Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070105 Fra Tobago til Granada – to stærke gaster

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom Gro og Axel. Længe ventet. Med spænding og også lidt bekymring, for vand er jo ikke Gros stærke side, så jeg havde rådet til søsygepiller lige fra starten, da vi rullede en del i bugten.

Den første tur i gummibåden om aftenen fra molen og ud på den mørke vand til Lela var nok også lidt grænseoverskridende, men Gro satte sig uden at kny helt ned i bunden af gummibåden, og Lars tøffede os stille og roligt ud til Lela, som lå der og vuggede og nejede i det mørke vand med ankerlyset som en lille kølig stjerne over sig.

De næste par ture ind til byen var for Gros vedkommende stadig i bunden af gummibåden, men så steg modet og dermed også rumpen, og efter et par dage, sad hun oppe på kanten som en helbefaren dinghy-woman.

Vi havde et par gode dage i Pirates Bay, hvor vores nye gaster lige kunne vænne sig lidt til Lela og hendes bevægelser, møde alle de søde venner, som lå i bugten, gå på Sharons og Janes og spise, og i det hele taget se sig lidt om i Charlotteville, hvor de jo ville vende tilbage et par uger efter, når vi var draget videre nordpå.

Men i første omgang gjaldt det Grenada. 82 sømil var der til Prickley Bay. Det ville tage ca. 16 timer med 5 knob i gn.snit, men vi håbede at kunne gøre det hurtigere, og det holdt stik. 13 timer gik der, fra vi lettede anker i Pirates Bay på Tobago, til vi lå godt ankret op i Prickley Bay på Grenada. Vi havde lidt spekulationer om, hvordan vi skulle sejle turen. Det var vigtigt at komme frem i dagslys, det vil sige inden kl. 18.00. Men skulle vi sejle sent om aftenen, sejle det meste af turen om natten og komme frem om morgenen, eller skulle vi sejle tidligt om morgenen og sejle det meste af tiden om dagen. I samråd med Gro og Axel valgte vi det sidste. Det er nu engang sjovere at sejle, når man kan se, og så kunne vi jo også forsøge os med lidt fiskeri undervejs. Som sagt så gjort. Fredag d. 5. januar ringede vækkeuret kl. 03 om morgenen. Vi spiste hurtigt en skål cornflakes og drak en kop kaffe, og kl. 03.30 lettede vi anker og sejlede af sted. Det var stadig mørk nat, men månen var næsten fuld og stod stor og rund og klar og lyste for os, så det var nemt at manøvrere uden om alle de sovende ankerliggere og liste ud af bugten. Snart var vi et stykke ude og vinkede farvel til Tobago og den lille by derinde, og Tobago kvitterede med et ordentligt vindpust som fejende os fint derudaf.

Det blev hurtig sejlads. Faktisk meget lig vores Atlanterhavssejlads. Vinden var 10-15 m/s agten for tværs og pæne bølger på 2-3 meter. Og ind imellem, hvilket vi ikke havde prøvet før, nogle gevaldige squalls (regnbyger), som næsten lagde båden ned. Og hvordan klarede de det så, de to, vi nu havde indlagt til denne tur? Jo de klarede det upåklageligt, helt til ug. Gro sad i et hjørne og smånynnede, og hverken hun eller Axel havde den mindste antydning af søsyge. Da de voldsomme byger kom, blev Lars udstyret med en regnjakke, og vi andre kravlede ned i kahytten, og atter gik det bare så fint. Det er jo almindeligt kendt, at det ikke er kahytten, man skal opholde sig i, hvis man vil undgå søsyge, og da slet ikke under en sejlads som vores, hvor båden skøjtede rundt i de mærkelige vinde fra bygerne og gyngede pænt i de høje bølger. Men igen … Gro og Axel satte sig, eller blev sat på grund af bådens skrå tilstand, i den læ sofa og sad pænt og ventede, til bygen var ovre. Så kravlede vi alle tre op igen til Lars og fortsatte konversationen fra før.

En fin fin tur. Gro fortalte dog, da vi var vel inde i Prickley Bay og sad med vores velfortjente kolde Carib, at det havde slet ikke været, som hun havde regnet med. Godt nok havde hun læst min beretning fra den store tur, hvor vi tumlede rundt mellem hinanden i vores forsøg på at lave mad også videre, men at man kunne ligge så skråt og gynge så meget, det havde hun ikke rigtig drømt om. Men nu var det prøvet, og det gik bare over al forventning. ”Jeg var slet ikke urolig”, som Gro sagde. ”Men det var også, fordi jeg vidste, at det var Lars der styrede.” Så her en cado til skipperen!

Og så skal også lige nævnes, at fiskeheld havde vi sørme også. Lidt uden for Grenada fik vi nemlig en lille barracuda på et par kilo på krogen. Så var aftensmaden også i hus.

I Prickley Bay blev vi til vores store glæde modtaget af Margarita, som lå her og ventede på os. Faktisk kaldte de os på vhf´en, da vi nærmede os og kunne fortælle os, hvordan vi kunne finde dem. Det var dejligt at se dem igen, og Anders var henrykt for sine ny svømmebriller med styrke, som Gro havde haft med til ham fra Danmark.

Den nat sov vi rigtig godt. 12 timer snuppede vi i ét stræk alle fire. Selv Axel, som ellers ikke er den, der bruger megen tid på at sove.

Med kærlig hilsen fra Lene

p.s. billedet er af Gro der puster ud i Prickley Bay på Grenada.


 oprettet: 23-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...