Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070102 Charlotteville i vore hjerter

Forstørrelse
Se forstørrelse

Da vi hentede Gro og Axel i lufthavnen ved Scarborough, havde vi hyret Charles som chauffør. Charles er en meget flink mand med to helt bedårende små døtre, og han ville gerne køre os til lufthavnen, vente, mens vi fandt Gro og Axel og så tilbage igen til Charlotteville. En køretur på 1½ time hver vej, og det hele for 300 tt dollars, det vil sige 300 kr..

Vi fandt Charles ventende på molen, da vi kom ind med gummibåden kl.16, og da det var d. 1. januar og helligdag, gik der ingen busser mod byen, så ved siden af Charles pickup stod flere forhåbningsfulde Charlottevilleindbyggere, som meget gerne ville med. 1. januar er nemlig en dag, hvor man samles i familierne, og så er det jo ikke så praktisk, at man ikke kan komme rundt. Så vi lagde ud med Lars og Charles foran, jeg samt to fyldige damer på bagsædet og fire unge glade mænd på ladet. Og så gik det ellers derudaf. Den ene dame på bagsædet var meget talende. Hun kom fra Tobago, men boede nu fast i England. Jeg spurgte hende, om hun kom til Tobago hvert år, men nej det var for dyrt. Denne gang var hun her på grund af ”a sad circumstance in the family”. Den anden dame hende i midten og tættest på mig, faktisk trykket op mod mig med sin store bløde krop, sagde ikke ret meget. Men på et tidspunkt, da vi havde kørt et godt stykke vej, synes hun, at hun også ville blande sig lidt i samtalen og spurgte, hvornår vi var kommet til Charlotteville. Jeg fortalte hende, at vi var kommet d. 13 december, og så sagde hun lige så stille. ”Oh that was the day after my son died.” Bums! Hvad siger man så? ”Åh hvor forfærdeligt for dig, I´m very sad to hear that. How old was he?” hun svarede, at han var 23 år og her only child. Now I have got no one. All alone.” Jeg fortalte hende lidt om mine sønner, en på 21 og en på 24, for ligesom at vise hende, at jeg forstod hendes sorg, og hun sank igen hen i tavshed. Åh hvor svært. Her sad man så tæt ved siden af en kvinde i sorg, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Så jeg valgte også tavsheden og håbede på, at jeg kunne sende hende nogle varme deltagende tanker i stedet. At hun kunne føle min medfølelse.

Så kom vi frem til Scarborough, damerne og de unge glade mænd på ladet kom af, og vi fortsatte til lufthavnen ….. og fandt Gro og Axel. Nej hvor var det dejligt at se dem igen. Gro var blevet lyshåret, eller det er måske rigtigere at sige, at hun ikke var rødhåret mere, men bare fået sin egen grå ”farve”, og Axel så fin og god ud.

Charles fik os ind i sin pickup, og så gik det derudaf den lange tur tilbage, hvor mørket begyndte at sænke sig over øen. Til ære for gæsterne havde Charles medbragt en stanniol indpakket hjemmebagt kage fra sin kone, skåret ud i store stykker, og han fortalte om øen, mens vi kørte gennem den tiltagende nat. Gro og Axel sugede til sig. Af varmen, af mørket, af Charles´ lidt specielle sprøde stemme og de ting han sagde på sit Tobago-engelsk … ja af hele stemningen, mens vi passerede små oplyste boder undervejs, hvor folk sad og nød aftenen med en drink eller en sodavand. Inden man kommer til Charlotteville, kører man gennem et stort stykke skov. Man kører opad til et udsigtspunkt for så at køre ned gennem en  stejl snoet vej til byen, der ligger langs med bugten ud til en lang hvid strand. Lige før vi nåede det højeste punkt, kom det fra Charles. ”Tell your friends to take a deep breath, because now we are entering paradise!” og så gjorde han holdt helt oppe på toppen. Foran os lå Charlotteville udbredt. Små varme lys fra huse lå spredt op ad de mørke frodigt bevoksede skråninger, og i bunden ved bugten kunne man se vejen og lysene fra de små boder og huse. Ude i bugten lå alle bådene med deres ankerlys, og selv det store træ ved stranden med sin julebelysning af et utal af farvede pærer, røde, grønne, gule og hvide glimtede glad imod os. Charlotteville. Det dejligste sted vi længe har været. Vi gav Charles helt ret.

Lidt over tre uger var vi her og blev efterhånden mere og mere kendt med byen. Vi hilste og blev hilst igen af folk på gaden. Vi vidste, hvornår der var blevet bagt brød hos Janes, vi vidste, hvornår ølbilen kom (hver fredag), vi gik til barbeque hos Sharons hver onsdag, og vi hilste dagligt på Laverne, når vi købte ind i hendes lille købmandsbutik lige ved molen. Lars opnåede endda at deltage i hendes julelotteri blandt de faste kunder om to mægtigt flot indpakkede gaver. Han vandt dog ikke.

I Charlotteville bor ca. 1800 sjæle, og det er en rigtig levende by med små butikker, bibliotek, politistation, stadion, flere kirker, fiskere, lille fiskemarked, små frugtboder og meget andet. Der er ingen hoteller, men en del små cottages, man kan leje som turist. Og her er turister, faktisk mange danske, men det er folk, som holder af ro og fred og enkelhed og afsondrethed. Vi mødte faktisk flere kendisser, som havde fundet hertil i juledagene. Der er ingen butikker i gængs forstand, så de med shopping behov må søge ind til den største by Scarborough, og har man stor glæde ved at gå på restauranter med alsidigt spisekort, må man også finde andre steder at være. Som Regnar fra Asra sagde en dag: ”har man et skur og en åben carport, så har man også en restaurant.” Sådan var der nemlig på Janes Quality Kitchen. Et lille skur med gammeldags halvdøre som i laderne i gamle bondehuse, hvor der blev lavet  mad, og den åbne carport hvor man sad ved borde og bænke helt nede ved stranden og kunne kigge lige ud på vandet. Og spisekortet var alle steder valget mellem ganske få ting. Fish, chicken, pork eller når det gik højt pigtails eller shrimps. Det var det. Tilbehøret var det samme uanset kødvalget. På Janes havde de ikke licens til at sælge spiritus, så der købte man sin carib omkring hjørnet i en lille skurbutik og satte den så i Janes køleskab. De snedige købte selvfølgelig et lille lager, som kunne vare hele middagen igennem.

Et andet sted solgtes der Fish&Chips engang imellem, når indehavere af det lille åbne skur a la boderne på dyrehavsbakken, satte skiltet ud. Vi var stærkt fristet en dag og bestilte 4 portioner sammen med Gro og Axel. Rastamanden, som havde boden, en stor flot venlig mand med en mægtig strikket hue i muntre striber, hvor han gemte alt sit hår, spurgte os, om vi havde travlt, for han skulle lige købe kartoflerne først. Det havde vi ikke. Vi satte os på stranden over for boden og kiggede ud på vandet, og efter et stykke tid meldte den herlige duft, at han havde fået gang i gryderne. UHM det var den bedste Fish&Chips, jeg nogensinde har fået. Da vi skulle hente den, var vi godt sultne, og Lars reciterede "Them belly full, but we´re hungry", og reaktionen kom prompte. ”Hey man, rastaman, Bob Marley friend” og så stort smil.

Folk i byen er i det hele taget rigtig søde og venlige. De har en facon, især kvinderne, som man lige skal lære at kende, for de rutter ikke med smilene. De ser på en med et meget uudgrundeligt ansigtsudtryk i starten af en samtale, men bliver man ved og viser interesse og venlighed eller fyrer en joke af, belønnes man hurtigt med et stort smil, som lyser hele ansigtet op. Det er kvinderne, der sidder på de meste. Det er deres butikker, og de hundser rundt med mændene, så måske er det derfor, at de har denne mutte facon til at begynde med. Det gælder vel om at bevare autoriteten. Og for øvrigt, der er utroligt mange flotte mennesker her, især mændene. De er jo fiskere mange af dem og se dem drøne ud over bølgerne i deres elegante både med to bambusfiskestænger vajende ud fra hver side som to kæmpefølehorn på en bille, stående med de muskuløse mørke rygge spillende i solen og det ofte skulderlange hår i kunstfærdige rastefrisurer, er et smukt syn. Kvinderne er kønne og faste med runde former som unge, og efter de første børn er de stadig kønne og faste men nu ret så brede. Tøjet er fyldt godt ud. Men alle er meget velplejede med de fineste frisurer, og tøjet er rent og blændende hvidt mod den mørke hud. Vi andre langturssejlere må sende misundelige blikke efter deres velklædthed. Det er ikke så nemt, når man hele tiden går rundt med en våd dinghy-røv og kun kan vaske tøj i hånden. (dinghy er lig med gummibåd).

Så, som I kan høre, Charlotteville har i den grad vundet vores hjerte, og byens omgivelser gør det bare endnu bedre. Du kan vandre lige ud i en regnskov så frodig og grøn. Papegøjerne sidder i træerne, firbenene piler foran dig på stien, ildfluerne lyser for dig om natten. Og stranden og vandet ligger der og byder sig til med hvidt sand, klart grønt vand og et liv af fisk, koraller og en enkelt hummer eller flere, som især Lars havde fornøjelse af at gå på jagt efter. Jo Charlotteville, we will be back. Hope so!

Billedet er af mig og Laverne, den sidste gang jeg var I hendes butik. Det er lidt uskarpt, for det er hendes søn, der har taget det, men pyt.

Med kærlig hilsen fra Paradise … Lene

 


 oprettet: 16-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...