Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070311 St. John – hvide strande og store havskildpadder

Forstørrelse
Se forstørrelse

Den 6. marts forlod vi Peter von Scholtens og Anna Heegaards historiske minder og drog videre. Først mod Tortola for en kort bemærkning og siden mod St. John. Dog havde vi vores egen Peter med, nu i disse dage udnævnt til Peter von Skolden på grund af den lysende røde farve, der var dukket op flere steder på den arme mands krop.

Sejlturen på de ca. 80 kilometer (40 sømil) gik helt upåklageligt. En dejlig fredelig tur uden hverken store bølger eller søsyge.

St. John er en naturø. En stor del af øen er udnævnt til nationalpark, og det kan man takke rigmanden Rockefeller for. Han ejede en stor del af øen, og i 1956 skænkede han sin ejendom til den amerikanske stat på den betingelse, at den blev udnævnt til nationalpark, altså ikke måtte bebygges eller på anden måde kommercialiseres.

Så nu ligger St. John, som den altid har set ud med masser af oprindelig bevoksning og med masser af skønne hvide sandstrande. Der er også flere velbevarede ruiner fra ”danskertiden”, og vi var da også på en herlig rundtur med Richard i hans åbne lastbil med fine sæder bagi. Richard viste os Annaberg ruinerne og gav sig tid til at vise os mange af øens planter og frugter. Vi så painkiller-træet, turist-træet med den lyserøde afskallede bark (gad vide hvorfor det har fået det navn !!!), det giftige machineel-træ, bayrum-træet hvor man udvinder ”Mosesvand” fra (det vi købte af Moses på Dominica), kærlighedsbusken med de kødfulde blade hvor elskende kan ridse deres navn, og bladet vokser videre med inskriptionen … og meget mere. MEN .. det var nu naturen og især strandene, der lokkede på denne ø. Der var et utal af smukke beskyttede bugter med de dejligste lange hvide sandstrande og det klareste krystalgrønne vand, og vi valgte os én, Hawknest Bay, kastede ankeret, så bunden gennem det klare vand 8 meter nede og brød ud i henrykte hyl, da tre store havskildpadder næsten samtidig brød vandfladen få meter væk. Her var dejligt, og vi tøffede ind til stranden i gummibåden om dagen og sad under den bløde mørke varme nattehimmel i Lelas cockpit om aftenen. Og von Skolden forsvandt mere og mere over i en brunlig lød. Vi fik også snorklet en del både fra gummibåden samt fra stranden. Og selv mor Ruth forsøgte sig for første gang i sit næsten 80 årige liv med et par lånte svømmebriller.

 

Og så lige lidt historie. På St. John var der i 1733 et af de største slaveoprør. En slave ved navn Kong Juni stod i spidsen for oprøret. Han var nyligt ankommet fra Afrika, hvor han havde været en stor høvding. Han var faldet i baghold for en rivaliserende stamme, var blevet taget til fange sammen med 30 af sine mænd og solgt til danskerne. Undervejs på skibet mod St. John eller St. Jan, som det hed dengang, havde han evnet at holde modet oppe hos sine folk, således at de næsten alle var i live, da de kom til øen. Det var ellers meget almindeligt, at omkring en tredjedel af slaverne døde under transporten over Atlanterhavet på grund af de usle forhold, man bød dem. Prøv eventuelt at læse ”Slavernes skibe”.

Men Kong Juni var en stærk mand og en klog mand. Han kom frem og hans mænd med, og fremme blev den stolte mand hurtigt udnævnt til bomba, det vil sige opsynsmand for de øvrige slaver, og i den position var det nemt for ham at gå og lure mange ting af. Så natten mellem d. 22. og 23. november 1733 løb oprøret af stablen. Kong Junis mænd var delt i tre grupper. En angreb og erobrede fortet, hvorefter de skød tre skud med kanonen. De tre skud var tegn til plantageejerne om, at der var noget galt, og at de skulle skynde sig til fortet. Det var snedigt tænkt af Kong Juni, for gruppe nummer to lå så på lur ved vejene til fortet og dræbte alle de plantageejere, som dukkede op. Gruppe nummer tre drog så ud til de plantager, mændene havde forladt, og hvor kvinder og børn var blevet alene tilbage og dræbte alle de hvide, de kunne få fat på.

Oprøret varede næsten et år, og det var kun med yderste besvær og hjælp udefra fra blandt andet både englændere og franskmænd, at Kong Juni blev nedkæmpet og til sidst tog sit eget liv som den sidste af oprørsgruppen.

Det er mærkeligt at tænke på, at der er sket så voldsomme begivenheder på denne nu så fredelige ø, men ser man hen over landskabet, så stikker ruinerne af gamle sukkermøller deres kegleformede silhuet mod himlen hist og pist og fortæller deres historie om engang, hvor sukkeret rangerede højere end menneskeliv. 

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 16-03-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...