Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så sidder vi i cockpittet, Lars og jeg. Tropenatten har kastet sit mørke tæppe over os, og nu bliver der læst og skrevet i pandelygternes skær. Nede i kahytten er Klaus og Gitte ved at rigge til til natten. Vi har spist den portion havregryn, som det ikke lykkedes os at spise her til morgen og siddet stille alle fire, set på stjernerne og lyttet til Cesaria Evora fra Cabo Verde, der gjorde aftenen endnu dejligere med sin dybe bløde stemme, der endelig passede godt til havet og himlen omkring os. Endelig, fordi dette døgn har været ganske forrykt rent vejrmæssigt.

Det begyndte ved vagtskifte kl. 24. Lars og jeg sad fra 20-24, og Gitte og Klaus tog så over. Vi havde i løbet af vores vagt siddet og set på utallige lysglimt fra lyn langt borte, og kl. 24 havde de nærmest omringet vores lille båd, og stjernerne var blevet slukket oven over os én for én. Og så begyndte ”underholdningen”. Først blev det totalt vindstille, og så kom blæsten. Først fra den ene side og så fra den anden, så hele vejen rundt og forfra igen. Og det var kraftig blæst 15-20 sekundmeter. Ind imellem kom også regn, og bølgerne begyndte at tårne sig op omkring os. De næste 20 timer kørte det så på. Vi prøvede alle sejlføringer, fuld storsejl, rebet og intet. Fuld genoa, indrullet og ingen. Vi havde krydsfokken oppe og nede, og vi havde både Mona, Olfert og menneskelige styrmænd på på skift. Vi gik skiftevis for motor og uden, alt efter ingen vind eller pivblæst. Det var helt utroligt og uendeligt besværligt.

Det hele kom sig af et lavtryk, som vist nok kaldes et bølgelavtryk. Der dannedes hele tiden store skyfaner eller ”skypølser” foran os. De begyndte med en lille uskyldigt udseende sky, som så gav sig til nærmest at pulse skyer ud, så de til sidst vandrede hen over himlen i en stor tyk fane af sorte cumulusskyer med gråstribede regntæpper under sig. Dem måtte vi jo igennem, og imellem dem kunne der godt være helt vindstille. Mystisk mystisk! Vi havde godt nok travlt, vi fire, med at prøve at styre båden, så godt vi kunne og hive sejl op og ned i en uendelighed.

Alligevel blev der da også tid til andre ting. For pludselig, midt i den sorteste nat lød råbet ”delfiner”. Og hvordan kunne man så se dem? Kunne den kvikke læser spørge.

Jo, det var et helt utroligt syn. Omkring os i det mørke vand var der fyldt med morild, og når delfinerne svømmede nede i vandet, kunne man se dem som lange spøgelsesagtigt lysende streger. Streger som blev stående i vandet i et stykke tid og viste, hvor delfinen havde svømmet. Det var bare smadderflot. Som rørte en eller anden rundt i det mørke vand med en selvlysende pensel og tegnede de flotteste mønstre, alt efter hvordan delfinerne svømmede. To streger kom helt synkront direkte hen mod båden, for så at bøje af nøjagtig samtidig. Én streg dannede en perfekt cirkel, mens andre blot bølgede rundt. Det var som i en Disneyfilm, når Klokkeblomst kommer farende med sin stråle af ildstøv efter sig. Utroligt smukt. Og vi stod der i rusk og riv, med regntøj på og tøjret med hver sin livline til båden og råbte ”Åh!” og ”Neij!”

Efter den meget urolige nat, hvor især Lars og Klaus var på konstant, oprandt en lige så urolig morgen, hvor kunststykket med at frembringe 3 kopper kaffe og 1 kop kakao samt 4 honningmadder var nærmest at sammenligne med et akrobatnummer af sværeste slags. Og senere på dagen udførte Gitte den helt utrolige dåd at servere røræg med tyndtskåret serranoskinke samt (og hold nu på hat og briller) hvidkålssalat med æbler og appelsin.

Hvis man kom svævende udefra, kastede et kik ned i Lelas cockpit og så sådan en middag blive serveret og ikke mindst fortæret, ville man have set et syn for guder. Potter og pander og vandflasker på dørken med diverse fødder til at holde fast, så det ikke kurede. Et frit ben plantet solidt på det modsatte sæde, så man ikke pludselig bliver kastet af, og så tallerkenen i hånden i mærkelige vinkler, for at indholdet ikke skal dejse af i en pludselig uforudsigelig bølge, der får båden til at tippe først til den ene og så til den anden side. Men skønt smagte det, og vi blev dejligt mætte.

Det var en anstrengende dag, hvor man var med i et konstant kørende gymnastikprogram, der bestod i dels at holde en muskelspænding i timevis, dels at bruge ”bøfferne” til at hale spil og andet tovværk, dels at klatre rundt ad trappe og vægge og holde balancen i de mest besynderlige stillinger, som når man prøver at vaske en tallerken op lænet sidelæns ind over vasken med et ben godt bagude, et andet presset mod køkkenbordet, albuen i spænd ved vasken, mens den anden arm klarer en tur med opvaskebørste. Jo, det trætter.

Og hvor er det så bare vidunderligt, når man pludselig kommer ud fra skyformationerne, himlen breder sig blå og klar over ens hoved, havet lægger sig og klukker venligt i stedet for at hvæse, vise hvide tænder og spytte store mundfulde varmt saltvand ned ad ryggen på en. Så er livet værd at leve, også selvom kursen nu er blevet lidt skæv, og vi har tabt et par grader. Pyt med det. Vi er kommet over halvvejen og fremme, om en 3-4 dage venter Cabo Verde og måske Cesario Evora?

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...