Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070306 st. Croix – smukke gamle bygninger og historiens ving

Forstørrelse
Se forstørrelse

 

Så kom vi til De dansk vestindiske Øer også kaldet US Virgin Islands, og her fik vi længe ventet besøg af min mor Ruth samt min ældste lillebror Peter og hans kone Annette. De landede på st. Croix, så her begyndte vores rejse rundt på de tre øer St. Croix, St. John/Jan og St. Thomas, som fra 1666 og frem til salget til USA i 1917 var mere eller mindre under dansk herredømme.

De tre øer er meget forskellige. Vi lagde ud på St. Croix, som ligger for sig selv et godt stykke syd for de to andre. St. Croix er rent historisk den mest spændende ø. Der er blevet passet rigtig godt på alle de gamle bygninger, og de ligger der stadig, som var man sprunget tilbage til 1827, hvor Peter von Scholten blev generalguvenør på øen. Det smukke guvernørpalæ er stadig imponerende, og det gamle Fort Christiansværn knejser smukt med sine gule mure og sorte kanoner, når man kommer sejlende til Christianssted, som hovedbyen hedder.

Går man en tur rundt i byen møder man den ene smukke gamle bygning efter den anden, og gaderne har stadig deres oprindelige navne. Der er Dronningens Gade, Strand Stræde, Kongens Tværgade, Compani gade og mange flere kendte navne. Der ligger også rigtig mange gamle ruiner fra kolonitiden. Vi spurgte os for og fik at vide, at det var forbudt at rive de gamle bygninger ned. De lå og ventede på en restaurering engang, og køber man et gammelt hus, er der restriktioner på, som siger, at man skal restaurere eller genopføre det efter de gamle tegninger. Det betyder, at Christianssted på mange måder stadig står som for mange hundrede år siden, og det er flot og ret specielt. For eksempel fandt vi flere mursten, hvor der var trykt navnet Frederiksholm i.

Disse mursten var fra 1666 og frem blevet fragtet ned til De dansk vestindiske Øer via trekantsruten København, Guinea, Dansk Vestindien. Jeg har netop i disse måneder haft stor glæde af at læse Thorkild Hansens spændende trebinds værk: ”Slavernes Kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer”.  Her beskrives trekantsruten indgående og med mange spændende indlæg af oprindelige breve, rapporter og andre dokumenter.

De danske handelsskibe lagde ud fra København fyldt med varer og med et ordentlig læs mursten fra blandt andet Frederiksholm teglværk som ballast i bunden og til opbygning af de danske forter og guvernørboliger i det fjerne. Varerne var, foruden byggematerialer, ofte klæde og husgeråd samt krudt, kugler og geværer. Geværerne og ammunitionen skulle bruges i Afrika. Dernede i Guinea, nu Ghana, havde vi nemlig et fort ved navn Christiansborg, og her havde man en livlig handel i gang med de lokale afrikanere. Handelen var menneskehandel. Afrikanerne havde i generationer bekriget hinanden i de forskellige stammer, og det var almindelig skik og brug at tage slaver fra de besejrede stammer og have dem i sin husholdning. Nu fandt afrikanerne ud af, at også de hvide mænd ”de blanke” gerne ville have slaver, og da man kunne bytte slaver for geværer og derved blive meget stærkere i den lokale stammekrig, ja så gjorde man det. Og på fortet sad ”de blanke”, og opkøbte de mange tilfangetagne mennesker. Der var en livlig handel med mennesker, og det var tusinder og atter tusinder, ja millioner af mennesker, der fra midten af 1600 tallet og frem til begyndelsen af 1800 tallet blev opkøbt på forterne langs den afrikanske kyst, stuvet ombord på store handelsskibe og sejlet til den nye verden, til alle de caribiske øer samt Amerika, der i disse år oplevede et kæmpeboom med dyrkning af specielt sukkerrør.

Således også De dansk vestindiske Øer. Skibene kom fra København til Guinea, byttede varerne ud med en last af levende gods og sejlede så til Dansk Vestindien, hvor slaverne blev solgt til de mange plantageejere på de tre danske øer. Når afrikanerne var udskibet, blev lastrummene så igen fyldt op, denne gang med resultatet af de mange slavers arbejde, med ton på ton af rørsukker. Der var i disse år en enorm efterspørgsel på sukker i Europa (det var før, man fandt ud af at dyrke sukkerroer), og der var store penge på spil, alt sammen med slaverne som omdrejningspunkt.

 

Vi var ude at se en plantage på St. Croix, The Whim Plantation, som nu var blevet omdannet til et museum. Her var The Great House, plantageejerens store flotte palælignende hus med de smukke importede møbler i ædelt træ, med plantageejerens specielle stol med de forlængede armlæn, der var beregnet på, at herren efter en lang varm dag iført lange ridestøvler kunne sætte sig i stolen og lægge fødderne inklusive støvlerne op på armlænene. Når han havde siddet der et stykke tid var blodet så løbet fra benene, og hævelsen faldet, så der var muligt for husslaven at trække de stramme støvler af sin herre.

Der var også to lister hængt op på væggen. Inventarlister for henholdsvis de kvindelige og de mandlige slaver for et bestemt år. Listerne blev lavet hvert andet år. Vi studerede dem grundigt. Hvis vi tager den for de kvindelige, så stod der først slavens navn. Der var navne som Maria, Josefine, Frederikke, Martha, men også enkelte afrikanske navne. Dernæst kom en kolonne med, hvor slaven kom fra, her stod Afrika for et par stykkers vedkommende, resten var slaver født i fangenskab fra forskellige plantager. Så kom kvindernes alder. På denne liste var den ældste 80 år, den yngste 2 dage. Dernæst var der en kolonne for, hvor mange levendefødte børn kvinderne var mødre til. Det højeste tal var 4. Der var også en rubrik, hvor man kunne se, hvor slaven var beskæftiget: i sukkerrørsmarken, ved sukkermøllen, ved sukkerkogeriet eller i husholdningen. Det sidste var langt at fortrække, da de øvrige arbejdsområder var uhyre barske. I markerne arbejdede man fra 4 morgen til 7 aften, ved møllen og i kogeriet i høstperioden nærmest i døgndrift, eller til man styrtede. Der var utrolig stor dødelighed, også fordi det bedre kunne betale sig at købe en ny frisk slave end at give dem, man havde i sit hushold bedre vilkår. Til allersidst kom en kolonne med slavens karakter. Her stod lakonisk. Good, Very Good, Bad eller Very Bad. Hvad disse ord har dækket over, kan man jo prøve at fantasere sig til, men man ved, og Thorkild Hansen skriver også en del om det I sine bøger, at afstraffelsen af ulydige eller dovne slaver var helt ekstremt hård. Ikke sjældent med død eller invaliditet til følge.

Jo det er en ”køn” historie, vi har efterladt os her, absolut ikke noget at være stolt over, men det er spændende at gå rundt og fornemme det liv, der engang har været her. På samme Whim Plantation lå også mindestenen for Anna Heegaard. Hun var i mange år Peter von Scholtens åbenlyse elskerinde. Hun var en karismatisk dame, mulat og frigiven, og hun har helt sikkert haft en meget lang finger med i spillet, da Von Scholten i 1848 stærkt presset af et slaveoprør råbte ud over den ophidsede menneskemængde, at fra denne dato var alle slaver fri. ”Now you are free! You are hereby emancipated!”

 

Det var spændende dage på St. Croix, og vi havde det pragtfuldt i den lille marina, hvor også de fire gæve gutter fra Lotus 3 lå inde et par dage for at tanke vand og diesel.

Og at der lige ved siden af også lå en lille udendørs restaurant med et live bluesband på scenen næsten hver aften, gjorde det jo ikke mindre hyggeligt. 

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 

 


 oprettet: 16-03-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...