Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070416 På indersiden af Bahamas - Hajer og rokker i havnen o

Forstørrelse
Se forstørrelse

Bahamas består af en mængde lange smalle øer, der ligger og strækker sig som en lang buet perlerække op mod USA i en nordvestlig retning. Man kan sejle på Atlanterhavssiden af øerne, hvor der er vind og dybt vand, eller man kan smutte ind mellem øerne gennem et af de mange ”cuts” og komme ind i læ på indersiden. Der er dog ganske lavt vand herinde, så det kræver gode kort (tak for dem Malte II) og en dybgang ikke over 7 fod (Lela stikker ca. 6 fod eller 2 meter).

Vi syntes, at det kunne være sjovt at prøve, så vi sejlede fra Georgetown på Exuma Island med kursen mod Great Guyana Cay og ”indgangen” til indersiden Cave Cay Cut, som var en smal indsejling mellem stejle klipper, men fin dyb til at vi smuttede igennem fra det dybblå Atlanterhavsvand og ind på det lysende grønne lave koralhav. Det var en dejlig kort tur, og vi fandt et sted at ankre op ud for en lille ø kaldet Little Farmer Cay. Vi var som sædvanlig den eneste båd og lå der med udsigt ind til en flot øde strand og en lovende klippe med en stor hule, der lå et stykke ud i vandet. Den blev udnævnt som næste dags udflugtsmål.

I løbet af natten blæste det dog op, og da vi fra vejrmeldingen vidste, at der i løbet af dagen ville komme kraftig vind til aftenen, valgte vi med et laaangt blik mod det spændende hul i klippen derinde at hive ankeret op og komme af sted. Vi havde på forhånd udset os en beskyttet ankerplads inde mellem nogle øer ved Staniel Cay, så der satte vi kursen hen over den lave grund. Vi ville hurtigt af sted, mens vinden var rimelig, og der ikke var for mange bølger, for det er ikke så rart at ligge på 2 - 5 meters vand, når bølgedalene begynder at blive dybe, og koralhovederne skulle vi jo også stadig være meget opmærksomme på.

Det blev en kort, intens og spændende tur, hvor Skipper Lars holdt hovedet koldt, ørerne stive, tungen lige i munden og ballerne strammet for at navigere os og Lela trygt over den lave grund og igennem en meget ”tricky” indsejling til Staniel Cay. Her skulle man gå i en lige linje meget tæt på land, her følgende citat fra vores Bahama Guide: ”The channel leading into Staniel Cay from the banks, carrying 6 feet at low water, runs on a bearing of 109 degrees on the day range (white ”X” and the pink roofed church, now largely obscured, or in its stead “the Happy People” buildings in front of the church – these buildings aren´t particularly easy to spot, but 109 degrees on the cross alone will bring you in to where identification becomes easier). Boats of 6 feet or more should proceed carefully in this approach of low water, because banks shift, and the mailboat sometimes ground here (nå!?!). When about 100 yards short of the “X” marker, you will see the deep blue channel that leads to Staniel Cay Yacht Club.”

Dette var ordene, og vi prøvede at følge vejledningen. Problemet var bare, at det der ”X” var blevet halveret til et omvendet V og næsten umuligt at få øje på, og både kirken og de der Happy People bygninger var godt skjult af træer. MEN det gik. Vi styrede kursen og fik endelig et stykke fremme øje på den blå strøm i vandet, der fortalte, at her var der dybt. Inden vi nåede den, skulle vi lige over et område, hvor vores log viste 1.4 meter, og det er jo den dybde, vi plejer at blive grundejere på, som man siger, men enten var det blødt sand eller græs, vi gled i hvert fald fint igennem og kom til slut til vores store lettelse ud på det ”dybe”vand på 3 meter. Pyh!

Herfra var det så at følge den blå strøm ind og snige sig rundt om Thunderbolt klipperne (jo det er dem fra 007 filmen) ind imellem nogle skær og rev og så ende dybt inde mellem nogle klipper i et beskyttet sund mellem to øer.

Vi skulle passe godt på strømmen, da vandet jo ved tidevand bliver presset ind og ud mellem småøerne og skaber en stærk strøm. Men vi kom frem til Big Major Spot og fandt vores beskyttede ankerplads. Efter andet forsøg lå ankeret fast, og da vi jo vidste, at der ville komme vind senere, smed vi også anker nr. 2, så vi kunne være sikre på at ligge godt fast i det lille sund omgivet af lave klipper og med et ”cut” for enden, hvor vandet skyllede ind og ud med stærk strøm til følge, som fik Lela til at lave mærkelige manøvrer, når vind og strøm gik mod hinanden. Vi var for en gangs skyld ikke alene. Her lå nok en 10 – 12 både, der alle havde fundet ind til dette sted.

Om eftermiddagen tog vi med gummibåden et smut ind for at kigge lidt på Staniel Cay Yacht Club og den lille by. Ud for yachtklubben lå en lille marina med en dinghy-kaj, hvor man kunne fortøje gummibåden, og vi blev ret overraskede, da vi i det klare lave vand mellem molerne fik øje på ikke mindre end 8 – 10 nurse-hajer og lige så mange store rokker. De lå og cirkulerede rundt dernede mellem hinanden, og selvom jeg godt ved, at nurse-hajer ikke er særlig farlige og rokker vist heller ikke, så var det ikke et sted, man havde lyst til at træde galt, når man skulle op og ned i gummibåden.

Vi slog et smut ind i yachtklubben, hvor der var liv og glade dage ved baren og de små borde rundt i lokalet. Her var en skøn blanding af lokale, turister og sejlere, og vi noterede os, at der rundt omkring i hjørnerne sad folk med deres pc´er på skødet, altså var her en WiFi forbindelse. Fint, det ville vi benytte os af næste dag og komme ind med vores egen pc. Forresten, stort hulk, min pc stod af denne morgen. Heldigvis havde jeg gemt stort set alt på et eksternt drev, men alligevel! Meget ærgerligt, så nu må Lars´ pc holde for resten af vejen, med mindre vi finder et sted, hvor man reparerer pc´er.

Derefter gik vi en tur rundt i byen eller bebyggelsen, eller hvad man nu kan kalde det lille sted. Jeg vil tro, at der boede en 300 – 400 mennesker, mest sorte som på alle de andre øer, men også mange indere. Nær marinaen var der bygget en del meget farverige 2 etages turisthytter med en fantasifuld udsmykning med fisk, strandskaller og store fiskenet, som hang dekorativt ned fra de åbne træverandaer. Husene var lilla, mørkerøde, lyserøde og gule og havde hver deres navn á la Søblink, Havblik og sådan noget. Mere specielle end kønne, sådan lidt playmobilagtige i byggestilen, men folk sad og hyggede sig gevaldigt på de åbne altaner og terrasser.

Byen bestod af sådan en slags villaveje med små en-familieshuse, nogle af træ andre af sten med pudsede mure, de fleste pænt holdt og næsten alle med en golfbil eller to i indkørslen. Altså ikke sådan en folkevogn Golf men rigtige elektriske golfbiler, hvor man sidder to foran og kigger frem og to bagved, der kigger tilbage og med et lille stift soltag over. Det var åbenbart transportmidlet her på øen, og de små biler gled lydløst rundt på vejene overalt, hvor vi kom frem. Et spøjst syn!

Vi fandt også det lokale bibliotek, byens ældste hus stod der på et skilt uden for det lille firkantede stenhus med pudsede hvide vægge, hvidt tag samt døre og skodder og skodder i en klar lyseblå farve. Det var søndag eftermiddag, så alt var lukket og stille, og desværre fik vi ikke et kig indenfor. Men foran biblioteket til ventre for den hvidmalede trappesten var et bræt sat op på to sten. Under brættet lå flere stabler af bøger og tidsskrifter, nogle i plastikposer, andre på den bare jord. Det var åbenbart her man afleverede sine bøger, når biblioteket var lukket. Vi må da håbe på, at det ikke blev regnvejr!

Der var en yderst fredsommelig stemning overalt i den lille by, og efter rundturen tog vi tilbage til Lela og rustede os til natten. Vi vidste jo, at der ville komme vind, og var lidt spændte på, hvor meget det ville blive, men med to ankre ude følte vi os rimeligt godt rustede.

Klokken 3 om natten kom så vind af kulingstyrke, og kl. 3.30 stod Lars op og holdt ankervagt. Der var virkelig piv på. Vinden ruskede og rev i båden, og strømmen gjorde sit til, at den dansede rundt på vandet og trak skiftevis i det ene og det andet anker. Det var en meget mørk nat uden måne, og da vi stak hovedet op i cockpittet, så vi lys på alle bådene omkring os. Alle var oppe, og mange steder blev der lyst med kraftige lygter både på egen båd og på naboens for at se, om han holdt afstand eller skred for ankeret.

Et sted bag os kørte en båd fra den ene side til den anden, frem og tilbage, frem og tilbage. Det så mærkeligt ud, for så meget kunne han da ikke svaje for ankeret? Da morgenen kom med det første lys, viste det sig, at ankeret var skredet, og den stakkels mand havde ligget og kørt for motor og styret frem og tilbage på samme sted hele natten. Nogle sagde senere, at han havde sejlet 20 sømil den nat.

Men vores ankre holdt, og det gjorde naboens heldigvis også.

Om dagen blæste det stadig, dog ikke med samme styrke, og vi oplevede for første gang siden ... ja siden Europa, at vi frøs som små hunde, da vi sad oppe i yachtklubben, hvis vægge var lavet af brædder med et lille mellemrum i mellem, så den svalende luft kunne passere frit og uhæmmet gennem rummet. Men denne dag var det pivkoldt, i hvert fald ud fra vores målestok, og vi nærmest klaprede tænder, mens vi sad bøjet over pc´en og checkede vores mail. Nattens megen vind skyldtes, at en koldfront nordfra var passeret. Et lille forvarsel om, at vi jo er på vej nordover, og at den dejlige varme ikke varer evigt.

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 

 

 


 oprettet: 30-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...