Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070418 Bahamas Nassau – bøffer, hygge og akvarier

Forstørrelse
Se forstørrelse

Fra Staniel Cay fortsatte vi videre til Highbourne Cay. Vejret var ikke rigtig med os, flere koldfronter truede, så vi måtte haste lidt igennem dette dejlige område for at få et fint ”vindue” til at gå over banken mod øen New Providence og Nassau, som er hovedstaden i Bahamas. I den anden ende, i Miami, ventede nemlig vores nye gast Torben, hans kone Jytte og datter Anna. Vi havde aftalt at møde dem omkring d. 23. april.

Vi fandt fandt en fin ankerplads ud for kysten til Highbourne Cay og havde en stille mørk nat med mange stjerner og næsten ingen bevægelse i båden, og da vi næste morgen tidlig tændte for radioen og lyttede til Chris Parker, som er vejrguruen på disse kanter, var der ikke tvivl i vore hjerter. Det var i dag, vi skulle krydse de 40 sømil over banken til Nassau.

Vandet var blikstille, solen skinnede skønt, og vi fik en perfekt sejlads og ankom til Nassau Harbour kl. 15.30. Vi ankrede inden broen, hvor der lå en klynge andre langturssejlere, og tog gummibåden ind til land, hvor vi fandt et stort indkøbscenter og et overdådigt supermarked. For første gang i flere uger skulle vi ikke leve af bådens proviant, men købte et par store saftige oksebøffer, broccoli, salat og en flaske rødvin!

Således belæssede tog vi gummibåden retur til Lela og opdagede til vores store glæde, at norske Seven også var kommet og lå for anker lige ved siden af os. Vi har jo mødt Seven, en Dufour 34, med Alexander og Ingrid fra Bergen ombord, mange gange undervejs, senest på St. Thomas og i Georgetown på Exuma Island, og nu benyttede vi chancen ved det tætte naboskab og inviterede dem over til en øl om aftenen. Alexander og Ingrid er et ungt par sidst i tyverne, som pludselig havde fået nok af hus, bil og job. 4 måneder gik der, fra de tog beslutningen om langtur, til de var af sted med ny båd, udlejet hus, solgt bil og orlov fra jobbet. De havde giftet sig undervejs og så ud til at have en pragtfuld tid. Det blev en skæg og hyggelig aften med de lattermilde folk fra Seven.

Og nu, her i Nassau, var vi nået frem til noget, der lignede det Bahamas, som vi i vores naivitet havde troet gjaldt hele ø-riget. Her var de store krydstogtskibe, og her var en resort med et helt utroligt Las Vegas-agtigt kæmpe lyserødt hotelkompleks med gyldne søheste  på tagene, fontæner, gangbroer over anlagte kanaler og et enormt casino.

Så de næste dage gjorde vi Nassau.

Selve byen var nu stadig i caribisk stil, hvor de højeste bygninger stadig er den gamle regeringsbygning og de gamle kirker, og hvor gaderne er præget af en mængde småbutikker.

Men krydstogtskibene læssede en lind strøm af blege shortsklædte turister gennem gaderne og på den anden side af havnen tårnede ”Fantasy-land” sig op med det gigantiske lyserøde hotelkompleks. Jeg tror, at det hed Atlantis! (nu mere en kommende end en svunden verden efter min mening).

Men det skulle vi også se, så vi vovede os ind i det fine marinaområde foran komplekset med vores efterhånden ret ramponerede gummibåd, sejlede forbi den ene store yacht efter den anden, lagde til ved dinghy-kajen og gik på opdagelse.

Det var et imponerende byggeri. I forbindele med den store marina, hvor der udelukkende lå skinnede motoryachts på minimum 50 meters længde, var der bygget en hel indkøbsgade med alle mulige tøjbutikker, smykkeforetninger, cafeér og til Lars´ store glæde en Hägendass isbutik, hvor vi fik os en fantastisk isvaffel hver. Lars´ med jordbær og romrosin og min med belgisk chokolade og hindbærsorbet. Mums!

Vi satte os på en bænk og betragtede de mange turister fra det store hotel, som promenerede op og ned, og her må jeg altså af med en betragtning. Størstedelen af krydtogt- og hotelturister på disse egne er amerikanske, og mange af dem er ekstremt overvægtige. De kommer tumlende af sted på deres skæve ben, der er trykket sådan af vægten, at knæene går indad og støder mod hinaden for hvert skridt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores kødkyllinger Plymouth Rockerne, som vi i sin tid opdrættede til slagtning hver påske. De åd så uhæmmet, at hvis man ikke satte dem på ration, blev de så tunge, at benene bogstavelig brækkede under dem. Nå ikke nogen pæn sammenligning. Og det er ikke overvægten jeg vil tale om, men det, at disse mennesker er ekstremt dårlige til at gå. Og det er ikke kun de tykke, for det ville jo være til at forstå, nej det er også mange af de andre, der gik forbi os, unge og rimeligt slanke vakler de af sted på underligt usikre ben, som om de ikke er vant til at bruge dem. Og måske er de ikke? Måske er det blevet sådan, som man hører, at i USA går man ikke, man kører, og selv fra barnsben bliver man vænnet til kun at gå fra hjemmet til bilen, fra bilen til skolen og retur, så man faktisk ikke lærer at gå, at bruge sine ben til at strække ud, at vandre, men bare til at småtrippe rundt? Jeg ser for mig det skrækscenarie, at om 20 - 30 år kan de folk ikke bevæge sig rundt uden en motor. Nå, måske overdrevet, men det er nu påfaldende, og noget jeg har lagt mærke til gennem et stykke tid, denne vaklende usikre gang selv på almindeligt fortov.

Da isen var fortæret, gik vi videre hen til det store hotelkompleks. Først kom vi ind i et enormt ankomstområde i flere etager med modtagelsen i midterplanet. Store trapper gik herfra ned som et slags amfibieteater til den underste etage, hvor der var restaurant og lænestolsområder, og så var der en kæmpemæssig cirkelrund glasvæg, som omkransede hele området med det ene store vindue efer det andet ud til et helt fantastsk udendørsakvarium. Her kunne man stille sig op og se hajer, rokker, papegøjefisk og et væld af andr store og små koralfisk svømme forbi enkeltvis eller i stimer. Det var godt nok flot, og fascinerende at se fiskene så tæt på og alligevel i deres helt egen verden, for det var store forhold, og fiskene så ud til at trives.

Det modsatte gjorde sig gældende i casinoet, som vi gik ind i bagefter. Her herskede også en akvarieagtig verden, men hvor fiskene svømmede rundt i sollys og klart vand, sad folk her blege og iltfattige i det svage lys med enkelte oplyste spilleborde, hvor folk stimlede sammen i den støvede grønlige lyskreds med sammenbidte ansiger og skinnende øjne. Alt var pakket ind i plyds, tæpper og filt, og det var svært at trække sit vejr. Der var lange gange med blinkende enarmede maskiner, hvor enarmede rundryggede menneker sad og gjorde den samme monotone bevæglse om og om igen i håbet om den store gevinst, om lykken?! Og man forundres over, at nogen går herind frivilligt, når solen skinner, og luften er klar og frisk. Men hver sin lyst, dette er ikke min.

Efter at have set os omkring i denne verden, så helt anderledes end den ø-verden vi lige har bevæget os igennem, fandt vi tilbage til gummibåden og til Lela – vores mikrokosmos, vores lille verden, som heldigvis er den samme lige meget, hvor vi kaster vores anker. Bag rælingen er vi i vores eget hjem, vores eget lille stykke Danmark, og det er en god ting, når man skal koble fra efter alle de mange indtryk, der bliver budt os, hvor vi kommer frem.

Med kærlig hilsen fra Lene

 


 oprettet: 30-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...