Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070201 Sang og kaudervælsk

Forstørrelse
Se forstørrelse

I Thorkild Hansens bog Slavernes kyst er der et sted et citat fra en lille bog af præsten Johannes Rask, som d. 5. december 1708 forlod København med slaveskibet ”Fredericus Quartus” for at gøre tjeneste som garnisonspræst på fæstningen Christiansborg i Guinea. Præsten skriver blandt mange andre ting om de afrikanere, som skulle eksporteres til Dansk Vestindien som slaver, at :”…de ere altid lystige og leende ….altid nynnendes sagte eller hos sig selv syngendes, i hvor varmt det end er.”

Jeg har længe tænkt på at skrive et lille afsnit om netop denne sangglæde, som helt tydeligt har været hos lokalbefolkningen på stort set alle de caribiske øer, vi har besøgt. Lige meget om man sad bag skrivebordet hos immigrationsmyndighederne, blev ekspederet i en forretning eller delte sæde med en i bussen, så kunne vedkommende pludselig bryde ud i højlydt sang med fuld patos. Det var ret skægt at se den strenge dame i paskontrollen pludselig skråle med på omkvædet af dagens slager i radioen, for så i næste sekund at vende sig om og spørge om sidste sted, vi havde været. Det løste ligesom lidt op for det alvorlige i situationen. Måske skulle jeg prøve et forsøg, når jeg en gang er vendt tilbage på min pind i biblioteket. ”Jo nu skal de se fru Hansen, bogen står lige herhenne,” og så på vejen til reolen for fuld udblæsning skråle ”Fly on the wings of love, fly baby fly”. Nåh nej måske ikke.

Men sangen er helt klart et kulturtræk på disse kanter, og alle bryder ud i sang med jævne mellemrum, og det er fuldstændig ligegyldigt, om man har en smuk fuldtonende stemme eller synger som en brækket arm. Hver synger med sit næb, og for os tavse danskere er det meget forfriskende og sjovt at være vidne til. Så måske er det en arv, der er taget med hele vejen fra Afrika, og har holdt sig stærk og livskraftig igennem generationer.

Det var sangen, og så kommer vi til det lokale sprog. Det er fuldstændigt uforståeligt. Det hedder patois, og det er en blanding af engelsk, fransk og afrikansk. I en syndig pellemelle og vist nok følgende en afrikansk grammatik. Vi spurgte en af de lokale på St. Lucia, hvordan sproget var opstået. Han lo og sagde. Syv gange under engelsk herredømme, syv gange under fransk og oprindelig afrikansk. Der har I forklaringen. Det er virkelig et fantastisk sprog og fantastisk smart fundet på i en verden, hvor nogle var herrer og nogle slaver, at skabe et sprog, som kun de indviede kan forstå.

Det skal så siges, at man for det meste også taler et sprog, som kan forstås uden for den lokale kreds, og det kan så enten være engelsk, fransk eller spansk. Så helt lost er man ikke som gæst på øerne.

Med kærlig hilsen fra Lene

P.s. billedet er af et par, der hyggesnakker på en altan i Soufriere, og jeg vil vædde med, at de taler patois.


 oprettet: 15-02-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...