Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi tog af sted en tidlig morgen. Vi skulle med den lille lokale færge fra São Vicente til Santo Antão, og den gik kl. 7.30, så kl. 7 skulle vi være der. Vi var mange denne gang, Erik og Kay var med (denne gang passede Birgitte og Marianne på bådene … Orlando passede Lela), og så var der  Maria, Bo og Morten fra Love, os fire fra Lela og fire unge nordmænd fra båden Manja.

Færgeturen var en oplevelse i sig selv. For som sagt blæser det meget på Cabo Verde og især mellem øerne, og det trillede, gjorde det. Os fra langtursbådene var jo vant til mosten, men rundt om os blev der kastet flittigt op i medbragte plasticposer. En ung fyr krøb sammen ved mine fødder. ”This is the worst part,” sagde han helt grå under den brune hud, og jeg havde lyst til at stryge ham over vældet af fine små uldfletninger. Men det gør man jo ikke med en 16-årig gut, så jeg nøjedes med at se deltagende ud og fik ham da også op at stå i luften ved rælingen et øjeblik, dog uden nogen nævneværdig bedring. Han var meget glad, da vi var inde.

Belært af hvor udmattende en åben bil kan være for hud, hår og øjne, og da vi vidste, at det højeste punkt på Santo Antão er ca. 1900 meter, lejede vi alle 13 en minibus med chauffør og guide til den rimelige pris af 7000 cabo verde escudos (ca. 50 kr. pr næse).

Vi fik en fin tur. Santo Antão er en meget flot ø. Helt anderledes end São Vicente. Grøn og frodig med høje vulkanske bjerge med mægtige kratere, hvor der i bunden var mosaikker af små dyrkede jordlodder. Der var stejle klippesider og utroligt smukke strækninger med den flotteste udsigt. Et sted standsede vi en times tid og vandrede ned ad en lokal bjergsti, ud til en lille bjergtop og tilbage igen. Vi stødte på små læskure for geder, en æselmor med føl, tre smågrise og nogle høns og et par køer. Samt en meget venlig bondefamilie med en rigtig lille charmetrold af en to-årig gut, som kunne fortælle en hel masse på et for os og måske også for andre totalt kaudervældsk. Til stor glæde for os og for hans mor, som lyste af stolthed over sønnen. Han var bare kær.

Et af højdepunkterne på turen var et stop ved fiskerbyen Ponta do Sol. Os (gamle) der havde madpakker med, satte os ved havnen. Og mens vi sad der med vores klap-sammen-madder fik vi en underholdning, som jeg ikke tror, at mange vil opleve.

I den times tid kom de lokale fiskere nemlig ind i den lille havn med dagens fangst. Tre joller blev det til. Der var en vældig brænding, og jollerne var fyldt til randen med folk. I en talte vi 12 mand, der stod som sild i en tønde. De kom brusende ind gennem brændingen, så man kun kunne se de stående skikkelser (de havde helt sikkert prøvet det før), og blev nærmest bruset ind i den lille havn. Her stod 20-30 mennesker for at tage imod dem og hale jollerne op på land.

Og så blev de tømt for fangst. Sikke et leben. Mænd, kvinder og børn, mange udstyret med store kurve. Fisk blev stablet og vejet på en primitiv vægt, og fisk blev lagt i lige store dynger på jorden, en bunke pr. besætningsmedlem. Der var guldmakreller, muræner, sild og mange andre fisk, som vi ikke kendte. Der blev snakket og sludret og råbt og grinet og spillet tromme på plastickurve. Der var de mest utrolige ansigter at se på. F. eks. Gik Ronaldinho lyslevende rundt med det smalle ansigt, det lange sorte hår, de store tænder og alt det glade tandkød, han gavmildt viser, når han griner (måske var det hans bror?). Der var små gamle rynkede morliller med stramme tørklæder om hovedet og de små ører strittende ud. Der var en rigtig moster Skrap med store curlerkrøller i det sorte hår, en smøg i mundvigen og hånden aggressivt på hoften, mens hun svajede af sted med en kæmpekurv på hovedet, hvor halerne af tre guldmakreller strittede op som et mærkeligt kunstværk.

Og der var unge spilopmagere og små unger, som gloede nysgerrigt på os blege skabninger. En lille fyr blev totalt forgabt i Gitte, og da hun gav ham et stykke kage, veg han ikke fra hendes side, men sad med kinden mod hendes arm og aede hende kærligt med den lille brune hånd. Og det blik han sendte hende fra de store mørke øjne kunne smelte enhver. Jeg tror ikke han var mere end tre år.

Det var bare så spændende en oplevelse for os at se denne landing af dagens fangst, og for dem var det bare en daglig foreteelse. Fiskere kommer ind, fangsten fordeles, og det er det. Men vi fik lov til at se et stykke dagligdag fra Cabo Verde, ikke det mindste iscenesat til ære for turister, for vi var de eneste bleghuder, der tilfældigt var der. Efterhånden som verden bliver mindre og globaliseringen større, føler man sig meget privilegeret ved at kunne komme ud og opleve steder, hvor folk stadig lever deres liv rimeligt uforstyrret.

Med kærlig hilsen fra Lene

 

p.s. Børnefonden er her på Cabo Verde, og på Santo Antão var vi lige inde forbi deres kontor Lars og jeg. De kunne dog ikke tale andet end portugisisk, og vi afbrød dem vist også i en undervisningstime, så det blev ikke til så megen oplysning, vi fik. Vi har jo et sponsorbarn, Salimatou fra Benin. Hun er snart en stor pige på 16 år, og om et par år ophører vores sponsorat, og hun skal så klare sig selv. Vi har støttet hende og hendes familie fra hun var 8 år, og det har betydet at hun og hendes to søskende har kunnet gå i skole, og at familien har fået lægehjælp og undervisning i f. eks. hygiejne og landbrug. Så når Salimatou er i vej, vil vi helt sikket søge om at få et sponsor barn i Cabo Verde. Det er et af verdens fattigste lande og samtidig meget børnerigt. Menneskene er søde og glade, og kan vi være med til at give en lille Orlando eller Orlandine et skub i den rigtige retning, så vil vi meget gerne det.


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...