Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Den sidste dag på Tenerife kørte vi ud til den nordvestlige del og ud til den lille by Masca. Byen ligger meget isoleret langt inde ad en snoet smal bjergvej i bunden af en dyb dal. Og her kan Hjølmo og andre små norske hårdnålesvingsbjergveje godt gå at lægge sig. Her kom Skipper Lars virkelig på en opgave bag rattet i vores lille bil. Vejen var så smal, og svingene så stejle og krappe, at de turistbusser, som absolut skulle ned til byen måtte køre frem og tilbage 5-6 gange i hvert sving for at komme rundt. Faktisk tror jeg, at det mere var selve busturen end byen, der var attraktionen. Men en fantastisk tur var det. Sikke nogle udsigter og sikke højder.

Det var vores sidste dag på Tenerife og vores sidste dag med den lejede bil. Vi havde opdaget et fantastisk velassorteret supermarked, Mercadona, nær ved vores havn, så vi ville udnytte bilen til at få købt de sidste ting ind til den store tur. De ting, som vi ikke havde fået i Arguineguin. Vi skulle aflevere bilen kl. 19, og lige pludselig havde vi lidt travlt. Vi susede ind i supermarkedet, fandt de ting vi søgte, susede ud igen med indkøbsvognen fyldt til randen, fik det proppet i bilen, og så gik det ned på havnen. Her blev jeg sat af med alle plasticposerne, bilen blev hurtigt tømt for pakkenellikker fra turene, og Lars drønede tilbage, hvor damen stod og ventede på ham med nøglen i hånden. Det hele gik meget meget stærkt. Jeg slæbte alle poserne og vanddunkene ned på pontonen til båden, Lars kom tilbage og ved fælles hjælp fik vi læsset tingene ombord i god ro og orden og med en klorin klud til aftørring af kakerlaksuspekte varer.

Og så sprang bomben. ”Hvor er mine solbriller!!?” Lars så pludselig helt forkert ud. Han har et par solbriller med styrke, som har kostet det hvide ud af solbrillerne, og de var ingen steder. Og hvad værre var, de var sidst set i bilen, nede i et rum ved gearstangen liggende i et sort etui, som var nærmest usynligt mod det sorte indtræk. ØV  ØV og atter ØV. VI havde planlagt at sejle meget tidlig morgen mod Gran Canaria. Nu blev vi nødt til at vente til rent-a-car kontoret åbnede kl. 9, for at kunne komme til bilen, og hvad nu hvis de kørte bilen væk eller et eller andet? Gode råd var dyre, men manden med gå-på-mod slog til igen.

”Jeg tager op og sætter en seddel på bilen og smider en ind ad brevsprækken om, at brillerne ligger der, og at vi henter dem i morgen,” Lars var allerede næsten oppe og ude af båden, så kom han tilbage. Og så tror jeg lige, at jeg tager min Leatherman med”, kom det så med et skævt smil. ”Man kan jo aldrig vide, og den dørlås så rent ramponeret ud.” Ups! Jo det var selvfølgelig en mulighed. ”Men nu passer du på! Én ting, jeg nødig vil opleve, er at blive ringet op af det lokale politi om, at de har min mand i kachotten, taget på fersk gerning i biltyveri.” Lars grinede og spurtede så af sted på cyklen.

Der gik en spændende halv time, så var han retur. Med sine briller i hånden! ”Piece of cake.” Han havde stort set bare sat spidsen af skruetrækkeren på Leatherman´en i dørlåsen og givet et lille tryk. Klik, så var døren åben, og brillerne lige til at tage ud. Jo nød lærer nøgen kvinde at spinde og brilleløs mand at åbne låste bildøre i natten. Men det skabte lidt eftertanke hos os, at det er SÅ let. Så hvor I end er, I der læser denne side, tag altid jeres ting med, når I forlader en (lejet) bil, det er så nemt, at selv en amatør ud i kunsten bare behøver et splitsekund for at være inde i bilen.

Men brillerne var i hus, og vi var glade og kunne sejle ud af havnen kl. 04.45 næsten morgen helt som planlagt for at kunne komme tilbage til Gran Canaria, og Sonja og Ole som netop var ankommet dagen før, og som vi glædede os til at se.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 27-11-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...