Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070228 Saba – the road that couldn´t be built

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så tog vi til klippeknolden Saba. En 13 km2  stor ø, som hører til Holland. Øen har stort set ikke et eneste fladt sted, når lige undtages en lille tange, der kaldes Flat Point, hvor den meget korte landingsbane til små fly er anlagt. Faktisk er øen så stejl og utilnærmelig, at man helt frem til 1940 kun havde travestier eller trappestier mellem øens to byer og to udsteder. Den ene by hedder The Bottom, fordi den ligger lavest, den anden, som er hovedstaden hedder Windwardside, fordi den ligger i vindsiden. Der bor omkring 1300 mennesker på øen. Der har aldrig været nogen slaver af betydning da man ikke kunne dyrke noget i større stil, og derfor ikke havde brug for slaver. De få, der var, var mest husslaver, og den sorte og hvide befolkning er nu et stort mix - der er flest hvide men også mange i forskellige brune nuancer.

Men tilbage til overskriften på dette afsnit, den der vej der ikke kunne bygges. Det var en af øens driftige mænd Joseph Lambert Hassell (halvdelen af øens befolkning hedder Hassell til efternavn), der fik ideen til at bygge en vej, men lige meget, hvor han forhørte sig, ville ingen binde an med projektet. Til sidst gjorde han det selv. Tog et brevkursus i at bygge veje og gik i gang. I 1940 startede han med 20 mand og en trillebør, og de næste 20 år byggede de ”The Road”, som går tværs hen over øen fra Fort Bay til The Bottom, Windwardside og ud til lufthavnen. Det er en smal betonvej og nogle steder så stejl, at man undrer sig over, at bilerne overhovedet kan slæbe sig op ad den.

Vi ankom til Saba i ret hårdt blæsevejr og sejlede lidt knuget ind under de høje, stejle og ugæstfri klipper. Der skulle være nogle bøjer, 7 i alt, som vi kunne lægge os ved. Vores bekymring med at nå frem og finde de 7 bøjer optaget af andre både blev gjort grundigt til skamme. Der var ikke én eneste båd i sigte, og vi lå der mutters alene ved den voldsomme kyst. For at komme ind til land skulle vi sejle et godt stykke (2 sømil) i vores gummibåd rundt om et stort klippefremspring og ind til en lille havn. Men der var så store dønninger og så megen vind, at vi opgav det den dag. Heldigvis kom der et par timer senere tre andre både, deriblandt den norske ”Sailabout" med tre teenagebørn, som vi sidst havde mødt på Lanzarote, og en engelsk båd ”Striding Edge”.

Næste dag havde blæsten lagt sig lidt, så vi steg i gummibåden og tøffede gennem bølgesprøjt ind mod havnen. Ankom med våd dinghy-røv, men det er jo ikke første gang. Herinde fik vi klaret papirarbejdet og mødte de fem besætningsmedlemmer fra ”Striding Edge”. Det viste sig, at de havde tænkt på det samme som os, og sammen hyrede vi så en stor taxi med chauffør, som gav os en fin tur frem og tilbage af The Road. Spændende at se et samfund, der ligger og lever så afsondret fra alt. Vi blev blandt andet sat af ved en trail til øens højeste punkt på Mount Scenery og gik lidt deropad nogle af os. To af englænderne gik hele vejen op og retur. 1064 trin samt stærkt stigende sti.

Apropos Mount Scenery, The Bottom og Windwordside, så synes jeg, at man har været ret spøjse i valget af stednavne. Hvad for eksempel med den lille by Hells Gate, Flat Point til lufthavnen og så selvfølgelig the Road.

Der hvor vi lå ved vores bøje, så vi lige ind på den eneste adgangs vej, der i meget lang tid var til øen. Bugten hedder Ladder Bay, og inde på stenstranden går en trappe bygget af beton og sten med vægge på begge sider til læ for vinden i zigzag op ad den ugæstfri klippeside til et lille hus, som er det oprindelige toldhus.

Det var en spændende ø med fantastiske naturscenerier og barske klippesider, hvor de smukke kridhvide tropicfugle med deres ene lange halefjer fløj skrigende rundt i små flokke. Hidtil har vi kun mødt denne fugl alene og helst langt til havs. Men her rugede fuglene og havde reder dybt inde i huler i klippen.

Efter vores hyggelige køretur med de fem englændere skal lige nævnes, at vi blev inviteret over til dem til en drink before dinner, og Lars hjalp skipper David med at se/høre på en generator, som var ved at tage livet af dem med sin larm. Rigtig hyggeligt og fantastisk søde mennesker.

 

Med kærlig hilsen fra Lene

Billedet er fra ankomsten til Saba … hvor er bøjerne?


 oprettet: 14-03-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...