Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070319 Afsked med De danskvestindiske Øer – Thorkild Hansen

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så har jeg læst sidste side af Thorkild Hansens velskrevne, interessante og spændende beretning om danskerne som slavehandlere, slavetransportører og slaveejere. Som før skrevet er beretningen delt op på tre bøger, nemlig Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer. Egentlig synes jeg, at ejefaldet i ordet slavernes er misvisende, og at bøgerne burde have heddet Slavekysten, Slaveskibene og Slaveøerne, men det er en lille indvending. Bøgerne er suveræne til at få forstand af og et ”must” for de, der vil ud at kigge på de tre øer dernede i den strålende sol og det dejlige klima. Bøgerne er fyldt med fakta og spændende oplysninger, og samtidig er de krydret med fine næsten poetiske afsnit, som det er en fryd at læse. Prøv at støve dem op på dit lokale bibliotek. De står der nok endnu, selv om det efterhånden er mange år siden, de er skrevet (1967-70). Og historien og øerne er der også endnu samt efterkommerne af de mennesker, der i de ca. 3 århundreder blev indfanget på Afrikas kyst, transporteret over Atlanten i store specialbyggede slaveskibe med hylder, hvor der var 78 cm i højden til de sammenlænkede liggende mennesker og frem til auktionerne på St. Thomas og St. Croix og slavearbejdet på sukkerplantagerne.

Her er en lille forsmag på et af de mere poetiske afsnit, som jeg synes passer så fint ind i min beretning lige nu.

Citat: ”Verden består af solen på himlen og af skibet på havet, men så kommer elvte døgn i søen, … og ved halvfire-tiden om eftermiddagen består verden også af en lille ø langt ude om styrbord, der langsomt hæver sig op over havet som et kruset negerhoved: de lodne runde bjerge på St. Jan. Kort efter kommer en mørkviolet sky til syne i sydhorisonten, smukt formet med den roligt stigende profil, der er aftegnet på så mange landtoninger. Sådan må St. Croix også have taget sig ud, da de pejlede den fra snauskibet (slaveskibet) ”Ada”. Solen skinner på havet, om styrbord bliver St. Jan ved med at rykke nærmere, og nu begynder et forbjerg at skyde sig hastigt frem bag øen, kun adskilt fra den ved at virke lidt fjernere og lidt mere diset, den første landkending af St. Thomas. Styrmanden ændrer kursen til stik vest, men ingen kan frigøre sig fra den fornemmelse, at ”Siena” (skibet) ligger stille, og at det i virkeligheden er de tre danske øer, der nu kommer glidende ud af fortiden fra nord og syd og vest for endnu en gang at lægge sig i den gamle trekant omkring et skib fra København. St. Jan og St. Croix er de mest reserverede, men St. Thomas kan ikke holde sig tilbage, øen flyder nærmere og nærmere, rejser sig i fuld højde og vender sin brede naturhavn som en anden åben favn imod skibet, mens de danske huse på bjergskråningen inde i Charlotte Amalie næsten står på tæerne for at betragte hen over skulderen på hinanden.”

Det er da flot ikke!

 

Men nok om Thorkild Hansen og den forgangne fortid. Tilbage til nutiden, hvor vi dagen efter at have vinket farvel til den lille vandflyver, der med sit dyrebare indhold af min mor, bror og svigerinde blev mindre og mindre for helt at forsvinde ud i horisonten mod St. Croix, tog ud til lufthavnen på St. Thomas for at modtage John og Else, der kom fra Miami.

Men ak, der var ingen John og Else. Faktisk var der ingen fly overhovedet. Alt var aflyst på grund af noget for os i den smeltende varme så uforståeligt som en snestorm over New York. Åh åh, nu havde vi to hold gæster hængende ude i verden. Min familie sad jo i New York og skulle hjem, og John og Else ventede i Miami. Det gjorde det heller ikke lettere at vores mobiltelefoner ikke dur på De vestindiske øer, det eneste sted bortset fra Cabo Verde at vi har haft problemer. Vi måtte tage hjem fra lufthavnen med uforrettet sag og forsøge at ringe John op på satellittelefonen.

Flyene var 6 timer forsinkede, og endelig kl. 21 om aftenen i styrtende regn fik vi John og Else ombord til en forsinket rompunch og kokoskylling a la Lela i havnen i st. Thomas, hvor vi havde lagt os lige uden for det gamle danske fort. Ved siden af os lå Berserk, I ved, ham den skrupskøre nordmand Jarle, der sejlede til Antarktis i en lille Vega. Nu havde han købt sig et større skib i Puerto Rico, malet det med et gevaldigt hajgab i stævnen og skulle sejle op gennem Nordvestpassagen nord om Canada. Lars vekslede nogle ord med ham, og meningen var, at de skulle have snakket om sejladsen deropad, hvor Lars jo har været, men der kom en ladning søde piger (på Berserk altså) i vejen, og næste dag skulle både de og vi sejle. Jarle virkede som en fin fyr, og den dyrevenlige mand fra filmene om Berserk (ham med søelefanterne og vikingehjelmen) var stadig ombord. Det var skægt at støde på dem, når man nu har siddet og gyst derhjemme i sofaen over de skrupskøre ting, de foretog sig.

 

Vi skulle også videre. Vores to gasflasker (har 4) var løbet tør, og det var umuligt at få gas på amerikansk område, så Lars havde fundet ud af, at vi kunne få fyldt op i Tortola. Godt nok med en blandingsgas men bedre end ingenting, så vi sejlede derover, og da det var klaret, skyndte vi os videre til St. John, som jo var selvskrevet, når man har en John ombord, og som vi vidste fra besøget af familien fra Rødovre var et utroligt dejligt sted. Faktisk stilede vi lige mod samme skønne strand ved Hawknest Bay og lovede John og Else, at de nok skulle komme til at se skildpadder. Og det holdt stik, allerede ved ankringen stak en 3-4 stykker det lille fortidige periskop-hoved op og kiggede interesseret på os. Desværre kunne vi ikke gentage succesen med den springende rokke, som Lars, Peter og Ruth så komme helt ud af vandet, foretage en drejning i luften og med et ordentligt plask igen at forsvinde i det azurblå vand. Annette og jeg hørte suset fra cockpittet og ærgrede os gule og grønne over ikke at have fået dette "once in a lifetime" syn.

 

Nå men tilbage til John og Else tid. Vi tog ind til stranden og nød at dykke og snorkle i det klare vand, og vi tog en tur med taxa til ruinerne af Annaberg, en stor sukkerplantage, hvor møllen, romdestilleriet, sukkerkogeriet, slavebarakkerne og meget andet stadig stod tilbage som en smuk reminiscens fra en for slaverne så grusom tid. Vi så også den gamle slaveskole, som Peter von Scholten i sin tid byggede, for at slavernes børn kunne få lidt lærdom, så de til sin tid bedre kunne klare frigivelsen, som den forudseende von Scholten vidste, var nært forestående.

Efter et par dage med strand og vand og historie, tog vi så tilbage til St. Thomas, hvor en af de største motoryachter Rising Sun netop havde lagt til. Gennem ØDS har Lars og John haft rigtig meget arbejde med yachten, og vi var alle fire inviteret af kaptajnen til at komme forbi til en drink. Det gjorde vi så og fandt besætningen, der fejrede en netop gennemført tur med fornemme gæster. Der var glad stemning og rompunch, champagne og øl, da skibet altid er alkoholfrit, når der er gæster ombord, og samtidig trængte besætningen også til at koble fra fra en meget voldsom oplevelse, de havde haft dagen før. Tidligt om morgenen var de blevet kaldt over radioen til at assistere ved en eftersøgning af et barn. Det viste sig, at en fransk sejlbåd med fem mennesker ombord, far, mor og tre småbørn om natten var gået på et rev ved øen Virgin Gouda. De havde sat redningsbåden i vandet, faren havde taget det ene barn og moren de to andre. Der var mørke, brænding og vind, og moren havde ikke magtet at holde fast på begge børn og havde tabt det ene barn på 17 måneder. Man fandt barnet druknet hen på formiddagen. Det var af strømmen blevet ført om på den anden side af øen. Det var ikke Rising Sun, der fandt barnet, men hele besætningen havde stået og holdt udkik i mange timer og set mange ting fra det forulykkede båd. Det havde været nogle frygtelige timer.

Senere på dagen forsøgte vi så at finde Vædderen fra Galathea-ekspeditionen. Vi kunne ikke se den nogen steder men havde fået oplyst, at den skulle være på St. Thomas i weekenden, og at Jørgen, havbiolog, som vi kender hjemmefra, skulle være ombord. Ingen Vædder, men pludselig en helt umiskendelig dansk accent i radioen som fortalte, at man lå på en bestemt position og foretog nogle undersøgelser. Vi kaldte op og ganske rigtigt, det var Vædderen. De havde været i havnen om lørdagen, men vi havde desværre mistet dem på grund af vores ekspedition efter gas. De var kommet umiddelbart efter, at vi var sejlet, og sejlet igen umiddelbart, før vi atter kom til bage til St. Thomas. Det var ærgerligt, for det kunne have været sjovt at se skibet og møde besætningen og ikke mindst Jørgen. Vi måtte nøjes med en hilsen over radioen og håber, at han har fået den.

Det var sidste dag på De (engang) danskvestindiske Øer. Næste stop De Spanskvestindiske Øer. Mere om det i næste afsnit.

Med kærlig hilsen fra Lene

 

Ps. Billedet er fra ruinerne af Annabergplantagen


 oprettet: 12-04-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...