Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070213 Dominica – Victoria Falls, SeaCat og hans ven Moses:

Forstørrelse
Se forstørrelse

Jeg havde lovet noget mere om appelsiner, turbaner og SeaCat, så her kommer fortsættelsen.

SeaCat tog jo imod os ved ankomsten til Dominica, og vi kom til at ligge lige uden for hans mole. Allerede aftenen før havde han spurgt, om vi kunne tænke os en tur rundt på øen, så da vi nu var clearet med myndighederne og parate, sejlede vi direkte fra immigrationen ind til hans mole og meddelte, at vi ville meget gerne på en tur og meget gerne samme dag. Vi havde jo ikke mange dage at rutte med, inden Maja og Gro skulle hjem igen. ”Helt fint” var svaret. Vær parat om 10 minutter med vandresko, badetøj, fotoapparat m.m., så kommer I med på en tur sammen med fem andre. Ok. Ud på Lela, indvie pigerne i planen, pakke i susende fart og lukke Lela behørigt af, og så blev vi hentet og bragt ind til molen og SeaCats hus, hvor en minibus og fem schweizere stod og ventede. Vi hilste pænt goddag. Søde mennesker. De fire var på besøg hos skipper, der som os havde sejlet hele vejen.

Vi fik en pragtfuld tur. SeaCat var en absolut energisk mand, ca. 40 år, lille, tæt og stærk med halvlange rastakrøller og et charmerende grin. Samtidig var han venlig, hjælpsom og gavmild ud over alle grænser og fast besluttet på, at vi alle skulle have en rigtig god tur. Og det fik vi!

Vi kørte halvdelen af øen (den sydlige) rundt og fik fortalt en masse ting, om det vi passerede. Med jævne mellemrum standsede SeaCat bilen, sprang ud og plukkede frugter, vi skulle smage eller gennede os ud, for at vi skulle besøge en af hans venner og få vist og smagt kokosnødder i forskellige stadier, eller set et destilleri, hvor de laver en speciel olie, eller se en gammel moster ordne yamsrødder, en onkel tørre kakaobønner og meget mere.

Vi smagte guave, friske kokosnødder samt drak saften, vi suttede den søde gelé af kakaobønner, vi snuste til friske kaffebønner, ærtelinser, blade der duftede af nellike (det er dem, man laver olie af), vi fik et stykke kanalbark, og da turen sluttede, var vi belæssede med 2 kokosnødder og en kæmpepose grapefrugter, som SeaCat beredvilligt klatrede op i et træ og plukkede ned til os.

Han forklarede os, at Dominica er et land, hvor man sætter sundhed og fysik højt, og det kunne mærkes, at det gør han også selv. Han var i kanonform, og da vi nåede til turens hovedattraktion, vandreturen til Victoria Falls, var det ikke det tempo, vi var vant til fra andre guidede ture. Nej, SeaCat for af sted, så det var bare at følge med over stok og sten, op og ned. Vi klatrede og sprang og gled på enden og krydsede floden fem gange med shortsene rullet helt op, indtil vi nåede det imponerende vandfald, hvor alle skiftede til badetøj og sprang i søen med det bragende vandfald, der næsten blæste os op af vandet igen. Det nedfaldende vand piskede med voldsom kraft og blæste imod os, som sad vi ude på havet i den værste kuling med regn og storm lige i ansigtet. Men lækkert var det, for vi var godt svedt igennem efter trave/kravleturen gennem regnskoven. Man kunne jo også bare lade være med at svømme så tæt på de nedfaldende vandmasser, selv om SeaCat gjorde sit bedste for at få os til at følge med ham helt ind under vandfaldet, hvor han hujende og råbende forsvandt ind bag det piskende gardin af vand. Lars prøvede, men fik så megen vand og vind i hovedet, at han måtte give op. Men Gro gjorde det!

Efter badeturen susede vi så tilbage igen med SeaCat foran, bagved og alle steder, altid parat med en hjælpende hånd, når vi (læs damerne) skulle tilbage over den livlige flod de fem gange og kure på rumpen ned ad store klippeblokke, og benene (mine) ikke var helt lange nok til næste fodfæste. Det er mange år siden, at jeg har holdt en flot ung mand i hånden i så lang tid og så mange gange – en god og tryg hånd med en stærk arm bag. Den gode SeaCat tilbød endda et specielt svært sted, at jeg kunne træde op på hans lår og så videre op på klippen. Jeg tøvede, mente han det virkelig? Med tevasandaler og det hele? Han nikkede utålmodigt ”Just make it quick”. Så jeg trådte op og hævede mig lynhurtigt videre, så alle mine damekilo ikke skulle mase hans lår helt til plukfisk.

Og hvad så med knæene vil den opmærksomme læser måske indvende. Jo de var også med, men de gjorde heldigvis først ophævelser (også bogstaveligt) dagen efter.

Da vi kom tilbage fra vandfaldsturen, ventede der os en helt speciel frokost. Men mere om det i næste afsnit.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 24-02-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...