Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070324 Den Dominikanske Republik – langture, Samanah Bay og

Forstørrelse
Se forstørrelse

John og Else havde ønsket sig at være med til at sejle langt, og det var vi glade for, for nu gik turen fra Puerto Rico til Den Dominikanske Republik, hvor vi ville anløbe Samanah Bay som første stop.

Vi tog af sted kl. 9 om morgenen fredag d. 23. marts og havde 185 sømil foran os, cirka halvandet døgns sejlads. Det blev en rimelig fredelig tur i løbet af dagen, men om aftenen kom der lidt lyn og torden samt et par byger, hvor Lars blev oppe ved rorpinden, og vi tre kravlede ned under i kahytten og afventede situationen. Det var lidt ærgerligt, at det netop var lige omkring tidspunktet, hvor vi skulle nyde vores delikate hakkebøf på dåse, men hvad … lidt ferskvand i kartoffelmosen gør jo ingen skade.

Resten af natten var vinden meget fredelig, og vi gik for motor en stor del af vejen. Vi kørte i hold som sædvanlig, dog med to timers skift. Det fungerede fint, og vores to nye gaster kløede på med godt mod og frisk humør.

Vi nåede frem til Samanah Bay lørdag kl. 18.15 i gråvejr. Hele den sidste del af vejen sad vi alle og spejdede som gale ud over vandet. Samanah Bay er nemlig kendt for sine legende pukkelhvaler. Fra januar til marts samles hvalerne i dette område og leger og parrer sig, indtil de igen søger tilbage til de kolde egne, og det var et syn vi meget meget gerne ville se.

Men ak, vi så ikke et eneste lille forkølet blåst i den ringe sigtbarhed. Vi tøffede ind i Samanah Bay og kastede anker i bugten ud for den lørdagslarmende by, hvor de unge fyre åbenbart havde en konkurrence kørende om, hvis bil der havde de kraftigste højtalere. De smarte biler kom nærmest hoppende langs med strandpromenaden i takt til de dunkende rytmer, mens føreren må have siddet halvvejs blæst ud af karossen af det voldsomme støjniveau. Der må have været nogle gevaldige tinitusser under opbygning dér. Men imponerende var det, og det er jo det, der tæller, når man kører moleræs, eller hvad det nu hedder på samanah`nsk. Vi havde en hyggelig aften og faldt besvimede om, dunkende rytmer eller ej, til en velfortjent nattesøvn.

Næste dag troppede så myndighederne op. Fire mand høj kom de ud til os i en jolle. Alle fire blev bænket i cockpittet og budt på en cola. Det tog laaang tid, den ene var tolk (fra engelsk til spansk og vice versa), og de tre andre havde hver deres gebet. En af dem skulle skrive vores pasoplysninger ned. Hvert bogstav blev prentet omhyggeligt og møjsommeligt. I vores guide stod der om Samanah Bay, at man i kontakten med myndighederne skulle udvise et stort mål af ”patience and flexibility”, og det kom til at holde stik.

Da de langt om længe var færdige, skulle de hver især have et beløb, fordi det var søndag. Vi gav dem 3 dollars hver. Og så 15 dollars for ankerpladsen. Den fjerde mand, tolken Martin, bad os møde ham inde på kajen, så skulle han nok guide os igennem til myndighederne på land (for vi var slet ikke færdige!), banken osv. Vi havde mødt vores ”mand” i Samanah Bay, som i sin tid Orlando i Mindelo.

Som sagt så gjort. Alle fire i gummibåden og ind til kajen. Her mødte vi så Martin, som imellemtiden også havde fået en lille familie på far mor og to teenagebørn fra Tyskland med i sin hjord. Den tyske familie havde vi mødt før i Fort de France på Martinique. De havde en lille smukt malet katamaran, som var meget let genkendelig. Vi blev alle fulgt op i en stor totalt forfalden kontorbygning. Der var bare et stort bart rum i hele bygningens længde med en dør ind til et lille mørkt kontor. Måske var der ikke elektricitet, for der var ikke tændt lys, og det må have været svært at se noget som helst derinde. Over døren til kontoret stod ”Officina de migration”. Derinde sad en mand, og Lars og tyskeren forsvandt derind på skift sammen med Martin.

En gammel mand holdt til i det store rum, og nu begyndte han at stille stole frem sådan lidt på må og få. Else og jeg blev som de ældre damer tilbudt de første stole, og efterhånden sad alle ned sådan i lidt spredt uorden og ventede. Det tog en hulens tid, jeg aner ikke, hvad det var, der foregik, men manden derinde havde en meget gammel skrivemaskine, som han arbejdede med. Imens underholdt vi os med den tyske familie, søde mennesker som var af sted et år ligesom os og nu var på vej hjemover. De to store børn på ca. 14 og 16 år havde fulgt noget korrespondanceundervisning undervejs, men det havde vist ikke været helt let.

Til sidst blev de dog færdige i det lille rum, og så kom betalingen …82 dollars for os fire. What! Det havde vi dog aldrig været ude for endnu. Hvorfor det? Vi havde jo betalt for ankringen og for helligdagen? Jo det var fordi, forklarede Martin, at man på Den Dominikanske Republik havde en port fee, ligesom man har en airport fee, altså en havneafgift ligesom man har en lufthavnsafgift. Ganske smart, da det senere viste sig at gælde i hver en havn, man kom ind i og skulle ud af, for begge dele kostede en afgift.

Nå der var jo ikke noget at gøre, vi måtte ryste op med pengene, men det var ikke slut endnu, for vi skulle også udklareres, da vi ville sejle igen samme dag.

Det tog to timer for en embedsmand på et kontor et helt andet sted i byen at skrive en ny seddel med nøjagtig de samme oplysninger på som på indklareringen dog med en ekstra dato tilføjet, nemlig datoen for afrejsen. Dette stykke papir kostede nye 20 dollars, og Martin bedømte sin hjælp til os til at skulle koste 6 dollars, så alt i alt kostede opholdet i Samanah Bay os 132 dollars! Det dyreste sted vi endnu har oplevet på hele vores tur.

Mens vi afventede udklareringssedlens udarbejdelse på endnu en ældre skrivemaskinemodel (Lars talte hans anslag til 5 i minuttet!), gik vi en tur i Samanah by og fik købt lidt ind. Desværre nåede vi ikke mere, for bureaukratiet havde taget meget tid, og vi ville gerne videre til næste stop, som var en ny marina nær ved Puerto Plata, hvor John og Else skulle flyve hjem fra om onsdagen, så vi forlod Samanah Bay igen kl. 13 og satte kursen mod Puerto Plata.

Vi havde igen en lang sejlads foran os, 120 sømil til Puerto Plata, et døgns tid, og igen stirrede vi ud over havet i timevis, men hvalerne holdt fri i disse dage, eller også var vi ved at være for sent på sæsonen. Øv hvor ærgerligt!

Det blev en ret sur tur med regn og lyn og torden. Som vi sagde undervejs, så var de ”isolated showers”, der var blevet lovet os i vejrmeldingen, blevet til ”numerous showers”, der igen var blevet til ”endless showers” nærmere betegnet øsende regn. Det styrtede ned det meste af natten, og vi var dyngvåde, men igen var vores gaster bare super og passede deres vagter upåklageligt og endda med smil til afløsningen, hvor vi skiftedes til at kravle i det fælles slaskende våde regntøj med to timers mellemrum. På et tidspunkt spurgte Else mig, om det var den samme regnjakke, vi delte. I mørket havde hun nemlig ikke opdaget, at jakken havde hætte, og det var jo surt at stå der med drivende vådt hår og se mig stige op i cockpittet med hætten godt snøret til. Nå, heldigvis var det jo ikke koldt, og vi nåede frem til World Ocean Marina næste dag kl. 11.

Det havde været lidt grænseoverskridende med de lange sejlture, som Else senere sagde, men det havde været en fin oplevelse. Lars og jeg var bare ærgerlige over, at det skulle blive så dårligt vejr netop på denne del af turen, for vi ville jo gerne have givet de to den bedste oplevelse af sejlads under blinkende stjerner og morild for boven.

Men sådan skulle det ikke blive, faktisk var vejret det dårligste, vi havde oplevet, siden vi forlod Nordsøen, og det viste sig at blive ved hele den næste uge. Mere om det senere.

Nu var vi nået frem til World Ocean Marina, en helt anden verden. Og havde vi ikke set legende pukkelhvaler undervejs, så fik vi nu chancen til at se syngende søløver, tællende papegøjer, springende delfiner og meget mere. For marinaen var tilknyttet et stort Sea World med alt, hvad hjertet kunne begære af underholdning, optræden, fodring og svømning med delfiner og hajer. Ja sågar et par tigre havde de gående, som man kunne hale i tov med gennem en rude.

Disse herligheder måtte dog vente til senere. Vi var glade for at være kommet ind i en beskyttet marina og kunne nu ligge her i fred og ro og få lidt ud af Den Dominikanske Republik, de få dage John og Else havde tilbage.

Med kærlig hilsen fra Lene

p.s. billedet er fra Samanah, hvor vi venter på at blive indklareret.


 oprettet: 12-04-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...