Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom vi til Cabo Verde. En ubeskrivelig følelse. Pludselig et helt andet kontinent. En hel anden verden.

Det er svært at beskrive Cabo Verde. Hvad skal jeg begynde med? Og hvordan. Nej, jeg tror, at jeg vil fortælle om Orlando, for han er indbegrebet den cabo verdiske sjæl, som jeg så det.

Straks vi stævnede ind i bugten ud for Mindelo, hvor alle sejlerne ligger for anker kom en lille båd pilende ud mod os. I båden sad en ikke helt ung mand (viste sig senere at han var 51 år, gift med 1 kone, havde to døtre og fem børnebørn) med et bredt gavtyvegrin og tætte salt- og peberfarvede krøller. Vi hilste pænt goddag til ham, vidste ikke, om han måske var fra havnemyndighederne, og gjorde tegn til ham om, at vi lige skulle finde en egnet ankerplads og få Lela til at ligge trygt og godt, inden vi kunne tale med ham. Det var ok, og under hele proceduren lå han tålmodigt og cirklede rundt om os, mens han sendt sit charmegrin hver gang, der var øjenkontakt. Da alt var klart, kom han hen til båden gav hånd og præsenterede sig. ”My name is Orlando, I fix everything for you. Take care of your dinghy, garbage, show you everything you need.” Lars fik vist et stykke papir godt beskyttet i en plasticpose, hvor en tidligere sejler havde givet ham sine anbefalinger. ”Just say Orlando when you come in, and welcome to Cabo Verde,” var hans sidste ord, og så sejlede han ind igen.

Næste morgen skulle Lars så ind og indklarere og tale med myndighederne. Vi havde jo godt nok talt med Orlando, men vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre, så Klaus tog med ind for at blive ved gummibåden, mens Lars gik til de forskellige kontorer.

De sejlede ind, og hvem stod som et lyn på stranden, parat til at hjælpe med at bære båden op og passe på den. Orlando selvfølgelig, vor trofaste mand i Mindelo. Orlando gik så med Lars hele turen rundt fra det ene kontor til det andet og sandelig også til banken, så vi kunne hæve cabo verdiske escudos, samt viste hvor supermarkedet og Club Nautical, hvor man kunne få et brusebad lå. Imens blev Klaus tilbage ved båden. Satte sig på den for at  passe på den og holdt godt fast i sin rygsæk. Nu lyder det måske lidt overdrevent alt det her med at passe på, men Cabo Verde er regnet som et af verdens fattigste lande, og hvor fattigdommen er stor, er fingrene nok også lidt længere. I hvert fald havde vi fået at vide, at vi skulle passe på vores ting. Så Klaus satte sig godt og fast på båden og holdt godt styr på sin rygsæk. En ting, han ikke tænkte på, var at hans sandaler, netop indkøbt i Danmark til denne tur, lå i en plasticpose ved siden af ham. Klaus elsker at sidde med sin lille skitseblok og notere og tegne, og her var tusindvis af motiver pludselig kastet i hovedet på ham. Samtidig var der hurtigt et lille opløb af nysgerrige omkring skitseblokken, og på et eller andet tidspunkt i forløbet smuttede plasticposen uset op af båden og forsvandt et sted ud i byen.

Da Orlando og Lars kom tilbage, klagede Klaus sin nød. Orlando slog hænderne sammen og erklærede, at hvis han var blevet ved båden, var det aldrig sket, men at han skulle prøve at finde ud af, hvem den formastelige var. Resten af den uge vi var i bugten ved Sao Vicente var det daglige spørgsmål fra os, om sandalerne mon var fundet, og endelig en dag havde Orlando et svar. Jo han havde set, hvis fødder sandalerne sad på ”But he is very strong, much bigger than me,” sagde Orlando og viste sine ikke særlig store overarme. Så ham turde han ikke kontakte.

Vi havde stor glæde af Orlando og hans fætter Josef under hele opholdet. Når vi kom ind med gummibåden, sagde vi bare ”Orlando”, og de sidste dage blev der fra stranden råbt på Orlando, hver gang vi kom. Alle vidste, at vi var i hans stald, og gummibåden samt Lela blev passet fint på, når vi var af sted på ture. Fint arrangement. Ind imellem var vores gode mand dog lidt indisponibel. Det var, når han havde drukket grog. ”I just have had two or three grogs,” sagde han så med et filursmil og ret svømmende øjne, og så måtte fætter Josef træde til, en fin fyr på vel ca. 40 år med to koner og fire børn. ”Orlando drink. That is a problem,” sagde Josef. “I never drink at work.” Men så kan han ikke have drukket særlig meget, for lige meget hvornår vi kom til stranden var både Orlando og Josef der. Jeg tror, at de havde en strygende forretning kørende.

Vi kom fint overens med Orlando og fætter Josef og kan give dem vores varme anbefalinger til andre, der skulle anduve Sao Vicente og byen Mindelo i den nærmere fremtid. Hertil skal også siges, at der ingen problemer var med betalingen. Vi aftalte en pris, og Orlando var glad og tilfreds og prøvede på ingen måde at hustle os.

Vi fik sagt pænt farvel, og de to gæve gutter stillede op til et fotografi, som kan ses her på siden. Det er Orlando i den grønne trøje til højre.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...