Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070422 Giv mig golfstrømmens bølger ...

Forstørrelse
Se forstørrelse

Vi forlod Nassau tidligt lørdag morgen og fik fin vind mod vores første waypoint, hvor vi skulle gå gennem revet til Bahamas Banken, og nåede det i fint dagslys. Det var mærkeligt at se ud over et udtrakt hav, hvor en lille pind stikker op og markerer, at her er altså dybt nok til at komme igennem revet. Og mærkeligt at foretille sig, at der er så lavt hele vejen rundt om os. Hvad mon man gjorde før pindens og gps´sens tid? Tja man sejlede måske bare hele den lange vej uden om.

Men vi luskede hen til pinden med det ene øje på ekkoloddet og det andet på kursen og kom fint ind på banken – og så var der 50 sømil over med 3-4 meters vad under kølen. For de specielt interesserede kan fortælles, at der er i hvert fald tre ruter, man kan gå over banken. Vi valgte den sikre for dem, der stikker 8 fod eller mere og gik via South Riding Rock, den sydligste af ruterne.

Det blev nat, mens vi sejlede over banken, men vi gled fint og roligt af sted for en store i 2. reb med ca. 5-6 knob, og Mona holdt kursen ”with a little help from her friends” hele vejen. Som sædvanlig skiftedes vi til at tage vagten med to timers mellemrum.

Tidligt om morgenen blev vi så spyttet ud i Golfstrømmen og havde nu ca. 40 sømil tilbage til Miami.Der var pæn nordlig vind, som voksede støt de næste timer, og gjorde, at bølgerne rejste sig og blev store og underlige. Strømmen løber jo fra syd til nord, og det går stækt, helt op til 4 knob, og når der så kommer blæst fra nord og presser vandet mod strømmen, rejser bølgerne sig i protest.

Det blev en meget urolig sejlads, men det gik stærkt, vi var ikke sjældent oppe på 8-9 knob, og det var fint at se, hvordan Lela bevæger sig elegant gennem bølgerne, også de underligt store, skæve og stejle. Faktisk fik vi ikke en eneste skæv sø alvorligt ind over. Det var en ruschebanetur af rang!

Vi nærmede os Miami, og så hvordan de store skyskrabere derinde dukkede op fra havets overflade og hurtigt voksede sig mod himlen. Kl. 11 om formiddagen var vi tæt på indsejlingen og troede, at nu var vores trængsler ovre. Nu skulle vi bare ind i havnen, finde en rar marina, lægge til og så sove på vores grønne øre – men nej, nu begyndte først det rigtig ”sjove”.

Det var jo søndag formiddag, og det viste sig, at der var racertræf med tilhørende racerløb for powerboats, og netop som vi sejlede ind i havneindløbet, satte racerløbet i gang ud af havnen.

My goodness eller hvad det nu hedder, er du rund for en larm og virvar af racende snerrende både alle vegne rundt om os, den ene malet mere farlig end den anden med ildstriber, hajgab og ildrøde djævle. 25-30 stk kom fræsendende ud af havnen i kaskader af hvidt skumsprøjt, og flere af dem havde så megen fart på, at de havde svært ved at dreje, ikke så sjovt når man ligger lige i skudlinjen. Og for at fuldende kaosset, så piskede et par små helikoptere i mastehøjde lige hen over de mest imponerende af bådene og filmede vildt. Bagved kom så et utal af følgebåde, som også troede, at de var racerbåde, og vi lå der midt i det hele og rullede som sindssyge og kunne ikke andet end holde os fast og prøve at råbe hinanden op over den helt infernalske larm, som sådan nogle v 6, -8 eller -12  motorer laver.

Da de endelig var forbi alle sammen, og vi turde sejle over i den rigtige side af havneindløbet og komme ind i havnen, blev det ikke meget bedre, for alle fartglade og støjglade miamierer var åbenbart ude denne dag. Det ene øjebkik var vi omgivet af en flok kåde vandscootere, der som kluntede delfinere susede ud og ind foran os, ved siden af og bagved, hver med et kærestepar der klngede sig til hinanden og scooteren, mens de tumlede rundt i kølvandsbølgerne fra hinanden og sendte kaskader af vand over de andre og sig selv, mens de forsøgte at komme foran hinanden udsendende høje vandstråler fra motoren, og det næste øjeblik kom et par speedbåde fræsende på imponér-race tæt op ad os og fik båden til at rokke som en afsindig gyngehest.

Og der sad vi, snosketrætte, stadig iført vores redningsveste fra Golfstrømmens vilde vover, lige kommet ind fra det store hav, hvor vi ikke havde set et eneste fartøj i de sidste 24 timer. DET var et kulturchok af rang ... åh giv os høje bølger og kraftig vind ... dette var langt værre! Stakkels Lars prøvede at navigere, og vi forsøgte at kalde de forskellige marinaer på vhf´ en. Vi ville bare væk, ind i læ, ind til en fast mole, men ”Negative Captaine”, ingen pladser nogen steder. Og ikke nok med, at vi ikke kunne få plads, vi kunne heller ikke komme i ordentlig kontakt for at spørge om alternative muligheder, for det virvar, der var i vandet rundt om os, var også i æteren. Der blev grinet og råbt og brølet ind over kanalen, så vi hele tiden blev afbrudt og ikke kunne høre de svar, man måske prøvede at give os.

Hvad skulle vi gøre?

Det var vores mening at komme ind på the Intercoastal Waterway, som er en vandvej, der løber midt mellem boligområder inden”skærs”, hvis man kan sige det, langs kysten helt op til Washington. Her kan man finde fine ankerpladser. Problemet var bare, at vores kort var lidt gammelt, og for at komme ind på ”vandvejen”, skulle vi under et par broer, og på kortet kunne vi ikke se nogen angivelse af broernes højde. Så vi ville rigtig gerne ind i en marina, bare for et par timer, så vi kunne spørge nogen eller måske få et nyere kort over området.

Vi kaldte igen op på VHF´en til Bayside Marina og prøvede at forklare os, og fik så at vide, at vi kunne prøve området omkring Hard Rock Café, der var det ”first come, first serve”. Ok det ville vi gøre. Vi sejlede så ind, totalt afstikkende i vores absolut langtursmærkede sejlbåd, for ikke at tale om besætningen efter halvandet døgns sejlads, og var med ét omgivet af smarte duller og dullermænd i små hurtige larmende speedbåde – flere af dem med en højtaler, der gjaldede rap-musik ud i æteren omkring dem.

Marinaen var et gedemarked denne søndag. Til den ene side stod folk tæt omkring en scene, hvor et band spillede meget højt, til den anden side lå caféer og restauranter på række med et indkøbscenter bagved, og folk defilerede frem og tilbage langs promenaden.Vi fik øje på Hard Rock Café og stilede lige derover, til et hul mellem et par speedbåde. Dér ville vi lægge os. Men nej, en marina-mand med emblem på trøjen kom farende som skudt ud af en kanon og viftede vildt til os, at der kunne vi under ingen omstændigheder være. På grund af larmen kunne vi ikke kommunikere med ham, og vi var efterhånden så trætte og møre i hovederne, at vi var parat til hvad som helst.

På vejen ind havde vi set et par frie pladser, og nu gik vi efter dem. Koste hvad det koste ville. De siger, at vi ikke må, men vi gør det!

Det blev et kapløb mellem os og marina-manden derinde på kajen, som jo havde luret vores lumske planer. Han løb, og vi sejlede alt, hvad vi kunne, over i den anden side af havnen, ind til molen og BUMS, da manden hæsblæsende nåede frem, var Lela fortøjet, og Lars stod på kajen med sin allermest bedende mine og paraderne helt nede. Help us!

Lars fik forklaret manden om vores problem og forsøgte at få ham til at tage sig af os ... og pludselig var det ok at ligge der for resten af dagen. Marina-manden forsvandt, og en ny marina-mand med større autoritet kom hen til os, og nu viste det sig, at vi havde en plads for de næste par dage. Til 72 dollars i døgnet, bevares, så det var ingen foræring, men lykkelige var vi. Nu kunne vi sove og få tid til at tænke os om. Og vi kunne få Torben, Jytte og Anna ombord uden problemer.

Resten af dagen brugte vi til oprydning, tøjvask m.m. Og da det viste sig, at Torben og Jytte først ville komme et par dage efter, fik vi også mulighed for at være turister i Miami og fik blandt andet gået i gaderne mellem de megastore huse, kørt i det lille gratis højbanetog med flot udsigt over gaderne og var på aftenlig spadserertur på Oceandrive i Miami Beach med alle restauranterne med live musikere og dejlig stemning.

Så historien endte godt, men lidt af en hård nyser var det nu.

Med kærlig hilsen Lene


 oprettet: 30-05-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...