Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070410 Forelsket i Rum Cay og Dolores

Forstørrelse
Se forstørrelse

Efter at have fået vores dyrebare brød sejlede vi fra Attwood Bay samme eftermiddag. Målet var Rum Cay, en ø som lå ca. 90 sømil videre fremme. Det meste af turen var yderst fredsommelig, men henad kl. 5 morgen kom en stor sky med en del vind, som blæste os resten af vejen. Kl. 9.30 om formiddagen kastede vi anker ved øen, sov et par timer og var så parat til nye oplevelser.

Ud for vores ankerplads gik en lang træbro ud i vandet, og den stilede vi imod med gummibåden. Det viste sig at være det lokale anløbssted og samlingssted. Der var et mylder af unger derinde i alle størrelser med en stor teenagepige til at passe på sig. Ungerne legede under broen og i vandet. De store sprang ud fra broen på kunstfærdige måder, og de små rullede sig i det fine hvide sand inde på stranden og lignede små monstre med deres sorte hud delvis dækket af et lag hvidt pudder.

Vi bandt gummibåden fast og gik i land. Der var en meget fredelig stemning derinde. Det var jo stadig påske, og den støvede vej, vi kom ind til lå stille og sovende foran os i den hede middagssol. Vi begav os ud på den, og det varede ikke længe, før vi så det ... et skilt med teksten Kay´s Bar and Restaurant skruet op på væggen på et lille lilla hus, der lå og puttede sig inde i en have med en masse buske og lave seagrape-træer. Foran huset under træerne stod nogle sammenbragte borde og stole i små rodede grupper, tydeligt anbragt efter hvor man kunne få mest skygge. Et par gamle mennesker sad i skyggen og så ud, som om de var lige så fast inventar som møblerne, som havde de slået rødder i de vakkelvorne stole i skyggen med de flimrende solpletter og pakket ind i musikken, der vældede ud fra en højtaler, der var anbragt ved siden af på et gammelt bord.

Vi nærmede os tøvende denne oase, for det så på en måde meget privat ud, og den gamle mand fik øje på os. ”Come on in – come on into the shadow”, råbte han venligt på det fuldtonende bløde sprog, man taler på disse øer. Det lod vi os ikke sige flere gange og stilede fra den ubønhørlige bankende sol ind i de svalende skygger.

”Is it possible to buy a beer?” Bare tanken om en læskende strøm af kold øl gennem halsen var fortryllende, og sørme så. ”Of course. Follow me,” lød svaret med blød stemme fra den gamle dame. Og vi fulgte hendes lille krumme skikkelse i en fin højrød kjole og med nydeligt udglattet sort hår, da hun lidt besværet rejste sig fra stolen og trissede ind mod det lilla hus.

Her var en dør ind ad bagsiden, og hun vinkede til os, at vi skulle følge med. Og så trådte vi ind i Kays Bar and Restaurant. Et herligt sted!

Der var to afdelinger, den ene var Baren, den anden Restauranten. Rummene var adskilt af en halv væg i halv højde. Så egentlig var der nok oprindeligt bare ét rum. Baren var domineret af en stor rund bar med højrøde barstole omkring og et pool bord. Gulvet bestod af et tykt lag fint hvidt sand, væggene var pudsede og fyldt med billeder, store rammer med avisudklip og gamle fotografier fra længst hensvundne dage, fotos med påskrevne hilsner sendt fra nær og fjern, og en masse forskellig udsmykning som små uroer, barnetegninger og meget mere. Det hele gav et indtryk af hygge, liv og historie. Her var folk hjemme og havde været det længe.

Omkring baren sad tre teenagere og en lidt ældre kvinde og så en film i et tv, der hang på væggen. En ældre mand og en ung pige var ved at spille pool. Lyden fra filmen på tv´et var øredøvende, og tilskuerne helt opslugte.

I den anden ende af rummet, Restauranten, var der almindeligt fast gulv, og her stod 3-4 små borde pyntet med duge og blomster, parat til middagsgæster.

Døren til køkkenet stod åben, så man kunne få et kig derud til et ældre, godt brugt komfur med to kogeplader. Væggen over komfuret var pyntet med kakler, men engang for et stykke tid siden, var de elektriske ledninger i væggen blevet udskiftet, og en bane af de fine kakler var røget med og fortalte, hvor man havde indlagt ledningerne i væggen.

Den gamle dame hentede to kolde Kalik i Baren, uden at de tv-kiggende bargæster overhovedet synes at bemærke noget, og da vi sagde, at vi gerne ville sidde ude, fulgte hun med os ud igen til det hyggelige sted under træerne. To stole blev trukket hen til os, og vi faldt ned i roen sammen med de to ældre mennesker.

Den gamle fyr, Captain et-eller-andet, som det var umuligt at få fat på, da hans tale ind imellem var lidt uklar på grund af et manglende tandsæt, var nysgerrig, så han begyndte en samtale stille og roligt, og vi fortalte så vores historie om, hvordan vi var sejlet hele vejen fra Danmark. På et tidspunkt blev vores stille snakken afbrudt ved en anden gammel dames ankomst. Hun kom trippende i en flot lang lilla kjole, og en hennafarvet og lilla skulderlang paryk sad godt trykket ned i panden. ”This is Jackie,” præsenterede den gamle mand og fortsaate stolt, at hun var Rum Cays sangstjerne. Hun havde indspillet en cd ”Songs from Rum Cay”. Jackie smilede bredt til os med sin totalt tandløse mund, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det lyder, når man synger helt uden tænder. Lidt uldent måske?

”Do you want to listen to it?” spurgte hun så og så sigende på den første gamle dame i den røde kjole. ”You can buy it if you like it.”

”Yes,” brød Capyain –et-eller-andet ind. ”It only costs 15 dollars, and I´m her manager” sagde han stolt. Og så grinede de alle tre bravt, som om det var den bedste vittighed, de længe havde hørt. Damen i den røde kjole rejste sig endnu en gang og trissede ind mod baren for at sætte cd´en på, så vi kunne høre den i højtaleren. Men desværre, lidt efter kom hun tilbage. De unge mennesker så jo tv, så det kunne ikke lade sig gøre, og nu hun sagde, det blev vi opmærksomme på, at det, der kom ud af højtaleren ved siden af os, faktisk var lydsporet til filmen derinde! Nå ikke noget at gøre ved det. Vi kunne måske komme forbi senere og høre den.

Vi sad så lidt og tænkte over det, og så tog Captain-et-eller-andet tråden op fra samrtalen tidligere. Nu ville han også gerne høre, hvad vi lavede i Danmark.Det fortalte vi så, og da Lars sagde, at jeg blandt andet skrev bøger, vågnede den gamle dame i den røde kjole pludselig op. Hun havde ellers sidder hensunket i egne tanker og sendt et fredeligt smil i ny og næ, men nu drejede hun ansigtet mod mig. De mørke øjne var interesserede. Det viste sig, at hun også skrev. Hun havde skrevet en bog om Rum Cay, som blev brugt i skolerne i Bahamas. Hun havde for nogle år siden været meget syg, og under sin rekonvalesens havde hun ligget i skyggen af  Seagrape-træernes kødfulde blade og kigget ud over havet, og så var bogen kommet til hende. Hun havde skrevet om sin barndom på denne lille ø, om havet, om conch-fangst og om gamle traditioner. Hun hentede bogen, for at jeg kunne se den, og den var fin. Med et lille digt om havet forrest, historiske afsnit, en børnehistorie og til sidst opskrifter på lokale retter. Forrest var et forord af Sidney Poitier (nok en af de første rigtig kendte sorte skuespillere, jeg mener at kunne huske en film In the heat of the night?). Han er født og opvokset på Cat Cay, en anden lille Bahamas ø tæt ved og udtrykte sin begejstring for bogen.

Dolores Wilson, for det var det, hun hed, var et dejligt menneske med en stor sødme, og vi havde en lang snak om at skrive, om hendes ideer, om vor fælles interesse og glæde ved at skrive. Først senere kom jeg til at tænke på, at jeg skulle have købt hendes bog, men på en eller anden måde virkede det forkert på mig. Jeg lovede hende at komme tilbage og vise hende de enkelte bøger, som jeg har med af mine, og et eller andet sted havde jeg vel håbet på, at vi havde kunnet bytte bøger, som man jo ofte gør blandt kolleger i dk, så for mig virkede det ikke rigtigt at købe hendes bog. Det var som at bryde det fællesskab, som jeg syntes var opstået mellem os. Det var min fornemmelse, og måske var jeg helt gal på den? Måske skulle jeg have købt bogen?

Vi spurgte, om vi kunne spise til middag på hendes reataurant samme aften, men hun var inviteret ud til middag selv, så hvis vi kunne komme næste dag, ville det være bedre. Det kunne vi sagtens, og hun lovede så at lave en ”lovely dinner” til en ”lovely price” just for us. Med de ord i ørerne sagde vi farvel og på gensyn og forlod skyggerne for at gå lidt videre rundt på øen, som viste sig at være helt anderledes i vækst end Mayaguyana og Atkins Island. Husene var velholdt, der var byggeri i gang alle steder, og de mennesker vi mødte, virkede glade og aktive.

 

For at slutte historien, så kom vi tilbage næste aften, blev bænket som de eneste gæster i restaurantdelen og fik en fin middag lavet af Dolores selv. Ovnstegt tun med grønsager og jerk (en hot sauce), Dolores´specialitet ”peas and rice” (bønner og ris i en blanding med olie og krydderier), makaroni-tærte, stegte plantaner og grøn salat. Dertil en kold Kalik og senere chokoladekage til dessert.

Jeg havde glædet mig til at fortsætte snakken med Dolores fra dagen før, men desværre var den gamle dame meget træt efter at have lavet vores middag, så hun måtte gå hjem. Ikke noget at gøre ved det, vi blev ”overtaget” af hendes datter, som også var en meget venlig dame på sådan ca. vores alder. Det var en dejlig middag og en dejlig aften, og vi var glade og mætte, da vi sejlede tilbage til Lela i den stjerneklare aften.

 

Apropos sproget, som jeg lige havde et par ord om tidligere i denne tekst.

På disse øer taler man et engelsk, der nærmest lyder som sang. Ordene bliver trukket ud og har lange bløde lyde, og en dag hørte vi en lokal udsendelse fra Rum Cay om at lave røræg, altså sådan en slags Konrad og Axel i køkkenet. Her var det bare en mand og to kvinder. Manden var kokken, og kvinderne var hans hjælpere, og det var ligesom at lytte til en gospelsang at høre dem gå igennem tilberedningen af røræggene.

Et enkelt ordskifte husker jeg:

Manden: You take sixteen eggs.

Kvinderne: Oh, sixteen!! Did he say sixteen eggs!

Manden: Yeah, you heard it right, woman. Sixteen! I Said Sixteen.

Kvinderne: Oh that´s a lot of eggs. Sixteen! Oh oh ...

og sådan blev de ved med at gennemgå hele processen, hvor manden ligesom ”sang for”, og de akkompagnerede ham. Og så på dette bløde smukke sprog med de stærke dybe fuldtonende stemmer. Flot siger jeg bare.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 30-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...