Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Næste dag var vejret meget mere klart. På vejen slog vi lige et sving ind til hovedstaden Santa Cruz og så deres nye operahus, som ligner det i Sydney meget, og dernæst kørte vi ad den frodige Orotava dal mod den store vulkan El Teide. Vi kørte ad små snoede bjergveje igennem små farveglade byer, og det blev hyggeligere og pænere, jo længere vi kom væk fra golfklubberne og turistområderne … men sådan er det jo for det meste. Mange turisters første bud må være : ”skynd dig væk fra de andre turister, og helst inden de opdager fidusen og gør det samme”. Sikke et kapløb!

Og så er der jo de turister, der lyder budet: ” Skynd dig hen hvor alle de andre er, der er trygt at være.” Sikke et opløb!

Nå spøg til side. Når man skal op på Teide, kører man til et punkt, der ligger 2356 meter over havets overflade. Herfra tager man en svævebane op til 3555 meters højde. De sidste små 200 meter må man selv gå, hvis man forinden har indhentet en tilladelse. For det er højt at komme op og ikke til at spøge med, hvis man ikke er i nogenlunde form. Luften er tynd, og man får iltmanglen at føle, hvis man prøver at føre en længere samtale, mens man traver opad. Man bliver hurtigt meget stakåndet. Vi have ikke tilladelsen, og jeg havde heller ikke lyst til at gøre forsøget. Et par gange har jeg prøvet at være påvirket af højde, blandt andet på Mount Rainier i Seattle, så jeg havde ikke lyst til at prøve kræfter med El Teide.

El Teide er bare flot. Den hæver sig som en enorm muffin op i himlen garneret på toppen med en ekstra lille knop, som et sukkerglaceret kirsebær. Jeg har ikke prøvet mange svævebaner i mit liv, faktisk kun en, så det var en stor oplevelse at stige op ad bjergsiden i gondolen, der gled let og ubesværet op ad wirerne. Jeg var ikke forberedt på ”mellemstationerne”, hvor gondolen glider forbi et kabeltårn og pludselig laver en underlig glidende anderledes bevægelse. Der undslap mig et hyl, men heldigvis var jeg ikke den eneste, en ung mor ved siden af mig holdt godt fast i sin totalt upåvirkede lille søn, der begejstret krammede sin bamse, som til lejligheden havde fået en god varm frakke på. For der koldt på toppen, så de bare tæer i sandaler var blevet pakket ind i strømper og kondisko, benene var lynet på bukserne og fliesblusen pakket ned i rygsækken.

Det var fantastisk at komme så højt op. Luften, lyset, temperaturen, stilheden … og så udsigten! Imponerende og storslået. Der var to udsigtspunkter, man kunne gå ud til, og vi nåede dem begge, selv om vi kom op sent på eftermiddagen. Vi kom ned med den allersidste gondol, og nedturen var endnu mere mavekildrende end opturen. Der er godt nok langt ned, når man ser 1200 meter lige ned ad wiren hængende i en lille gondol.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 27-11-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...