Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070312 St. Thomas - 80 års fødselsdag og Victor Borge

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom dagen, hvor min mor fyldte 80 år. Den dag vi havde planlagt og set frem til allerede langt før vores afrejse fra Danmark.

Dagen skulle fejres på St. Thomas, og min mor havde allerede fundet frem til et hotel med en flot beliggende restaurant højt over Charlotte Amalie, som hovedstaden hedder på St. Thomas. Vi sejlede over til en lille marina, så landgangen kunne være nem også i festdress (er ikke helt så charmerende at tage til fin middag med våd dinghyrøv), og gik på opdagelse i Charlotte Amalie.

Modsat Christianssted på St. Croix er Charlotte Amalie en havn for mange krydstogtskibe, og derfor en meget levende by med masser af krydstogtsturister og masser af forretninger. Så meget at det lille gamle danske Fort Christian fra 1672 næsten er forsvundet i omkringliggende bygninger. Dog er der masser af gamle danske minder, hvis man vandrer rundt i gaderne og ser forbi alle de prangende vinduesfacader. Aldrig har jeg set så mange juvelerbutikker samlet på et sted, men udbuddet var stort, og det var fint, for min mor havde ønsket sig en ring i fødselsdagsgave, og det fik hun.

Om aftenen gik vi så op til restauranten, et pragtfuldt sted med den flotteste udsigt over byen med de mange lys, havnen med lysene fra de mange ankrede skibe og småbåde og de mange øer, der lå derude som sorte silhuetter mod himlen. På restauranten blev vi modtaget af ingen andre end Victor Borge. Det sagde han i hvert fald, at han hed, selv om det var en lidt anden statur end den Victor Borge, vi kender. En stor kraftig mørk mand med et venligt grin og en stor opmærksomhed over for fødselsdagsbarnet. Han var vores tjener under hele middagen og sørgede for os ned til mindste detalje. Det var pragtfuld mad og skøn vin, og da det hele var fortæret, og vi var godt mætte med behagelig varme i kinderne, kom ”Victor Borge” dansende ind med en flot opsat dessert med flødeskum og et levende lys. Han havde tidligere på aftenen lovet os, at hvis vi havde et flygel, så skulle han nok vise, hvad han var værd, og nu kom han på prøve. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om hans musikalitet, men en fødselsdagssang blev det til, og efter endt præstation klappede alle de andre gæster i restauranten og ønskede min betuttede og glædestrålende mor et stort tillykke med fødselsdagen.

Det var en dejlig dag, en dejlig aften og en dejlig fødselsdag, som vi alle i så mange måneder havde set frem til. Den levede helt op til vores forventninger.

Med kærlig hilsen og gid jeg er lige så frisk og rørig og nysgerrig, når jeg engang skal holde min 80 års fødselsdag.

Lene


 oprettet: 16-03-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...