Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070405 Mayaguana – friske papayas og et meget lille flag

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi sneg os ind gennem revet til denne kønne lille ø og Abrahams Harbour. Vi var den eneste båd på stedet, og alt så meget stille og forladt ud. Men vi havde læst i vores guide, at Mayaguana var et indregistreringssted til Bahamas, så vi fik dinghyen i vandet og tøffede ind til en meget lille og affældig mole med ca. ½ meters vand. Der var tre mennesker derinde, to hvide og en sort. De hvide, en dame og en ældre mand, var stærkt optaget af en samtale og tog stort set ikke notits af os. Den sorte var igang med sin båd lidt længere henne.

Vi fik dog afbrudt samtalen med en høflig rømmen og fik svar på vores spørgsmål om, hvor immigrationen havde til huse. ”Just up the road. There´s a pink house … or is it yellow?” forklarede manden og vendte os ryggen for at fortsætte konversationen. Vi travede så op ad vejen og ganske rigtigt, der var et gult hus med en flagstang med et Bahama flag. Det så officielt ud, så vi bankede på og gik ind. Derinde var et par meget søde damer, og det viste sig, at kontoret var sådan et alt muligt kontor for den lille by. Det var her, man hentede post, fik udleveret nummerplader til bilen (nr. 54 lå klar, som den næste i rækken), fik udstedt fødsels-, vielses- og dødsattester og meget andet. Kontoret bag ruden med det formelle hul i, var tapeseret med gamle træreoler, og her lå papir i stabler fra mange års brug.

Der var flere papirer, vi skulle udfylde, samt en bog, hvor vi skulle udfylde et skema i tre eksemplarer med kalkérpapir imellem. Det var for at få vores crusing license til Bahamas til formedelst 300 dollars. Vi bladrede lidt i bogen for at se, hvem der ellers havde været forbi dette sted, og kun et par sider tilbage stod den danske båd Malte 2 med Inger-Marie og Per ombord. De havde været der et par dage før os og var åbenbart taget videre. Sjovt og dejligt at se, at der stadig er sejlere derude, man kan møde. Vi har hørt om Malte 2 på vores vej, men aldrig mødt dem. Måske er det en mulighed videre frem?

Nå, men vi gav os i kast med at udfylde hele den stak af papirer, som det krævedes for at komme ind i landet og få lov til at sejle rundt samt fiske. Da det hele var i orden, spurgte vi den flinke dame, om de måske havde et Bahama flag, vi kunne købe, for vi havde ikke kunnet finde et sådant de sidste steder, vi havde været.

”Tja ...”, hun så lidt tvivlrådig ud, men greb beredvilligt telefonen og begyndte at ringe rundt, dog uden megen succes. Vi undskyldte den megen ulejlighed, og da både damen og vi var instillet på at give op, kom den anden dame til hjælp. Hun havde overhørt samtalerne, og nu kaldte hun inde fra et andet rum. Vores første dame forsvandt derind og vendte glad tilbage med det fineste lille fødselsdagsflag på en lille træstang. Flot flot, godt nok ikke det største flag vi har haft oppe, men fint for os. Så vi takkede og forlod det lille kontor.

Når vi nu var kommet så langt, så kunne vi lige så godt tage en lille rundtur i byen og se, om der måske var en butik med dagligvarer. Vi spurgte os for hos en ung mand på vejen, og han nikkede og pegede hen mod et lille træhus. Så sagde han ”et øjeblik”, forsvandt ind i sit hus, kom tilbage med en nøgle, gik hen og tog hængelåsen af til døren til træhuset og vupti, butikken var åben. Jeg må indrømme, at der var ikke meget at komme efter, men der lå da en enkelt skive oksekød i fryseren sammen med en bunke frosne sorte bananer, så den købte vi. Vi ville også meget gerne have en blok is og spurgte, om han havde det i butikken. Nej det havde han ikke, men vi kunne da få en fra fryseren i køkkenet i hans eget hus, og så gik vi med over til det andet hus og fik en fin blok is ... kvit og frit.

Vi spurgte så, om vi måtte lade is og kød ligge i hans fryser, vil ville nemlig gerne gå en lille tur rundt i byen. Det var ok for ham, så vi vandrede en lille tur rundt i den meget lille by. Et sted stod der et flot papayatræ op ad et hus. En halvstor dreng løb rundt og legede ude foran. Vi spurgte ham, om vi måtte købe en papaya, for vi havde bare sådan en lyst til noget frisk frugt. Han løb ind og hentede sin mor, som var en køn ung kvinde, og selvfølgelig måtte vi det. Sønnen kunne bare tage nogle ned til os. Der blev så hentet en stige, og drengen kravlede op og plukkede tre fine papayer.

Vi gik lidt videre og mødte et spøjs syn. Den lokale politidame var åbenbart på sin daglige runde. Hun var en ældre statelig dame iført fin uniform med sorte nylonstrømper, mørkeblå lang nederdel, lyseblå nystrøget skjortebluse og en lille politikasket med skygge på det sorte uldhår. Hun slentrede smilende hen ad gaden under en stor rød og hvidstribet paraply. Jeg var standset op for at tage et foto af en meget farveglad mur foran et hus og syntes, at jeg skulle forklare, hvad jeg havde gang i. ”I like the colours. Its a nice wall,” sagde jeg på mit bedste engelsk. Damen så venligt på mig og slog så en stor og hjertelig latter op, som om det da var det sjoveste, hun længe havde hørt. Hun fortsatte klukkende hen ad gaden, medens hun snakkede med sig selv, højst sandsynligt om den skøre turist der ville fotografere sådan en faldefærdig mur.

Det var et meget lille samfund med en meget fredelig og venlig stemning, og vi sejlede ud til Lela igen med vores oksebøf, is, papaya og miniflag og følte, at vi var kommet godt ind i Bahamas.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 11-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...