Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Det var så lidt om nogle af de kanariske øer set fra mine øjne, men hvad med kanarierne selv? Jeg opfattede dem som rigtig flinke mennesker. Meget lidt påtrængende, ja næsten reserverede, men søde og rare, hvis man selv tog initiativ til kontakt. Deres byggestil og farvevalg er særdeles livlig og ikke særlig ”tjekket”, hvis man kan sige det på den måde. Vi kom fra Madeira, hvor det virker som om, man har en regel om, at alle huse skal have røde tegltage og som oftest hvide mure. Det giver et smukt og harmonisk billede af byerne, der vokser op ad bjergsiderne. På Kanarieøerne er det helt anderledes. Her er husene i alle farver og er gerne bygget tæt sammen i en klangfuld disharmoni. I samme klynge huse kan meget vel findes et strålende solskinsgult, et blåbær-med-fløde-farvet hus (lyslilla), et skingrende lyseblåt og måske et hus med vægge og altaner i forskellige kulører. De fleste huse har flade tage, der er bygget som tagterrasser, hvor vasketøj i glade farver hænger og blafrer i vinden. Det er et rodet men også fornøjeligt sammensurium, som fortæller, at der jo nok er en del spræl bag det reserverede ydre.

Og så er der jo de, som ikke er der mere. De oprindelige indbyggere på øerne – guancherne. Da spanierne kom til øerne boede der anslået ca. 70.000 guancher opdelt i samfund med hver deres konge. Mange af øerne var delt i to eller tre samfund. Man er uenige om, hvor disse folk kom fra oprindeligt. Nogle mener, at det er efterkommere af vikinger, nogle at det er efterkommere af marokkanske beduiner, for guancherne var høje blåøjede mennesker, og de træk findes både hos vikingerne og visse beduinstammer i Marokko. Man ved en masse om guancherne, for da spanierne kom, havde de præster med, som kunne skrive om øernes oprindelige befolkning.

Desværre er alle døde og væk. Dels blev de slået ihjel i kampe mod spanierne, hvor de nøgne guanchere med deres spyd og skjolde ingen chance havde mod de bevæbnede spanske soldater. Dels døde de af de sygdomme, som spanierne bragte med sig, og som guancherne ingen modstandskraft havde imod. Man omtaler især en sygdom som guanchesløvhed, hvor den syge langsomt sygnede hen og døde. Og dels blev guancherne fanget, ført væk fra øerne og solgt som slaver både af spanierne og de mange pirater, som ofte aflagde øerne et visit. Faktisk er ordet gaucho, som man bruger om en argentinsk cowboy bare en afledning af ordet guanche. For guancherne var nemlig meget dygtige gedehyrder og færdedes så hjemmevant og adræt i de stejle bjergegne, at spanierne i begyndelsen var overbevist om, at de kunne flyve. De var således jaget vildt, og i dag er kun deres efterladenskaber tilbage. De hellige steder med inskriptioner, klippehuler med mumier af afdøde og krukker og andet husgeråd.

Jeg synes, at det er utroligt spændende at høre om disse mennesker og deres skæbne – tænk at ikke en eneste blev tilbage. Det er lidt på samme måde, som de aboriginals, der oprindeligt beboede Tasmanien. De var en anden stamme end aboriginerne i selve Australien, og da man begyndte at deportere straffefanger og andet godtfolk fra det udhungrede Europa til Tasmanien, var deres dage talte. Man gik endda så vidt, at man drev klapjagt på disse mennesker og gav en dusør pr. hoved. Til sidst var der kun en enkelt tilbage, en gammel kvinde, og da hun døde forsvandt med hende et helt folk og en unik viden om Tasmaniens dyr og planter.

Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor??  Måske er der mange svar og mange grunde, men der er vist ingen tvivl om, at mennesket er det farligste rovdyr på jorden, både for sin egen og alle andre racer.

Guancherne er væk, men som nævnt er der masser af efterladenskaber, og kanarierne i vor tid er stolte af dem. Mange by- og gadenavne er guanchenavne, og nogle kanarier mener endda, at de er direkte efterkommere og har taget et guanchenavn som slægtsnavn.

Alt dette har jeg læst mig til i blandt andet ”Turen går til de kanariske øer”, som er i to bind med tre øer i hver.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...