Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070407 På indkøb efter et brød

Forstørrelse
Se forstørrelse

Næste dag i Attwood Harbour ville vi prøve at gå ind til den nærmeste by for at se, om vi kunne købe et brød. Vi var udgået, og vi var lidt lavt i gasbeholdning og vidste ikke, om vi kunne få fyldt gas på overhovedet før Azorerne, så det der med bagning var p.t. indstillet.

James havde sagt, at der var et ”grocery” i Chesters, så vi var fulde af fortrøsntning. Vi sejlede ind til stranden og fandt en vej, som skulle føre ind til byen. I følge vores guide var der to miles altså fire kilometer. Vejen var en grusvej med to hjulspor, som løb gennem et område bevokset med kaktus og andre hårdføre planter egnet til tørke. Det var dejligt at kunne strække ud og bare gå der ud af på en nogenlunde lige vej, for det var lang tid siden, vi rigtig havde været i land, hvor det havde kunnet lade sig gøre. Der var nogle kæmpe græshopper, som sprang ind i buskene, når vi nærmede os, og små dinosauragtige firben med en sjov opadkrøllet hale pilede hele tiden over den kanstørre grusvej.

Endelig kom vi til et kryds, hvor en asfaltvej førte videre. Den første bygning, vi stødte på, var en lille gammel trækirke med de fineste træskodder i gotisk stil og et bittelille klokketårn ikke højere end Lars med en skibsklokke hængende i et reb. Vi kiggede ind i den lille bygning, som nu var forladt og stod og forfaldt stille og roligt, og så et lille rum stadig med et par kirkebænke og lidt udsmykning på væggene i form af hjerter flettet af palmeblede med farvede bånd til pynt.

Efter kort tid dukkede så et par andre huse op. Foran et af dem stod et par unge mænd ved siden af en gammel slidt bil. Vi spurgte høfligt, om der måske var en butik i nærheden, hvor man kunne købe brød.

”Næ det var der ikke. Vi måtte nok til Lovely Bay”. ”Nåh, Lovely Bay. Hvor var det? Kunne man gå dertil?” De to gutter kiggede lidt på hinanden, den ene kløede sig i krølhåret. ”Nej helt gå dertil kunne man ikke, men ... vennen kunne da køre os”. ”Nej, men det var da alt for meget, og vi ville da ikke være til ulejlighed.”

Men det var helt ok. Fyren ved siden af ham, der havde ført ordet, gik bare hen til bilen og åbnede dørene. Og så var det jo bare at sætte sig ind.

Så kørte vi, og vi kørte længe. Måske 10 kilometer. Den unge gut, der kørte, var en meget fåmælt mand. Lars sad foran hos ham og forsøgte sig med en konversation, men det eneste, han fik ud af ham, var et par venlige grynt, et skævt smil fra det mørke ansigt under den røde kasket og en enkelt gang en pegende finger mod et eller andet, han synes, at vi skulle se.

Vi kom endelig frem til Lovely Bay, og her standsede vores ven foran et lille bitte skur. I stil med det i Mayaguana havde det også en hængelås på døren. Vores chauffør dyttede, og en ældre mand stak hovedet ud af et andet hus tæt ved.

”Customers”, gryntede den unge mand. Den ældre mand kom med en nøgle, butikken blev åbnet, og vi gik ind og tog et kik. Der var nogle hylder med konserves, et par hylder med ris og gryn. Lidt toiletpapir og noget vaskepulver, og så et køleskab med kolde sodavand. Ingen brød.

Vi købte lidt konserves, en enkelt rulle toiletpapir og tre sodavand. En til os selv og en til chaufføren og belavede os på at skulle køres tilbage igen. Men vores ven var ikke tilfreds. Han havde jo lovet os brød, så nu ville han prøve at skaffe os det. ”Jamen det behøvede han da ikke.” ”Jo jo.” Et par grynt og så kørte vi videre. Næste stop var et endnu mindre skur. Endnu et dyt og en kvinde stak hovedet frem. ”Bread”, lød det fra vores ven. Han fik en hovedrysten til svar. Nå ok. Videre. Vi kom så frem til et større hus. Endnu et dyt og så et til, da der ikke skete noget. Til sidst gik døren op, og en ung fyldig kvinde med et par rottehaler på hver side af hovedet, der fuldstændig lignede de der runde skurebørster, man bruger til pander m.m.. ”Bread” gryntede vores mand, og hun nikkede.

Jubii. Jeg kom ud af bilen og kom med ind i hendes hus, hvor stuen åbenbart fungerede som en slags butik, og foruden brød solgte hun også byggematerialer. Der lå cementsække overalt, og under loftet havde hun lange elektrikerrør. På væggen sad fine studiefotografier af hendes selv og mand og børn. Jeg kunne vælge mellem brunt og hvidt brød (det er stort set det samme, totalt puf og ikke megen næringsværdi, men sådan er brød på disse kanter). Jeg valgte et brunt og havde desværre ikke lige penge, så hun gik hen og lettede lidt på en sofapude, trak en pung frem og gav mig mine byttepenge.

Vi tog afsked og ønskede god påske, for det var jo faktisk påskedag og måske heller ikke lige velvalgt af os til indkøb. Men heldet følger de tossede, er det ikke det, man siger.

Vi blev kørt tilbage af vores flinke med fåmælte chauffør, betalte ham for besværet og travede de fire kilometer hjem tilbage til gummibåden, sejlede ud og puttede vores skat, en pakke toastbrød ind  i skabet.

Ja, sådan kan en indkøbstur også se ud. Og spørg så ikke igen, hvad vi dog får tiden til at gå med.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 11-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...