Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070120 Caribien – en almen betragtning

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så rejser vi fra ø til ø. Lige nu er vi ”landet” på St. Lucias sydligste spids og ligger for anker ved byen Vieux Fort. Indtil nu har vi været på Carriacou ved Tyrrel Bay og Hillsborough, på Union Island ved Clifton Bay, på Tobago Cays, på Canouan ved Grand Bay, på Bequia ved Admirality Bay, på St. Vincent ved Wallilabou Bay og så nu altså St. Lucia.

Det er mange øer og mange steder, og jeg kan ikke beskrive dem alle. Nogle vil jeg skrive lidt mere om, men her er en lidt mere generel betragtning fra min side. Helt subjektiv som altid.

Øerne ligger dér, bakkede grønne ”lodne” øer med træer på toppene. Alle er kendetegnet ved små byer med lav bebyggelse. Små skotøjsæskehuse i et utal af glade pastelfarver. Lyserøde, lyseblå, lysegrønne, lysegule, mangofarvede og flerfarvede. De ligger spredt rundt i alt det grønne på deres fundament af høje pæle med vasketøj til tørre under huset mellem pælene i skyggen fra den voldsomme sol. Overalt er der høns med kyllinger og galende haner, brægende får og geder, og endda store tykke grise og køer midt på vejen. Og så alle hundene. Yderst fredelige halvvilde hunde som kommer én logrende i møde alle steder fra. Menneskene er alle mørke i forskellige nuancer og med de mest fantastiske kunstfærdige frisurer. Der er fletninger i alle mønstre og farver, og de små piger især er helt bedårende med deres mange sløjfer og hårbånd. Solen bager ubarmhjertigt ned, men vinden er kølig og svalende og kan snyde en til at blive lidt for længe i solen, end skindet har godt af. Himlen er blå, og vandet er azurblåt og smaragdgrønt, og jeg overdriver ikke. Det er virkelig helt utroligt flot. Og overalt vimrer de hvide sejl rundt, for vi er jo ikke de eneste, der synes, at dette sted på kloden er noget af det dejligste, og der er mange både, både langturssejlere, men også rigtig mange udlejningsbåde og katamaraner fyldt med hvide kroppe, der er kommet for at suge lidt af den livgivende sol i sig og dykke og svømme i det helt utroligt klare vand.

Apropos hvide mennesker, så er det påfaldende, hvor lidt af den lokale befolkning der er hvide. Alle mennesker her er afrikanere eller stammer fra afrikanere, og det er så underligt at tænke på den historie, der ligger bag de mennesker, som nu lever på øerne og kalder dem deres. Oprindelig var det jo indianere, der levede her. Men historien gentager sig også her, som mange af de andre steder vi har været. Europæerne kom. Det kunne være spaniere, franskmænd, englændere, hollændere eller såmænd danskere… De kom og jog en oprindelige befolkning, som åbenbart ikke var ”fredelig” nok til at lade sig undertrykke væk eller dræbte dem. På Grenada fortæller historien, at de sidste indianere, kaldet Caribs, der var tilbage på øen, i 1651 af franske tropper blev drevet helt op til nordenden af øen, hvor de alle mænd, kvinder og børn sprang i døden fra de stejle klipper ved Sauteurs Bay.

Når man så havde skaffet sig af med den fjendtlige oprindelige befolkning, så man sig om efter anden arbejdskraft, og den tyvstjal man så fra Afrika. Skib efter skib med røvede afrikanere blev landet på øerne. Afrikanerne var åbenbart nemmere og føjeligere end den oprindelige befolkning, og de blev i stort tal brugt som slaver af de hvide kolonisatorer. Med tiden ændredes forholdene, og efter den amerikanske borgerkrig fra 1861-65, hvor slaveriet blev ophævet, kom nye tilstande på øerne. Nu er alle hvide væk, og øerne er selvstændige lande med eget flag og regering, og en befolkning som for små 300 år siden blev importeret under tvang fra en helt anden verdensdel. Jeg synes, at det er mærkeligt at tænke på, og at det et eller andet sted må være mærkeligt at have fået ændret sin og sin families skæbne så radikalt af andre mennesker.

På St. Vincent har jeg læst, at der stadig skulle findes efterkommere af de oprindelige indianske Caribs. Her finder man også en gruppe i befolkningen, som kaldes Black Caribs. Historien fortæller, at et skib med afrikanske slaver led skibbrud ved øen. De oprindelige Caribs tog de sorte skibbrudne til slaver. Dog syntes indianerne, at de sorte var for aggressive i deres fremfærd, så de besluttede derfor at dræbe alle sorte drengebørn. Men det blev de afrikanerne for meget, de gjorde oprør, slog alle voksne indianske mænd ihjel og bortførte deres kvinder, som de giftede sig med. De sorte overtog derpå mange af Carib´ernes skikke og beholdt de Carib navne, de havde fået. På den måde opstod der en gruppe af Black Caribs. Disse blev dog senere nedkæmpet af englænderne, og de værste af dem blev sat på et skib og sejlet til øen Roatan nær Honduras. Så var man af med dem.

Der er mange vilde historier gemt i disse øers fortid, og det kunne være spændende at komme til at spørge nogle af beboerne, om der er historier gemt i deres familier, måske helt tilbage fra tiden i Afrika. Men det kræver nok lidt længere tid og mere personligt kendskab til menneskene her, før man kan stille så nærgående spørgsmål, så det bliver ikke på denne tur. (tror jeg).

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 23-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...