten på Compas Amigos i Arguineguin som fikspunkt. Så vi aftalte at sejle næste dags aften. På den måde ville vi komme frem til Gran Canaria næste morgen og havde så hele dagen til at pendle fra havn til havn, hvis vi blev afvist.

Den dag, vi så havde, brugte jeg og Lars på dels at købe ind, dels at kravle op på et højt punkt over havnen og få udsigt. Vi havde regnet med, at vi måske kunne se Marokko, som jo kun ligger 50 sømil væk (10 timers sejlads), men det var for diset, eller vi var måske ikke højt nok oppe. Vi kunne i hvert fald ikke se Afrika, men det var en speciel fornemmelse at være så tæt på. Tænk at vi kunne sejle til Afrika, hvis vi ville. En lidt svimlende tanke.

Efter den meget varme opstigning susede vi ned ad bjerget igen og kastede os i det helt pragtfulde vand. Herligt!

Vi sejlede så fra Morro Jable lige efter solnedgang, som nu med overgangen til vintertid er kl. 18.30. Klokken 19 er det bare mørkt! Vi sejlede stille og roligt for motor og sejl hele natten. Der var meget lidt vind og klart måneskin og ved siden af os det flotteste tordenvejr med lyn, der flængede himlen fra tid til anden. Heldigvis nåede det ikke ind over os med andet end en lille udløber og lidt regn.

Kl. 9 om morgenen d. 31. oktober sejlede vi alle tre ind og lagde til ved receptionsmolen i Puerto Rico. Vi kom ind som de første, og Lars gik op for at tale med havnemesteren. Først var beskeden ingen pladser overhovedet. Men Lars gav ikke sådan op og hældte en masse vand ud af ørerne. Dels havde vi vores længe savnede Lupo-Light pakke, som skulle eftersendes til havnens adresse, dels har vi folk, der kommer og besøger os netop her osv. Havnemesteren Carlos var flink nok og på et tidspunkt blevet det klokkerene NEJ ingen pladser til et Vent. Vi lå så der alle tre både og ventede og håbede i halvanden time, mens Carlos gjorde, hvad han kunne både med hensyn til pladser i Puerto Rico og med at ringe rundt til andre havne. Men desværre. Kun 1 plads kunne han skaffe denne dag, og den fik vi. Nabob og Nordstjernen måtte sejle videre. Det var ikke nogen rar fornemmelse, at vi fik plads og de ikke, men sådan er spillets regler jo en gang imellem, og heldigvis kom der et par timer senere besked fra dem via sms, at de havde fået plads i Puerto Blanco, som er en havn ikke langt herfra. Dejligt. Og nu skal vi se dem igen i aften til den store danske buffet. Men det kommer der nok mere om i næste afsnit.

For det sociale, ja det spiller jo en stor rolle og stor var vores glæde, da vi her i Puerto Rico mødte gamle venner. Her ligger Second Life, Fortuna, Margarita fra Hvide Sande med Anders, Birgit, samt døtrene Margit og Anne Marie, Frigg med de seks raske gutter, Pinocchio hvor Lars og Anette er hjemme på en smuttur og så sandelig om ikke også Sirena, som vi sidst så i Baiona lagde til her i går. Nu samles vi alle sådan pø om pø, altså alle os som skal over Atlanten på den ene eller anden måde. Det er ligesom et puslespil, hvor bådene er brikkerne. De har været spredt ud over havet helt fra Nordskandinavien og nedefter det sidste halve år. Der har været brikker overalt i havnene, nogle har vi mødt mange gange, nogle set en enkelt gang, nogle kun hørt om, men nu samles vi her på Gran Canaria, både de 200, der skal med ARC´en, og så alle os andre. Det giver et helt specielt sammenhold at have samme projekt og dele samme følelse af spænding, afventen og forberedelse til den store tur, som det jo er for de fleste af os.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 06-11-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...