Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas logbog 1 Fra Lynaes til Tobago
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Nu har jeg jo før i denne logbog citeret bøger, hvor jeg pludselig syntes, at en sætning eller et afsnit af den bog, jeg netop er i gang med, på en eller anden forunderlig måde svarer til den situation, jeg selv er i.

Og nu i denne nat sidder jeg med Ejnar Mikkelsens Farlig Tomandsfærd, en herlig beretning om polareventyreren Ejnar Mikkelsen og hans tro væbner Iver P. Iversen, der i året 1909 drager ud for at finde Mylius Erichsens og Høeg Hagens Lig og de dagbøger, som man formodede, at de stadig havde hos sig, da de døde. De fleste kender jo nok historien om Danmarksekspeditionen til Grønlands østkyst fra 1906-1908, hvor de to samt grønlænderen Jørgen Brønlund omkom i det store isøde. Man fandt Jørgen Brønlunds lig og ved siden af liget hans dagbog med de siden så ofte citerede sidste linjer. ”Omkom 79-fjorden efter forsøg hjemrejse om indlandsisen, i november kom jeg hertil aftagende måneskin og kunne ikke videre af forfrosninger i fødderne og af mørket. De andres lig findes foran bræ ( omtrent 2½ mil). Hagen døde 15. november og Mylius ca. 10 dage efter. Jørgen Brønlund.”

Både Mylius Erichsen og Brønlund havde hørt til Ejnar Mikkelsen gode venner og allerede året efter i 1909 havde Mikkelsen fået stablet en ekspedition på benene, der skulle sejle til Østgrønlands kyst og derfra med hundeslæde drage de 1000 kilometer ud for at lede efter de to forsvundne samt deres uvurderlige optegnelser fra ekspeditionen.

Ejnar Mikkelsen skriver lige ud ad posen, underholdende og meget malerisk, og her stødte jeg så på det afsnit, som jeg netop i skrivende stund pludselig følte, passede så fint ind i min situation.

Mikkelsen har lige været igennem en længere beskrivelse af, hvor ensomme de to mænd føler sig midt i det vældige isøde, hvor intet levende fandtes i miles omkreds ”så afskåret var vi fra vor Klodes myldrende Menneskemasse, som om vi på underfuld måde var slynget ud i Verdensrummet og dumpet ned i Maanens største Krater…” og så skriver han videre, og det er dette citat, jeg følte passede så godt på vores situation lige nu: ”Man skulde bare ikke tænke for meget, det hjalp jo alligevel ikke spor og kunde kun forstyrre Sjælefreden. Vi var jo her på Indlandsisen (Atlanterhavet), vi to (fire) letsindige skabninger, som frivilligt var gaaet herop (sejlet herud). Nu gjaldt det om hurtigst muligt at komme ned fra isen igen (ind i havn i Tobago).”

Ja, sådan har jeg det nok lige nu. Vi har en fin tur, og alt fungerer upåklageligt, men efter 10 døgn, må de næste 3 godt gå lidt hurtigt og Tobago dukke op i horisonten.

Med i situationsbilledet skal også nævnes, at vi i de sidste tre dage kl. 20 utc har lyttet til kommunikation via HF radioen mellem Mathias på Atlanta og Anders på Margarita. De ligger begge foran os, men Mathias har fået revner i rorets fæste og tager vand ind. Ca. 250 liter i døgnet. Han har prøvet at svejse, og de har pumperne i gang, men han sejler nu Atlanta til Barbados i stedet for Tobago. Det er tættere på og har nok bedre muligheder for at komme på værft. I går kunne vi så kun høre Anders kalde. Mathias svarede ikke, så måske er de ved at være i havn? Men det giver jo altid nogle tanker.

Med kærlig hilsen fra Lela


 oprettet: 19-12-2006



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...