Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070121 Pirates (og røvere) of Caribbean

Forstørrelse
Se forstørrelse

Det der med Johnny Debb, det følger os. Nu har vi nemlig kastet anker på St. Vincent i Wallilabou Bay, og her står simpelthen alle kulisserne til filmene Pirates of Caribbean 1 og 2. Nu har vi aldrig set filmen, men det er sjovt at se. Der er et gammelt pakhus med to kraner, der står som galger. Der er et lille skur ved molen, og der ligger stablet kæmpe baller af ubestemmeligt indhold parat i til at læsse på piratskibet. På land er der kanoner og en lang række medtagne ligkister uden låg, store tønder af træ, et værtshus med knirkende skilte hængende i smedejern og meget mere. Det er sjovt at se, hvordan kulisserne er lavet, og man kan forestille sig, hvordan der er kommet stemningsfulde billeder af palmerne og piratskibet liggende i den lille beskyttede bugt. Vi må helt sikkert se filmen en gang. Faktisk har vi allerede fået lovning på det, når vi kommer til Rodney Bay på St. Lucia. I går spiste vi nemlig middag her i bugtens eneste restaurant med besætningen fra 2 af de 8 andre både, der ligger her i denne lille maleriske bugt med de stejle bjerge til begge sider. Det er Nigel og Rønnaug fra norske Nano, som vi er stødt på flere gange undervejs, blandt andet i la Coruña, og det er Julienne og Allen fra Ka Mari fra England. De havde anskaffet sig dvd´en og skulle se filmen samme aften efter middagen. Men vi fik lovning på at låne den, hvis vi kommer til Rodney Bay inden for et bestemt tidsrum. Vi får se.

Det var så lidt om the Pirates in Wallilabou Bay, men hvad så med røverne? Jo vi var blevet frarådet fra mange hold at lægge ind på St. Vincent. Det siges i sejlerkredse, at der er megen kriminalitet på øen, og i vores guide var der angivet en hel del forhåndsregler for, hvordan man skulle takle små både, der vil hjælpe eller sælge ting, hvordan man skulle sikre sin dinghy og meget andet. Så vi var lidt spændte. Nano som kom før os til bugten og åbenbart havde læst den samme guide, havde haft det på samme måde. De havde nærmet sig Wallilabou Bay, set, at der kun lå tre både, var sejlet videre til den næste lille bugt, hvor der kun havde været to både og desuden en sværm af lokale småbåde, som straks var sat i gang og stilet lige ud mod dem. De var vendt om i en fart og sejlet tilbage hertil, hvor der da kun var en båd, der kom susende.

Det samme skete for os. Vi kom til Wallilabou Bay først, slog et smut ind, og på det tidspunkt lå der 5 både, så vi besluttede, at her måtte være fint nok. Vi blev mødt af én lille båd med en ivrig ung mand, som gerne ville hjælpe os med at finde en ankerbøje og tjene en skilling. Senere kom to andre både til, som både ville hjælpe og sælge frugt, is, brød og handicraft.

Det var en speciel ankring. Bugten er meget dyb, så vi skulle både gøres fast til bøje samt line i land. Nu er ankringssituationen altid et stressende tidspunkt, så vi var sveddryppende og anspændte og koncentrerede, og så er det svært også at skulle se ind i et par bedende ivrige brune øjne og sige nej tak på en pæn måde, når man i situationen mindst af alt tænker på brød til næste morgen. Men det hele lykkedes. Vi blev gjort ordentligt fast. Hjælper nr. 1 fik 10 ec (east caribbean) dollars, hjælper nr. 2 fik en pakke cigaretter, og nr. 3, frugt og brød sælgeren måtte nøjes med et smilende nej tak. Og så lå vi der.

Inde på land sad en security dame i sort uniform med kasket og knippel, og da aftenen kom blev hele båden skarpt oplyst af en stor projektør. Så vi var godt beskyttet, men syntes jo nok også, at der måske måtte være lidt om snakken, selvom vi ikke oplevede det mindste foruroligende. Og vi gjorde da også, som vi plejer. Båden forlades aldrig, uden at alle luger og selve nedgangen er låst forsvarligt. Og til natten hejser vi altid gummibåden op på siden af båden i spilerfaldet og låser den  fast med wire.  

Til andre sejlere, som måske kunne tænke sig at anløbe Wallilabou Bay, så var der intet utrygt ved stedet, og restauranten var god og med venlig betjening. Og så er det jo aldrig af vejen at bruge sin sunde fornuft og sikre sig, så godt man kan, så kan det aldrig gå helt galt.

Menneskene her var søde og venlige, som vi har oplevet dem alle steder her i Caribien. Der var en dinghy boy ved den lille bro. En sød ung mand, som tydeligt var retarderet. Han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe med at holde gummibåden i dønningerne, mens vi steg af og på, og han sad troligt til sent om aftenen og passede på vores og de andres gummibåde, til vi var færdige med at spise. Vi har før været ude for, at netop retarderede eller handicappede får disse jobs. En fin ordning, der virker som en slags socialhjælp til mennesker, som måske ikke kan få ansættelse i et mere krævende job.

Securitydamen viste sig at være en varm og frodig bedstemor under den sorte uniform og kniplen. Hun havde for resten også blokis til salg fra sit lille hus lige bag havnen, så vi købte nogle pakker af hende til at køle vores køleskab ned.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 23-01-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...