Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070328 Den Dominikanske Republik – styrtregn og oversvømmels

Forstørrelse
Se forstørrelse

Den Dominikanske Republik er lidt større end Danmark og deler en ø med landet Haiti. Befolkningen er et stort miks af mange racer: indianere, spanioler, afrikanere. Landet er fattigt og regnes for et tredjeverdens land, og de fleste dominikanere lever fra hånden til munden. Som noget specielt har rigtig mange en lille selvstændig forretning, det vil sige et skur ved vejkanten eller i forhaven, hvor man sælger lidt afgrøder fra køkkenhaven, en nyslagtet gris, et par nybagte brød eller hjemmesløjd af en eller anden art. Der er ingen, der ved, hvor mange indbyggere landet har, for ved sidste folketælling sendte man store skoleelever rundt fra dør til dør for at tælle, hvor mange der boede i et hus, og var der ingen hjemme, blev der bare gættet et tal. Der er en del social nød og stor børnedødelighed, og flere danske ulandsorganisationer som Danida og Plan har arbejdet i landet.

Dette land ville vi nu ud at se på, så vi lejede en bil. Vi havde godt nok læst i ”Turen går til Den Dominikanske Republik”, at flere rejsebureauer direkte fraråder, at man lejer bil på grund af den hektiske trafik, og i biludlejningen fik vi at vide, at man skulle køre frisk til, for ellers kom man aldrig ud af stedet, men John var frisk på forsøget, og som den søde DAMPdreng Kim, som vi engang mødte på en teltsommerferie i Grækenland, sagde: ”De siger, vi ikke må, men vi gør det bare!”

Så vi drog af sted. Det skal lige tilføjes, at oveni almindelige vanskeligheder med trafikken så var der nærmest oversvømmelse i landet. Inden vi kom havde det styrtregnet i et par dage, og det blev bare ved og ved, også i alle de dage vi var der. Vi blev decideret frarådet at køre ind i byen Puerto Plata, for så ville vi på grund af vejarbejde, oversvømmelser og vejskred ryge ind i en kø af biler, som vi kunne bruge hele dagen på. Og denne advarsel overhørte vi ikke. Vi valgte en vej udenom byen og kørte ud på landet.

Det blev en rigtig spændende køretur på flere måder. Dels var der oplevelsen af landet. Det var et smukt land, frodigt og grønt, men det var også meget fattigt. Det skar i hjertet at se de mange usle rønner, hvor folk sad uden for på en faldefærdig terrasse eller bare på jorden, mens det myldrede med små snavsede børn. Og det triste vejr gjorde det jo heller ikke mere opløftende, for flere steder lå de små jordstykker nærmest under vand. En anden ting, som var meget specielt, var alle boderne langs med vejen. Det havde vi ikke set før i den mængde, og det var virkelig påfaldende, så mange små ”butikker”, der var alle steder. Der var skure med frugter, med brød og kager, med nyslagtede grise eller geder, og et sted havde de endda lagt pattegrisen på en grill og solgte den i saftige velsmagende stykker fra en lille bod med et plasticbord og et par stole. Det kunne vi ikke stå for … se billedet. Vi handlede, hvor vi synes, at det så fint ud, og købte både appelsiner, bananer, plantaner, mangoer, papaya, nogle sjove tynde sprøde pandekager a la dem, man får i indiske restauranter, og en meget bastant skive kage af en art. Folk var søde og venlige, hvor vi kom frem.

Og så var der trafikken. Vi fik viklet os ind i nogle større byer, og vejskilte er vist ikke noget, man har fundet ud af at gøre brug af i dette land. John kørte, og Lars prøvede at læse kort det bedste, han kunne, hvilket var rimeligt svært, da vores kort var i en målestok, så hver by bare var en rød klat! Tre gange fik vi dog rigtig god hjælp. Den første gang var vi holdt ind ved en tankstation for at låne et toilet, og en mand på stationen spurgte os helt uopfordret, hvor vi skulle hen. Lars fik en længere snak med ham, lidt svært med sproget da det jo er spansk, men til sidst fik vi dog en fin og tiltrængt forklaring på, hvordan vi kom gennem byen, for uden at vide det, var vi kommet til at køre forkert. En anden gang holdt vi ved en rundkørsel, og John, som jo havde fået at vide, at han skulle køre frisk til for at komme frem, stak næsen lidt ud i rundkørslen. Det blev set af en betjent, der som det viste sig, faktisk stod og dirigerede færdslen, Han opdagede vores snude og kom sporenstregs hen imod os med et meget bistert udtryk i ansigtet. Åh nej, nu vankede der vist. John rullede vinduet ned og stak sit pæne turistansigt frem, og straks blødte mandens kæbelinje op, og han blev lutter smil og hjælpsomhed. Og tredje gang, da vi igen havde forvildet os ind i en rundkørsel, som pludselig ledte os ad en helt anden vej, end vi havde håbet og forventet, øjnede vi to motorcykelbetjente, og belært af den tidligere betjents venlighed kørte vi hen og spurgte os for hos dem. Ganske rigtigt, stor venlighed og hjælpsomhed. Den ene kunne endda en smule engelsk, men kun en smule, og da det var nemmere at lede os end at finde ordene til at forklare os vejen, sagde han blot ”follow me”, og så kørte han foran os ad en kringlet vej, som vi aldrig selv ville have gættet os til, til vi atter var ude på hovedvejen.

Jo det var vejskiltene, og så var der den almene kørsel. Den der var blevet omtalt som hektisk. Det gik jo fint og glat, så længe vi var ude på landet, men da vi kørte hjemad mod marinaen, var det blevet sent på eftermiddagen, og vi befandt os pludselig i myldretrafikken omkring Puerto Plata. Og nu kom Johns evner som chauffør på prøve. Der var to spor, men ofte tre biler i en række, for folk krydsede ind og ud mellem hinanden, og der blev ikke givet ved dørene eller centimeterne til bilen ved siden af. Samtidig var der et væld af motorcykler, scootere og knallerter, ofte med to til tre passagerer på, som susede totalt dødsforagtende ind og ud mellem de mange krydsende biler. Det gjorde det heller ikke bedre, at regnen fossede ned, og vandet sprøjtede brunt og mudret op fra vejen. Pyh for en kørsel. Men vi nåede frelst tilbage til marinaen, og John var ikke mere ør efter turen, end at et lille glas Metaxa kunne kurere på trætheden.

Vi havde en dejlig aften, mætte af indtryk fra et på mange måder overvældende land.

 

Lige til slut en lille sjov ting, som vi morede os over på turen. Ved ankomsten til World Ocean Marina var vi nemlig alle fire blevet udstyret med et gult plasticarmbånd i ægte Roskilde Festival-stil. Det var klipset fast og kunne ikke tages af, og med det kunne vi dokumentere, at vi var fra marinaen og således komme gratis i Sea World.

Det var jo meget praktisk i marinaområdet, men lidt spøjst ude i landet. Ved frokosttid var vi inde på en lille meget lokal restaurant i en lille by, vi passerede på vejen. Mens vi ventede på vores mad og sad og stirrede ud på regnen, der dannede et næsten uigennemsigtig gardin ud mod det lille anlæg, der lå foran restauranten, som var åben til den ene side, blev vi pludselig opmærksomme på vores fælles udsmykning. Jeg ved ikke, hvad tjeneren tænkte, men vi fnisede lidt over armbåndene og blev enige om, at os med det gule armbånd, vi ville altså gerne først op af eller rettere sagt ud af vandet. (Der blev dog ikke noget opkald, og vandet blev ved med at strømme ned, så vi måtte spurte ud til vores parkerede bil i forgæves zigzag mellem vandstrålerne).

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 

 

 


 oprettet: 12-04-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...