Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom vi endelig ind. Vi havde landkending ca. 30 sømil før (55 km), og hvor var de lange de sidste timer. Det var de længste på hele turen. Nu var målet inden for synsvidde, og så var der stadig 5-6 timers sejlads. Det nåede at blive helt mørkt, så vi sneg os ind i bugten i sneglefart og lyste med en kraftig lygte for at se, om der eventuelt lå bøjer eller små joller. Der var ikke meget lys fra Charlotteville, og de fleste af bådene lå uden ankerlys, så det var svært at se, hvor vi kunne ligge. Men vi fandt en plads og kl. 03.30 kastede vi anker og satte os så lige så stille i cockpittet med en gin og tonic og en whisky for Klaus´ vedkommende.

Hvor var det bare dejligt! Vi kunne fornemme stranden, vi kunne lugte junglen derinde, og vi kunne mærke den varme luft. De kendte stjernebilleder glimtede på himlen over os, som de havde gjort de sidste 12 nætter, men nu var der ingen bølger, ingen smælden fra sejl, ingen gps med lysende tal, der skulle holdes øje med. Der var kun en blid vuggen og en uendelig ro. Vi lå fast. Nu kunne vi slappe af, nedlægge vores slingrekøjer og sove en hel nat (eller det der nu var tilbage af den) på helt normal vis. Lars og jeg ved siden af hinanden i agterkahytten og Gitte og Klaus på samme måde i forkahytten.

Dejligt, dejligt, dejligt! Vi trak rigtig tiden ud, vi nænnede næsten ikke at gå i seng. Selve tanken om, at det kunne lade sig gøre for alle og i fred og ro, var som et bolche, der var værd at sutte på længe.

Vi sad og så rundt, prøvede at se gennem mørket mod de stille både, der sov omkring os. Var der mon nogen vi kendte? Vi vidste, at Margarita var her, og en lopolightlanterne et stykke væk svingede som et pendul. ”Det må da bestemt være Margarita, der triller der,” blev vi enige om, og så gik vi endelig til køjs og sov, som vi ikke længe havde sovet.

 

Næste morgen vågnede vi og stak hovedet op i den nye dag. Derinde lå den lille by Charlotteville, og hele bugten lå omkring os med hvide sandstrande og og tæt bevoksede bjergsider. Det glimtede grønt af papegøjer i skrigende flugt i trækronerne, og brændingen slog hvidt mod den gyldne sandstrand lige derinde i svømmeafstand fra båden. Ud for os stak en stor klippe op af vandet, her tog fem pelikaner solbad og over os svævede fregatfuglene elegant.

En gummibåd kom susende hen mod os. Det var Anders og Birgit fra Margarita, som kom for at byde velkommen, og da vi så rundt, så lå både Second Life og Fortuna lige ved siden af os. Ai, hvor skønt at se dem alle igen. Det resulterede i en fælles middag samme aften hos Sharon and Phebs, hvor vi var 15 glade sejlere omkring bordet.

En meget sørgelig ting dryppede dog en del eftertænksomhed i aftenens festivitas. Sirena med Søren og Mette, som vi jo havde mødtes med her og der fra La Coruña og hele vejen sydover, og som lå lige over for os i marinaen i Puerto Rico, havde ikke klaret turen. Da vi blev vinket ud af havnen i Puerto Rico var Søren fra Sirena en af de glade vinkere. Mette var taget hjem og Søren skulle så følge efter os ugen efter med vennen Jørgen, som skulle komme hjemmefra, og vi havde haft første parket til Sørens ihærdige og vellykkede forsøg på at lave henkogt kød. Og nu ved ankomsten til Tobago fik vi at vide, at Sirena var sunket, og Søren og Jørgen var blevet taget ombord på en italiensk Swan 62 og nu var på vej mod Antigua. Siden fik jeg en sms fra Mette, hvor hun skrev, at Sirena formodentlig havde ramt en hval, som havde slået roret af. Det var en skrækkelig nyhed at få, og da vi samtidig fik at vide, at Atlanta (som jeg nævnte i afsnittet Farlig færd) med Mathias, Maria og hunden Aja  havde taget 150 liter vand ind i timen (ikke i døgnet som først antaget) og ved ankomsten til Barbados havde fundet ud af, at det kun havde været et spørgsmål om ganske få timer, inden de også havde mistet roret, blev vi stille og sendte en taknemmelig tanke til de kræfter, der havde holdt hånden over os hele vejen. Ikke et eneste uheld havde vi haft og ikke en eneste farlig situation. Så kan man godt føle en stor taknemmelighed.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 03-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...