Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070406 Acklins Island – Hajer og skipperhistorier

Forstørrelse
Se forstørrelse

Næste stop var Acklins Island, hvor vi gik ind i en utrolig flot og beskyttet lille bugt kaldet Attwood Harbour. Turen hertil sejlede vi om natten, og vi havde en sjov oplevelse, da vi lå der og sejlede stille og roligt af sted, mens solen lige var gået ned, og alt omkring os blev lyserødt, orange og violet. Pludselig blev vandet nemlig levende. Den ene store måske en meter eller mere lange fisk efter den anden sprang helt ud af vandet hele vejen rundt om båden, som havde de besluttet sig til at give en forestilling i bedste Sea World stil.

En af dem sprang op så tæt ved båden, at det var lige før, Lars havde fået den på skødet. Det varede måske en tyve minutters tid, til det sidste genskær af solen var helt væk. Så ebbede det ud, og havet blev igen roligt. Ud fra fiskenes facon og størrelse blev vi enige om, at det nok måtte være tun, der havde denne lille aftenfornøjelse.

Men tilbage til Attwood Harbour. Vi sejlede ind tidligt morgen, og havde bugten helt for os selv. Der var den flotteste hvide sandstrand hele vejen rundt, og vandet var det klareste grønne, og efter en lille lur var vi klar til at tage på opdagelse. Inden da havde Lars dog været på sin ankerinspektion i det dejlige vand og konstateret, at alt var i sin skønneste orden, og at en stor barracuda holdt til nede i skyggen under vores køl.

Vi hoppede i dinghyen og sejlede ind mod bunden af den lille bugt, hvor den forsvandt ind i et lavvandsområde med mangrove. Undervejs så vi pludselig en stor sort skygge foran dinghyen, og da vi sejlede hen mod den, flyttede den sig hurtigt, men dog ikke hurtigere, end at vi kunne se, at det var en pæn stor haj på en halvanden til to meter. Lars så lidt sjov ud i ansigtet, for han havde jo lige været ude at plaske rundt i det selvsamme vand, og tanken om en haj så tæt på var ikke helt tryg.

Vi sejlede videre på vores ekspediton ind i mangrovesumpen og var også i land på den utrolig flotte strand. Mærkeligt at være sådan helt alene ... to mennesker på en strand, to hjerter i brand, sol, himmel, salt og vand – en kvinde og en mand ...er det ikke sådan John Mogensen synger? Man føler sig næsten som Robinson Crusoe og viv.

Om eftermiddagen dukkede der dog en anden sejler op i bugten. Det var James i sin hjemmebyggde stålbåd. Vi var henne ved ham for lige at høre, om han havde hørt vejrudsigt, da der var blevet lovet kraftig vind fra nord, og vi ikke var helt trygge ved at ligge i bugten. James kunne dog berolige os, han havde ligget her mange gange også i nordenvind, og det var ok. Og havde vi forresten ikke lyst til at komme om en times tid, for han havde lige fanget en guldmakrel og netop tændt op i grillen, så hvis vi ville tage til takke med lidt barbeque, var det bare at komme an. DET ville vi gerne, så en times tid efter mødte vi op hos kaptajn James på Maestro med seks kolde øl og en pose chips og fik en herlig aften fuld af historier, som James havde et uendeligt lager af og forstod at servere rigtig godt krydrede, så de gled ned lige så let som den lækre guldmakrel.

James var en rigtig sejler. Han havde boet 35 år på en båd. Forestil jer Kevin Kline i rollen som macho-gutten i  filmen ”A fish called Wanda” ... det er ham, der hele tiden lige tager et snif fra sin armhule. James så ligedan ud, en lille slank mand med tætte lange gråsorte krøller under kasketten, smilende smalle øjne og et bredt hvidt gavtyvesmil. I aftenens anledning havde han taget en meget blomstret skjorte på med lyserøde roser og grønne blade på hvid bund. Han var utrolig sød og venlig og havde lavet den lækreste mad til os, og så trakterede han os jo så ovenikøbet med sine historier.

Den ene var om den båd, han sejlede rundt i eller rettere sagt den første båd, han sejlede rundt i. Den, han havde nu, var en kopi, og han havde bygget ialt tre af slagsen, men som han sagde. ”I just sail them around, and then people come and buy them!” Men nu var han træt af at bygge både, og denne havde han ikke i sinde at sælge lige med det samme. Men båden var fin, en rigtig solid stålbåd, hvor der var tænkt på alt, og så var den pæn, harmonisk og med flotte linjer.

Den første båd, James havde bygget, havde han og kæresten netop fyldt totalt op med alskens ting og sager, helt parat til den store tur gennem Panama-kanalen og ud i Stillehavet, da en franskmand kommer sejlende. ”I like that boat. It´s a nice boat,“ fortalte James, mens han efterlignede franskmandens accent og fortsatte. ”I want that boat.”

Det viste sig, at franskmanden, som hed Gerard, var en rig restauratør fra Paris, som netop havde købt sig en ø i Bahamas og nu havde forelsket sig i James´ båd. Han ville købe den, og spurgte, hvad James skulle have for den.

”Øh ..” James udbad sig betænkningstid til næste dag og konferede så med kæresten. De skulle jo egentlig af sted på tur, men det var jo fristende ... og hvor meget skulle han tage for båden? Kæresten var helt nede på jorden. ”Tag så meget du synes, han kan jo bare sige nej.” Som sagt så gjort. James sagde 400.000 dollars og regnede ikke med, at det overhovedet var realistisk, men franskmanden sagde bare top, og så var den handel i orden.

Senere viste det sig, at franskmanden var bindegal. Han havde aldrig sejlet før, men kastede sig bare ud i det, og kort tid efter inviterede han sin gamle tante og onkel fra Frankrig på et cruise fra Bahamas til Cuba. De røg ind i en storm og endte rimeligt havaret på ikke retlangt væk på en anden Bahama ø med forrevne sejl osv. Oveni viste det sig, at Gerard havde et alkoholproblem. Ifølge James drak han en flaske vodka og to flasker rødvin dagligt, og lige efter den strabadserende tur fik han en sprægning af et blodkar i spiserøret og var vist tæt på at omkomme af det. Mens han lå på hospitalet, var den gamle tante og onkel stadig ombord på båden og blev passet af en mand, som Gerard havde hyret til at købe mad til dem.

Efter hospitalsopholdet kontaktede han så James og spurgte, om han ville sejle båden hjem til hans egen Bahamas ø, og kort tid efter blev båden solgt videre til 50.000 dollars, og franskmandens drøm om at blive sejler var slut.

James lavede en lille krølle på historien ved at sige, at han faktisk et kort øjeblik havde tænkt på at tilbyde at købe båden tilbage for de 50.000  dollars, men dog alligevel ikke syntes, at han kunne være det bekendt.

James byggede sig så en ny båd, som også blev solgt, og nu var han altså af sted i sin tredje båd sammen med sin kone, som netop i disse dage var i Amerika for at arrange en udstilling for kunstmalere.

En anden historie var en haj-historie eller flere. Lars spurgte ham om hajen, vi havde set, og så vældede det frem. Hajerne lige her i området var nemlig meget agressive ifølge James. Det var bullsharks, og ”they want to eat you!”, som James sagde med stort eftertryk. Faktisk var han selv blevet jaget op på stranden flere gange med sådan en fyr i hælene, og han påstod også, at flere af indbyggerne i den nærmeste lille by Chesters gik rundt med manglende arme og ben på grund af haj bid.

Det er især, når man fisker med spyd, at det er farligt. Når du rammer en fisk, for eksempel en grouper, som er en almindelig spisefisk på disse egne, så siger den en lyd ...James var meget god til at sige denne lyd .. og så går der ca. 1½ - 2 minutter, til hajen er der. Så det er om at være hurtig. Vi har faktisk hørt andre historier om netop denne fiskeform og om, hvor hurtige hajerne er, men James havde andre endnu mere hårrejsende historier i ærmet.

Han fortalte om en mindre båd med et ungt par, der havde fået problemer uden for revet ud for denne bugt. De lokale var gået ud og havde prøvet at hjælpe parret ind, men uheldet havde været ude, de var sejlet på revet, båden var væltet og de to mennesker slynget ud. ”Og i løbet af nogle få minutter var manden ædt, og kvinden blev fundet død i vandet. Hun var død af skræk, og hajerne havde åbenbart ikke opdaget, at hun var et levende bytte. Ja, det var nogle værre historier, og vi morede os glimrende.

Det var en fed aften, og vi fik en god og rolig nats søvn, da det viste sig, at vinden slet ikke blev så stærk som frygtet, og vi lå fint for vores anker.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 11-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...