Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi var syv (Anders, Birgitte, Marianne, Gitte, Klaus, Lars og jeg), som godt ville på tur øen rundt med en af de små åbne pickups, man kan leje med chauffør. Vi fandt en fin bil med knaldgule træsæder og Orlando nr. 2 ved rattet. Vi sprang op og fik en herlig og meget blæsende tur. ”Peeling!” Som Marianne tørt konstaterede, da vi i et sving passerede en enlig modkørende og fik en masse fint sand med i købet. Det blæser nemlig meget og næsten altid på Cabo Verde. Nærmest pivstorm en gang i mellem, så vi nogle gange var helt urolige for, om Lela kunne holdes af sit anker, sådan som hun piskede rundt.

Og … når man så sidder på en lille åben lastbil og suser af sted over stok og sten, kan det nok være, at man får frisk luft. Det var med at holde på kasketten.

Vi fik en pragtfuld tur. Det højeste sted på São Vicente er Monte Verde på 750 meter, og vi kørte derop ad den flotteste brolagte bjergvej. Det viste sig, at alle veje, vi kørte ad på både São Vicente og Santo Antão var belagt med brosten. Det var meget flot og måske også mere holdbart end asfalt, men det må have kostet mange mandetimer at anlægge.

São Vicente er tør og gold, men allerøverst, hvor skyerne giver lidt fugt, og temperaturen er lavere, er der mere grønt. Deraf navnet Monte Verde (det grønne bjerg). Det var her, man havde de små terrasselandbrug. Totalt tørt og ufrugtbart set med vores øjne, men der stod da majsplanter på ca. 30 centimeters højde, og jorden var kultiveret og revet, parat til nye afgrøder. Der var også mennesker helt heroppe, som gik og puslede med hakker og skovle. Og så var der en helt fantastisk udsigt over stort set hele øen. (se billede)

På vej tilbage kørte vi gennem nogle små byer, og vi spurgte Orlando nr. 2, om han kunne finde et sted, hvor vi kunne få en øl eller sodavand. Det kunne han godt, men det var ikke helt det lokale sted, vi havde i tankerne. Cabo Verde er ikke spor turistet, og det betyder jo også, at der altså ikke er alle de der små cafeterier og barer overalt. Faktisk er der ikke rigtig nogen, heller ikke i Mindelo undtaget lige Club Nautico og netcaféen. Så Orlando kørte os til et luksushotelkompleks. En ressort med smadejernsgitter hele vejen rundt, og vi tabte både næse og mund ved pludselig at befinde os på dette sted med velholdte bygninger, palmer og swimmingpool og udgang til en strand, så stor og bred og med det fineste gyldne sand og flotte grønblå vand med hvid brænding. Vi fik en øl og Orlando med på en overdækket kølig terrasse med udsigt til havet og var siden nede at dyppe tæerne i det pragtfulde vand.

Verden er nu forunderlig.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...