Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070403 Customs and Immigration – et øjebliksbillede

Forstørrelse
Se forstørrelse

Lige hjemkommet fra den vante ekspedition til Customs and Immigration, som vi drager ud på, hver gang vi ankommer eller forlader et land, kan jeg altså ikke lade være med at lade jer dele denne oplevelse med os.

Vi er netop ankommet til Provendenciales eller Provo i daglig tale, en ø tilhørende Turks and Caicos, som er en tidligere engelsk koloni, nu selvstændig som engelsk kronkoloni. Indbyggerne er efterkommere af afrikanere, som alle andre steder vi har været her i Caribien.

Ved at spørge os frem fandt vi hen til havnen, hvor der skulle ligge en grøn bygning. For at komme ind på havneområdet skulle vi henvende os i et skilderhus. En flink mand skulle se vores pas, og vi fik udleveret et skilt til at hænge på tøjet påført teksten ”visitors”. Vi gik så hen til det grønne træhus, bankede høfligt på og trådte ind med standard hilsenen ”Good morning, sir. How are you?” Det er meget vigtigt, at man henvender sig på denne måde, for så går alt meget nemmere, som der stod i en turistbrochure, vi læste fra et eller andet sted, vi var forbi, så vi retter os efter rådet og får da for det meste altid et venligt blik. Af og til bliver vi ignoreret til vedkommende øvrighedsperson er ved at være færdig med at nusse med et eller andet. Som John Ø sagde: ”Det er nok en eller anden standard procedure, de lærer på uddannelsen til at få folk ned på jorden og føle sig underlegne fra start.”

Det var der dog ikke noget af her. Der var tre personer i lokalet bag skranken. Tre personer og to skriveborde, så der havde vi allerede rangordenen. Ved det ene skrivebord sad en venlig mand, ved det andet klumpede to kvinder sig sammen. To meget fyldige kvinder som de er flest her på øerne med fint opsatte små fletninger over hele hovedet. Den ene var lidt finere end den anden. Det var hende, der sad inderst og fyldte mest ved skrivebordet. Det var også hende, der talte i telefon. Den anden sad yderst sådan lidt ved bordenden og var ikke helt så elegant.

Manden rejste sig op. Han sagde nogle mærkelige lyde med næsen hele tiden, og Lars troede på et tidspunkt, at der lå en hund og nøs under skranken, men det var vist bare nogle trækninger den flinke mand havde. Han var venlig, og der var ingen problemer. Vi udfyldte de alenlange lister som så mange gange før og fik dem godkendt. Og så skulle vi betale 15 dollars for tjenesten. Fint nok. Ved et hurtigt kig i pungen så jeg, at jeg kun havde 14 dollar i sedler, så jeg gav manden en 20 dollarseddel. Han kiggede lidt på den og spurgte over skulderen de to damer, om de havde en femmer. Ingen reaktion. Den ene sad og sang, den anden så et andet sted hen.

Han tog så sedlen og lagde den på sit skrivebord og gav sig omhyggeligt til at udfylde en kvittering. Ind i mellem skulle han lige tale lidt med damerne. Til slut havde han kvitteringen klar og kom hen med den til os. Vi tog den og blev stående. Vi skulle jo have 5 dollar retur. Han ventede lidt og så, nå ja, vendte han om, tog sedlen og gav den til hende, der sad yderst. Hun kiggede på den og gjorde ikke mine til andet. Han puffede så lidt til hende. ”Five dollars in return”. Modstræbende tog hun imod sedlen og begyndte så en meget vrangvillig proces med at hæve sin betydelige bagdel op fra stolen, få balancen i orden på de modvillige ben og så sætte dem i en meget langsom gangart mod døren i lokalet. Hun forsvandt ud af døren med et træt udtryk i ansigtet. Vi ventede. Ret længe. Den anden kvinde kiggede op. ”Are you not done yet?” ”No, we are waiting for the five dollars”. Nå ok. Vi ventede videre. Til sidst kom kvinden slæbende sit lade legeme ind ad døren igen. Nu havde hun en lukket hvid kuvert i hånden. Hun stillede sig med ryggen til os. Vi ventede. Der kom en fyr ind ad døren. Han skulle lige snakkes lidt med, og hun spurgte ham da også, om han havde 5 dollars. Det havde han vist ikke, for han reagerede ikke rigtig. Nå. Så måtte hun jo til det. Kuverten blev langsomt åbnet, men oh ve der var kun 20 dollarsedler, suk og støn. Vores 20 dollarseddel røg derned, og damen vendte igen sin brede ryg mod os.

Nå for søren hvad nu?! Vi havde ikke i sinde at gå, men sendte venlige smil til de tre og lænede os hyggeligt op ad skranken. For en ting har vi lært i disse sidste 7 måneder, og det er ”Patience and Flexibility”, altså engleblid tålmodighed og hjernen i total stilstand. Og så kan man jo altid stå at nynne lidt med på de slagere, der altid gjalder fra radioen på disse kontorer, måske endda synge en duet med de ansatte, for som tidligere fortalt er der altid nogen, der nynner eller synger højt, og det er faktisk rigtigt hyggeligt.

Situationen så dog lidt sort ud, og så var det min ellers vegeterende hjerne fik en lys ide. Mønterne! Jeg havde jo en del mønter i bunden af pungen. Under stor larm vendte jeg bunden i vejret på pungen, ville jo gerne demonstrere min yderste interesse i at hjælpe med at fremtrylle de aftalte penge. Vi gav os til at tælle, mens kvinden stadig stod med sin kuvert i hånden, hængende mundvige og øjnene fæstnet på uendeligt ud af vinduet. Vi talte alle vores enere tiere osv., og søreme så, der var en hel dollar. Frem med tieren, de fire enere i sedler og så den ene dollar i mønter.  En højlydt rømmen og “Excuse me Madam We think that we have solved the problem.” Det tog lidt tid, inden sætningen trængte ind under kvindens nydeligt flettede hårpragt. Så drejede hun sit legeme en smertelig omgang og kom hen til os. Hun lagde omhyggeligt kuverten med pengene og vores 20 dollarseddel uden for vores rækkevidde og gav sig til at tælle vores penge meeeget langsomt. Sikke dog en masse besværlige småmønter. Hendes ansigt var udtryksløst. Jeg sendte hende et strålende smil. ”Its a lot of coins, but it is money anyway,” tillod jeg mig at sige med en glad og fornøjet stemme. For nu havde vi jo hjulpet damen, og fundet de helt rigtige penge frem. Hun  nedlod sig end ikke til at løfte et øjenbryn og talte videre. Så tog hun kuverten, trak langsomt sedlen op og gav os den nølende og allernådigst tilbage. ”Thank you very much,” sagde vi begge i kor. Jeg tog mod sedlen og smilede stort til damen. ”Got you!! Hæhæ,” grinede en lille dæmon i mig, og Lars og jeg gik ud af kontoret og spruttede af grin, så snart vi var uden for synsvidde.

Ja sådan er der så meget. Og nogle gange ret tit.

Men man lær sig.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 19-04-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...