Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070110 Med ”bussen” rundt på Grenada

Forstørrelse
Se forstørrelse

Og så tog vi rundt og oplevede øen Grenada. Den dejligste ø og jeg forstår ikke rigtig, hvor den er blevet af i ”Turen går til Caribien”. Afsnittet må være faldet ud under redaktionen eller ..? For det er da i hvert fald efter min mening en af de større og mere spændende øer i Caribien og helt sikkert en ø, der er værd et besøg. Men heldigvis er den da nævnt i flere andre guider, så fortvivl ikke, du der har fået blod på tanden til at opleve denne caribiske perle.

Grenada består af tre øer, hovedøen Grenada og de to mindre øer Carriacou og Petit Martinique. Der bor ca. 110.000 mennesker i Grenada, heraf 90 procent på selve Grenada. Som på Trinidad og Tobago er befolkningen for over 80 procents vedkommende sorte, som stammer fra Afrika, ca. 10-15 procent er af blandet herkomst, og de sidste små 5 procent stammer fra andre dele af verden herunder Europa. Grenada har som mange af de andre caribiske øer en lang historie med kolonisation, udryddelse af de oprindelige indbyggere og endelig en tilbagetrækning af kolonimagten, så landet nu er et selvstændigt land, dog hørende under det britiske Commonwealth.

Men nok om det, det kan altid læses op fra en guide, her er min helt personlige mening og oplevelser.

Som sagt tog vi rundt på øen, og her vil jeg fortælle om det helt specielle ”bussystem”, som man har. ”Busserne” er private minibusser, alle udstyret med et fantastisk navn som for eksempel Free Spirit eller Trust in God. I bussen er en chauffør og en medhjælper, som sørger for at få folk ind og ud af bussen. Når man vil med bussen, går man bare langs med vejen. Man behøver ikke engang at holde øje, for alle de busser, som passerer, og det er mange, dytter venligt for lige at gøre opmærksom på, at man kan komme ombord. Hvis man vil, stiger man ind. Tager det sæde længst tilbage i bussen, der er frit, og bussen fyldes op med mennesker, efterhånden som den kører frem. Og der kan være mange mennesker i en sådan minibus. Man sidder tæt og godt i varmen. 18 er et fint tal. Og så går det derudaf med fart på og til høje glade toner fra højtalerne, som gjalder ud med lige den buschaufførs yndlingsmusik. Det kan være Bob Marley eller Gospel spirituals eller Shaggy eller ...

Når man så vil af, banker man med næven i loftet, bussen stopper, alle stiger ud, til man har nået den person, som skal af, og alle stiger så ind igen, og bussen triller videre. Et helt fint system og ret spændende, for er chaufføren ikke til lange bilkøer, kan det sagtens være, at man får en helt anden sightseeingtur, end man lige havde tænkt sig, inden man bliver sat af på den centrale busholdeplads, eller hvor man nu skal af.

Så vi tog bussen, også langt ud på øen, og var mange spændende steder. Vi var ude at se et rum destillery, der lignede noget fra for mange hundrede år siden. Det var det faktisk også, for den fantastiske vandmølledrevne sukkerrørspresse daterede sig tilbage til 1780, og Lars var virkelig på en oplever, da han undersøgte det gamle stadigt velfungerende maskineri.

Vi var på Grenada Chocolate Company, som laver den fineste økologiske chokolade. Et lillebitte sted. Et hus med en fem seks rum, hvor chokoladen fremstilles. Og det er bare den fineste chokolade. 60 % og 71% kunne man få, og så også hvid chokolade, men det var mest sukker og fløde, man fik der, som vores guide, der havde været der siden start, forklarede med et skævt grin under sin stribede rastahue, der bugnede af tilbageholdte krøller.

Så var vi på en nutmeg/muskatnød fabrik, hvor virkningerne af Ivan gabte imod os med mange tomme hylder. Muskatnød blev der dog stadig fremstillet, og vi fik en fin rundvisning og forklaring på, hvordan man bruger alt på nutmeggen. Den ydre bløde skal laves til syltetøj. Det indre mørkerøde net omkring nødden kaldet maze tørres og bruges som krydderi, skallen omkring nødden bruges til optænding og til slut er der selve muskatnødden (blommen), som rives som krydderi i maden. I Danmark er man kun kendt med selve den tørrede nød, så vidt jeg ved.

Så var vi på vandretur gennem regnskov og opblødte mudderstier til et flot vandfald, og på bytur i hovedstaden St. George, hvor vi tullede rundt på det store marked og købte bananer og papaya, på det fine fiskemarked, hvor vi købte nogle store skiver merlin (sværdfisk) og på rotibar og spise fire rotiis med chicken. En majspandekage med fyld af store kyllingestykker med ben og det hele samt kogte kartofler og madbananer.

Et enkelt besøg blev det også til. Vi var lige forbi at hilse på Tim (Brathwaite), som vi så en del til i 2000. Tim har et fint sted i Prickley Bay, hvor han har cottages til udlejning. Stedet hedder Lance aux Épines Cottages, www.laecottages.com, og kan anbefales, hvis man vil have lidt luksus. Både Klaus og Gitte og Nordstjernens gæster Anja og Bjarke boede i hytterne og var glade for det. Og igen var orkanen Ivan på spil, for Tim havde en tyk mappe med billeder af stedet, efter at Ivan havde raseret. Ud af syv hytter stod kun en tilbage med taget i behold, og alt var kastet rundt. Men nu to år efter var de eneste spor nogle store stubbe fra palmetræer nede på stranden. Ellers var alt så fint og velordnet. Det var hyggeligt lige at se Tim igen.

Jo Grenada er stadig en dejlig ø og kan varmt anbefales til dem, der vil prøve lidt andet. Også selvom Politikens rejsebøger endnu ikke har opdaget øen!

Med kærlig hilsen fra Lene

P.s. billedet er fra en rotibar i St. George.


 oprettet: 23-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...